Spirit of the Moon


7Likes
4Kommentarer
1752Visninger
AA

5. Kærlighedens smerte

 

Et stykke inde i huset stod en dreng, jeg vurderede til at være et par år ældre end mig selv. Han vendte sig om og så på os med et blik, der fik mig til at ville vende rundt på mine hæle og spurte så hurtigt, som min krop tillod det. Kathrine udbryd i et skrig, eller måske mere et hvin. Jeg kiggede forskrækket over mod hende. Hun løb fremad mod drengen. ”Matt!” råbte hun og omfavnede ham. Drengen, der tilsyneladende hed Matt, omfavnede Kathrine tilbage, og hans ellers så hårde ansigts udtryk blev helt mildt.

Jeg stod lidt i døråbningen uden at have den mindste idé om, hvad der foregik. Jeg rømmede mig engang, og både Kathrine og Matt så op på mig, som om de helt havde glemt, at jeg også var der.

”Åh, Matt det her er Aldora, hun kommer fra lysfolk” Fortalte Kathrine og tilføjede små grinende: ”Altså hvis du ikke kunne gætte det ud fra hendes udseende. Jeg kiggede diskret ned ad mig selv. Matt kom hen og gav mig hånden. Hans øjne var mere blå end himlen selv. ”Rart at møde dig Aldora.” Sagde han og mit hjerte slog hurtigere. ”I.. I lige.. Lige måde..” Fik jeg fremstammet. Kathrine grinede af mine blussende kinder.

Mørket var ved at falde på udenfor den lille hytte. Der var blevet tændt lys, og der stod mad på bordet. Ved synet af den stegte kylling begyndte min mave at rumle. Det var først nu, jeg havde tænkt over, hvor sulten jeg var, men her var intet lys at optage. Mens de begyndte at spise, fortalte Kathrine om, da Matt og hende var små. Dengang var de kæreste og var sammen hele tiden. Efter krigen var brudt ud havde de ikke set hinanden.

Jeg forholdte mig stille under maden, det virkede som om, Kathrine og Matt havde en del at snakke om.

Det var første nat i lange tider jeg sov i en rigtig seng. Jeg havde fået pladsen ved vinduet. Månen var fuld i nat, men den lyste ikke så kraftig som den normalt gjorde.

Jeg besluttede at gå en tur i den kølige nat. I månens lys glødede min hud. Det var rart at se igen. På månen glødede jeg altid, og jeg følte mig stærkere. Her på jorden er jeg svag og bare et misfoster. Min hud minder om fiskene her på jorden, bortset fra jeg aldrig har set en lyslilla fisk.. Mit hår er flammende rødt. Menneskenes øjenvipper er kun halv længde af mine og de matcher deres hår, mine matcher min hud. Mine føder har klør, menneskets fødder er kun skabt for skønhed. Selvom vi måske er opbygget på samme måde, ligner vi langtfra hinanden. Mit folk bliver hellere ikke lige så høje som disse mennesker. På månen har vi ingen fjerner, og det derfor ikke nødvendigt at vokse sig enorm.

Et billede af Kathrine og Matte i mit hoved mindede mig om min egen store kærlighed. Tåre pressede sig på. Du havde lovet ikke at tænke på det, skældte jeg mig selv ud. Jeg måtte være stærk, men hvordan kunne man glemme Nirroy? Smerten i mit hjerte fik mig til at falde ned på mine knæ. Kæmp imod smerten! Men forsendt. Billeder så levende, at man skulle tro, de var virkelig sprang om i mit hoved.

”Dora?” ”Ja?” ”En dag, vil det bare være dig og mig.”

Kæmp imod smerten.! Tåre trillede.

”Hvis jeg kunne, plukkede jeg alle blomster i universet og gav dem til dig.”

”NEJ!” Råbte jeg og faldt helt sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...