Liv og Kærlighed - 1D

16 årige April er syg med kræft, og ingen tror på hun klarer den. Hendes største ønske er at får lov til at møde de fem drenge fra bandet One Direction. Men hvad sker der når One Direction lige pludselig hører om denne her syge pige, og en verdenskendt dreng, får følelser for en dødsyg pige?

48Likes
105Kommentarer
6253Visninger
AA

4. OMG!!!

Når man har kræft og bor på et hospital, så mister man alt tidsfornemmelse. Jeg sover og vågner og sover og vågner. Det er det jeg bruger min tid på, alligevel er det dejligt at vide hvad klokken er og hvad dag det er, for det glemmer man nogle gange.

"hvad er klokken?" spurgte jeg min mor da jeg vågnede. Hun kiggede overrasket på mig, og jeg var også selv lidt overrasket over at jeg kunne tale. Det var tre dage siden jeg havde fået brevet fra One Direction. De sidste tre dage havde jeg været svag, og var faldet ind og ud af bevidstløsheden. Jeg havde ikke sagt et ord de sidste tre dage, så da jeg kunne snakke, blev jeg lidt glad. Det var ting som denne der kunne redde min dag. "den er to" svarede min mor, og i det samme kom Viktor løbende ind. Han løb ind og krammede mig. "hvad så dumme?" sagde han smilende, for han troede ikke jeg kunne snakke. Han havde kaldt mig alle mulige ting de sidste par dage. Selvfølgelig bare for sjov. "ikke så meget din lille orm" svarede jeg med et lille smil. "du kan snakke igen" sagde min far, og jeg nikkede. Det tog stadig meget energi fra mig at snakke, så jeg sparede på snakken, og rystede og nikkede på hovedet når jeg kunne. Det havde min familie også vænnet sig til.

Lige pludselig kom Anna ind med et kæmpe smil. "hey smukke hvad så" spurgte hun mig. Jeg trak på skuldrene. "jeg kan tale igen" sagde jeg, men mærkede også udmattelsen. Hun kiggede på min mor og far. "kan i lige komme med udenfor et øjeblik, der er noget som lægen gerne vil snakke med jer om" sagde hun, og de nikkede. De gik ud på gangen sammen med Anna, og jeg kunne høre dem snakke, men ikke om hvad. "hvornår tror du egentlig One Direction kommer og besøger dig?" spurgte han. Han var ikke fan, men han glædede sig til at der skete noget i hans liv, og møde berømtheder sker ikke lige hver dag, sygdom eller ej. Jeg trak på skuldrene og sendte ham et smil. Det var blevet en vane, nå jeg trak på skuldrene sendte jeg også lige et smil med, sådan så at folk ikke troede det var fordi jeg var ligeglad med hvad de end sagde/spurgte om. "hvordan tror du de er?" spurgte han igen. Jeg trak på skuldrene. "det ved jeg ikke men jeg er sikker på de er fantastiske" sagde jeg drømmende. Han nikkede.

Alt blev sort.

Jeg var igen stadig til stede, men alligevel ikke. Jeg kunne høre maskinerne gå amok ved siden af, og kunne så høre sygeplejerskerne. Jeg kunne høre, men ikke hvad der blev sagt hvis der blev sagt noget. Jeg kunne høre, men ikke se.

Jeg kom til bevidsthed igen. Noget var anderledes. Der var helt stille. Næsten ligesom aller første gang jeg besvimede. Alt var sløret. Jeg skulle lige blinke et par gange, men var så også helt migselv igen. "hvad skete der lige der?" spurgte Anna med et smil. Jeg trak på skuldrene. "mig og Viktor snakkede bare om One Direction, og hvornår de mon kommer til Danmark, og om de overhovedet kommer" forklarede jeg. Jeg havde haft travlt med at kigge på hende, og tænkte ikke på stilheden, indtil der pludselig var stille igen. Jeg kiggede over på stedet hvor Viktor havde siddet før jeg besvimede. Jeg fik et chok. Der stod fem skikkelser i hættetrøjer med solbriller i hånden. "lad nu være med at besvime igen" hviskede Anna, og jeg mærkede at jeg rødmede. Heldigvis kunne de ikke forstå dansk. MEN DER STOD ONE DIRECTION!! DE MEST PERFEKTE DRENGE I HELE VERDEN!! DE STOD PÅ MIT HOSPITALVÆRELSE!! Jeg mærkede svimmelheden, og tog fat i sengen. Maskinerne ved min side brød ud igen, og jeg vidste at medmindre jeg fik styr på mig selv, så ville jeg besvime igen. 

"April, this is One Direction" startede min mor. Det var sjovt at høre hende snakke engelsk. Jeg nikkede. Jeg kunne ikke rigtig andet. For første gang i lang tid, var jeg ikke mundlam på grund af kræften og kemoen, nej jeg var bare mundlam. Jeg smilede som en idiot. "hey April. I'm Harry" sagde Harry sjovt nok. De andre drenge præsenterede sig selv, som om jeg ikke vidste hvem de var. "i can hear you already know who I am" startede jeg smilende, "but just so we're clear, I'm April" fortsatte jeg smilende. Det var udmattende at skulle sige så meget, og samtidig huske at sige det på engelsk. De nikkede. Der var lidt en pinlig tavshed, men det var der tid når folk kom forbi første gang. De vidste aldrig hvad de skulle sige. "so we caused that you passed out right before?" spurgte Zayn. Jeg nikkede. Jeg kiggede på Anna med blik der bad om at fortælle hvad jeg lige havde sagt til hende, for jeg var selv for træt til at sige så meget lige nu. 

Hun begyndte at fortælle, og træt som jeg var, faldt jeg i søvn.

Det var ikke en rigtig søvn, for jeg kunne høre dem rumstere og snakke. Det var en mærkelig søvn, og en af dem jeg hadede. Uden drømme, og hvis man rørte mig ville jeg vågne med det samme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...