Remember that?

hvad gør du når alt går i stå? når verden vender ryggen til dig fordi du er anderledes? når alt håb er ude og du mest af alt bare har lyst til at forsvinde i glemsel? tjah du kan prøve at spørge Tess. Hun ved hvordan det er at være en falden engel.....

2Likes
1Kommentarer
604Visninger

1. Skammen

Lad mig høre din ærlige mening, hvad vil du gøre hvis du hang med hovedet nedaf, mens cirka ti personer stod og grinte af dig, spyttede på dig, kaldte dig uduelig, når du ganske enkelt kun prøvede at opfører dig normalt. Ik så godt vel? Det er ikke en rar følelse at blive holdt ude, behandlet som udskud, fordi ingen ville acseptere dig som den du er. 

 

Jeg var bange, tårene pressede sig på mens jeg langsomt mærkede blodet i mine fødder forsvinde, hvornår ville det holde op? Jeg vil hjem nu, jeg vil ikke være her, jeg vil bare forsvinde, væk... Men hvordan? Jeg var allerede blevet smidt væk, nu forsøgte jeg blot at passe ind. Men det er ikke nemt når ingen lader dig være, når ingen viser dig den mindste respekt. Alle tramper på dig, ødelægger dig indefra. Jeg har lært at leve med det, men en dag går det galt, jeg kan mærke det, en dag vil jeg for alor mærke smerten...

 

"Nuurhh er lille Tess hjælpeløs" pigens hånlige tonefald bekræftede hendes had, "kom nu Sarah...gør noget ved hende" var der en ny der sagde med et djævelsk tonefald, jeg lukkede øjnene, men jeg kunne ikke lukke for larmen "ja kom nu...." støttede de andre op. Sarah tog fat i mit hår, løftede mit hoved, dernæst hamrede hun en næve i ansigtet på mig. Noget klistret løb fra min læbe og min næse, "ad...hun bløder jo" var der en der grinte ondt " Tess.. du ødelagde min jakke" skrålede Sarah vredt, derefter stangede hun mig en mavepuster. Hun løsnede rebene om mine fødder, derefter faldt jeg til jorden og forsøgte at rejse mig op, men inden jeg nåede det kolapsede jeg, jeg kunne ikke rejse mig. Blev blot læggende med smerten om mig. Skam dig..Skam dig. 

 

Jeg havde fortjent det, jeg havde selv været skyld i at ænde sådan her, selv været skyld i at alle hadede mig. Men sådan var det bare, det kunne ingen forhindre, jeg var tvunget til altid at vandre hvileløst rundt på jordens overflade, med den evige skam om hjertet, den evige smerte jeg følte, men hvad kunne jeg gøre? Jeg var helt igennem selv skyldig over det, skyld i at ingen nogesinde ville kunne elske en forbandet pige som mig, en helt igennem syg pige. Jeg rejste mig ikke, mærkede blt regnens stille trommen på bladende, mærkede den trænge gennem mit tøj, mærkede den jage alt varmen der var tilbage, men hvad nytter det?

 

Jeg kunne ligeså godt blive her, kunne lige så godt glemme alt om at vende hjem, og til hvad? En tom lejlighed, en tom ensom lejlighed, hvor alt mit lys var bleve dræbt af skyggerne, mens jeg svagt husker hvad jeg sagde til ham, sagde at han ikke kunne gøre det, sagde jeg ikke havde fortjent det. Men hvad nyttede det? Jeg var smidt ud som en bunke møg, og for hvad? Fordi jeg havde været så fantastisk dum og gøre det utilgivelige, for ingen enlge må nogensinde forelske sig i en falden........For evigt måtte jeg bære skammen over at falde for en modbydelig dreng, en modbydelig helt igennem fabelagtig dreng som måske forsøgte at tage mit live, men havde givet mig insigt i det hele...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...