En Evighed Bygget af Sekunder: A Hunger Games Fic


1Likes
0Kommentarer
838Visninger
AA

1. Drengen fra Fugen

”Jeg melder mig frivilligt.” Ordene var kommet ud af min mund, uden at jeg overhovedet havde tænkt over det. Uden at jeg overhovedet havde forstået, hvad det virkelig var, jeg havde sagt. 'Jeg melder mig frivilligt til at dø på skærmen for at underholde Capitol'.

Og hvorfor havde jeg sagt det? Hvorfor havde jeg kigget på drengen og tænkt, at jeg var nødt til at beskytte ham? Fordi ingen andre gjorde det? Tiden gik langsomt. Der gik en evighed, før jeg nåede fra drengenes række og op på scenen. Effie Trinket var helt oppe at køre, mens hun prøvede at ignorere det faktum, at den frivillige kun var tolv år gammel.

En dreng, der ellers kun havde haft ét enkelt lod. Drengen, som aldrig ville være blevet trukket. Nu stod jeg her. Min mor hulkede ude ved siden. Men jeg hørte hende ikke. Jeg så heller ikke, hvordan min far lagde armene om hende og forsøgte at trøste hende. Mit blik var fæstnet til drengen, jeg havde sendt ned fra scenen. Ham, hvis liv, jeg havde reddet i det sekund, jeg sagde de fire ord, der næsten aldrig blev sagt i vores distrikt.

Mens jeg stod der og betragtede ham, kom jeg til at tænke på hvorfor. Hvorfor egentlig? Jeg kendte ham knapt nok. Han var bare en fra min klasse, jeg aldrig havde snakket med – det ville jeg heller aldrig komme til nu.

*

Will Fown.

Navnet havde stået på syv lodder. Det var ikke meget i forhold til mange af de andre. Men han var kun tolv. Det var hans første år, han havde syv lodder og han var blevet trukket – men en frivillig havde taget hans plads. Og det var mig. Jeg huskede tydeligt, hvordan Effie havde revet lodsedlen over, idet jeg var kommet op på scenen.

Det var et af den slags øjeblikke, der bare brændte sig fast på indersiden af ens øjenlåg.

Will var en sær type. Drengen, som ingen snakkede med omme i skolen. Hans hår var sort og fedtet, øjnene grønbrune og huden olivenfarvet. Han var ikke specielt høj og ikke specielt stærk. Egentlig lignede han en helt almindelig, fattig dreng fra Distrikt 12. Tøjet var altid lidt beskidt, og håret var ikke til at rede.

Jeg havde hørt, at han var den ældste af en søskendeflok på fem, og at hans far var død i en mineeksplosion blot to år tidligere. Det bedste, han kunne gøre, da han fyldte tolv, var at hente en værdikupon. På trods af, at hans familie fik lidt mel, lidt brød og lidt olie kostede det ham seks ekstra lodder i det kommende Dødsspil.

Det fik mig til at tænke på vores forskelligheder. Jeg manglede aldrig mad. Fugen, som Will kom fra, havde jeg aldrig befundet mig i. Mit hår var helt blondt og mit ansigt rent.

Jeg havde min far at takke for det. Fordi han var Distrikt 12s daværende borgmester. Jeg og mine søskende har aldrig frygtet Høstdagen som alle andre. Og måske var det netop det. Måske var det netop den tanke, der ændrede mit syn på Capitol og på Dødsspillet. Sekunderne gik langsomt, da jeg stod på scenen ved siden af den kvindelige soner fra Distrikt 12. Jeg burde være bange. Rædselsslagen. Men det var jeg ikke. Ikke ret meget i hvert fald.

Jeg så ud på dem alle sammen. Børnene, der var sluppet dette år, og på deres lykkelige familier. Jeg så de to eneste ulykkelige familier blandt de andre. Der var noget underligt ved det hele. Måske fordi der ikke havde været mange frivillige i Distrikt 12 i de halvfjerds år, Dødsspillet havde eksisteret.

Ja, de var lykkelige for deres børns sikkerhed resten af året. Men de virkede ikke begejstrede. De så op på den unge dreng og den unge pige. Og om det var sandt eller ej, så valgte jeg at tro, at de beundrede mig. Jeg valgte at tro, at det var min måde at modsætte mig Capitol på. Jeg forsøgte, om jeg kunne fange Wills blik blandt drengene. Men han så blot ned. Hans familie, derimod, tog ikke blikket fra mig et eneste øjeblik.

Og da Effie Trinket gentog navnene på det halvfjerdsindstyvende Dødsspils to sonere, var klapsalven akkurat så høj, at man kunne høre en knappenål falde til jorden.

”Rita Summer og Keiran Colleen.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...