Spirit of the Moon


7Likes
4Kommentarer
1659Visninger
AA

1. Den sidste død

Mit hjerte hamrede for fuld knald, da Kathrin tog min hånd og hev mig ind mod væggen. I sekunder, der føltes som passerende årstider, blev al lyd tavs. Kun lyden af min dunkende puls rungede i mørket. Jeg fik et glimt af Kathrins rædselsslagne øjne og mærkede et stik af frygt. Selv hun var bange. Modige Kathrin, der aldrig tøvede stod nu og knugede min hånd.

Havde månen hele tiden skinnet så klart? Man faldt næsten i trance af at stirre på den store hvide kugle. Et klem fra Katrine fik mig tilbage og angsten tog fat igen. Nu kunne vi høre dem.

Jeg gav et lille klynk fra mig til min store fortrydelse. Jeg tog en hånd op til min mund, som om jeg kunne tage det tilbage, men det var for sent. Igen var vi i løb. Igen susede træerne omkring os forbi. Jeg turde næsten ikke kigge bagud, men jeg var jo som altid den dumme af os. De indhentede os. Jeg kunne se deres kolde døde øjne lyse i det fjerne. Panikken spredte sig i min krop som en virus. Jeg drejede hovedet langsomt over mod Kathrine, stadig løbende for livet. Hun så også på mig, smilende. Hendes ravnesorte hår skinnede omkamp med månen og faldt næsten ind i mørket. Det mindede mig om den første nat, jeg mødte hende.

Jeg blev hevet ud af mit tankespind af lyden fra dem. Deres lavmælte væsen og lyden af kapper, der blafrede. Katrine satte hårdt af fra jorden og hev mig med op. Op til den mørke natte himmel. Væk fra de dunkle træer og deres grusomme hemmeligheder. Jeg råbte hendes navn, mens jeg blev helt trukket op hvor, skyerne var på deres natte rejse over himlen. Min hjerte banken var nu blevet til en tromme, der hamrede af sted.

Heroppe var der ingen steder at gemme sig. Ville Kathrine tage kampen op? Ville vi overhoved have en chance? Spørgsmålene kunne næsten ikke nå at blive stillet, før det næste sprang op.  Her susede vi genneme den kolde nat og bare ventede på at blive indhentet af vores skæbne. Den vilde jagt var i gang, og jeg kunne næsten ikke finde redde i hvordan, den var startet. Jeg ville aldrig elske dette sted, lige meget hvad Kathrine sagde. Nok var hun spirit of earth, men aldrig ville jeg forstå hendes kærlighed til den lille grusomme planet. I krigens begyndelse troede jeg aldrig, at den ville sprede sig til alle rigerne. Tanken om, at jeg selv ville havne i krigen, havde ligget så fjernt.

Det var også kun i største mangel på krigere, at jeg var blevet sendt af sted fra min kære måne.

En af dem kom op på siden af mig, og chokket fik mig til at slippe Kathrines hånd og dykke mod jorden. Kathrine råbte efter mig, mens jeg faldt. Vinden susede for mine øre, alt i mens jeg nærmede mig jorden. I den blødeste bevægelse vendte jeg rundt i luften, før jeg ramte jorden. Jeg holdt mig et lille stykke over jorden, mens jeg lagde min hænder sammen. Kørte dem til hver sin side og rettede dem op mod himlen. ”Virk nu.” Mumlede jeg for mig selv og samlede kræfter.

Trommen fra mit hjerte startede igen. Jeg mærkede ilden bredde sig i min forsvarsløse krop. Jeg sinkede blikket ned til mine fødder. Min sart lilla hud blev hvidere. Du skal redde Kathrine. Lød min egen stemme i den dunkle nat.  Ilden tog fat og smerten steg. Følelsen af alt groede sammen inde i en var overvældende. En tåre gled fra min blege kind. Endelig stoppede tiden, og det var som, at jeg kunne gå i den bare luft. Opad gik det. Katrine, jeg kommer nu.

Lyden fra omverden forsvandt. Hvor der før var mørke, kom der lys. Ingen steder var tilbage at gemme sig i. Nu så de mig.  De døde øjne stirrede på mig. Ordene gled over mine læber; ”Jeg venter.” Mere behøvede de ikke før flænsede gennem luften for at nå mig. Jeg var klar. Kathrine havde også opdaget, hvad jeg var i færd med, hun flygtede. Trommen slog hurtigere, og nu var de her. Jeg bed i læben og lod mig overtage af ilden. Den var ikke barmhjertig, men sådan var byttehandlen.

Jeg bevægede mig så hurtigt nu, at man skulle tro at de bevægede sig i slowmotion. Jeg opslugte dem med min ild. Lyset, der kom fra mig, blev skarpt og opløste dem hurtigere end de kunne nå at se, at de var sendt i døden for sidste gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...