Spirit of the Moon


7Likes
4Kommentarer
1754Visninger
AA

6. Det gemte skrin

 

Da jeg vågnede den følgende morgen, stod solen højt på himlen. Hvor længe havde jeg mon  sovet? Jeg kiggede rundt i rummet, i håb om at se Kathrine eller Matt. Der var ingen. Jeg satte mig  op og gned forsigtig i mine øjne. Jeg følte mig sulte og gik derfor udenfor, for at optage den herlige sol. Kathrine og Matt var heller ikke i syne herude.

Solen varmede dejligt mod min hud. Efter ikke lang tid, følte jeg mig allerede stærkere. En fugl kvidrede i et træ ikke langt herfra. Det var lang tid siden, jeg havde hørt fuglekvidren. Jeg tog en dybindånding. Alt var næsten lidt for herligt.

Hvor var det typisk mig. Aldrig kunne jeg nyde et roligt øjeblik.

Jeg måtte nok hellere finde ud af, hvor de andre var henne. Jeg fulgte den sti, der var trådt i græsset. Den førte ned til en lille flod. Det kølige vand rislede af sted. Jeg satte mig ned og lod mine ømme fødder dumpe ned i vandet. Det kildede i starten under mine fødder, men efter lidt tid lagde jeg ikke mærke til det mere.

Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, hvorfor de andre ikke havde vækket mig, inden de gik? Der kunne hellere ikke have kommet nogle og taget dem. Hvorfor skulle de så have ladet mig være tilbage? Spørgsmålene var mange. Mit hoved ville bare ikke lade mig få lidt ro.

En gren knækkede bag mig, og jeg var allerede på mærkerne. Et egern kom til syne fra en busk. Vi betragtede hinanden lidt tid, inden det løb videre.

Du kan virkelig ikke slappe af vel? Spurgte jeg mig selv, selvom jeg udmærket kendte svaret. Jeg fyldte den lille dunk, jeg havde siddende i siden, med vand fra bækken. Nogen snakkede i nærheden. Det måtte være Kathrine og Matt. Rigtig nok. Efter lidt tid kom de begge til syne bag nogle træer.

”Hvorfor var i bare gået?” Spurgte jeg og forsøgte at virke ligeglad. ”vi var gået ud for at finde noget at spise, og vi regnede ikke med at du var interesseret. Du spiser jo trodsalt ikke.” Sagde Kathrine, imens hun bukkede sig ned for at fylde en dunk med vand. ”Jeg spiser faktisk også.” Påmindede jeg hende om. ”At optage sollys er ikke at spise.” konstaterede hun. ”Men, derfor ville jeg måske gerne have været med.” Mumlede jeg nok mere for mig selv end for Kathrine.

Tilbage i hytten besluttede jeg mig for at undersøge den. Matt havde fortalt, at han selv havde fundet hytten for nogle dage siden, men han ikke havde haft tid til at lede efter brugbare ting. Der måtte være noget her et sted.

Bagerst i det halv skumle lokale var der stablet en masse kasser. Der var blevet smidt brune lagner ind over dem. Jeg håbede inderligt, at der ikke gemte sig en stor rotte et sted blandt kasserne. Da jeg hev det første lagen af, spredte der sig en støvsky i lokalet. Jeg begyndte at rode i den nærmeste kasse. Der lå et gammelt kort i den. Det var laset og var ved at skille på midten.

”Hey venner! Jeg har fundet noget.” De hørte ikke, hvad jeg sagde, for deres egen snakken. Jeg foldede kortet ud. Det var et komplet kort over mælkevejen. Alle vores planter, alle vores stjerne og alle beboerne samt deres våben. Mit blik faldt over månen. Der var en beskrivelse af vores folk og kræfter. Kortet beskrev os som nogle af mælkevejens smukkeste skabninger. Det var ikke sådan folket på jorden så os.

Jeg foldede forsigtigt kortet sammen og lagde det ned i min lomme. Mon der var andet, man kunne finde?

Alt imens jeg ledte de mange kasser igennem, tænkte jeg på, hvem der sidst havde boet her, og hvorfor personen ikke var her længere.

Jeg stak hånden ned i en kasse, der lå længere inde bag ved. Jeg forsøgte at strække mig lidt længere for at nå en blank ting, der lå mellem noget tøj. Endelig fik jeg fat i den klatte overflade. Da jeg fik hevet, hvad jeg troede var en æske ordenlig op, og fik set nærmere på, kunne jeg se, at det var et smukt skrin. Det var dekoreret med smukke guld blomster, der snoede sig rundt omkring skrinet. Jeg var helt betaget af dets skønhed. Jeg åbnede forsigtig skrinet, til min store overraskelse så jeg der, hvor man forventede et spejl, et malet billede af månen. I rummet hvor der normalt lå smykker lå et lille brev. Papiret var næsten som silke. Det var et brev fra en mand til hans forlovede. Jeg læste brevet igennem, men mine øjne kunne ikke komme væk fra sætningerne:

Din unikke skønhed er ikke jorden værdig. En dag, vil jeg bringe dig til din smukke planet igen.

Kunne det passe? Var en jordmand blevet forelsket i en kvinde fra min planet? Jeg beholdte brevet. Tanken om kærlighed mellem to så hvidt forskellige væsner, fascinerede mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...