Liv og Kærlighed - 1D

16 årige April er syg med kræft, og ingen tror på hun klarer den. Hendes største ønske er at får lov til at møde de fem drenge fra bandet One Direction. Men hvad sker der når One Direction lige pludselig hører om denne her syge pige, og en verdenskendt dreng, får følelser for en dødsyg pige?

48Likes
105Kommentarer
6256Visninger
AA

15. Gone

Det var en halv time siden kemoen var startet, og en halv time siden jeg havde fået af vide at drengene skulle tage af sted igen. Kvalmen og de andre efterfølger fra kemoen var begyndt at starte, og jeg havde det rigtig skidt som altid. Jeg svævede hele tiden mellem bevistheden og ubevistheden. Min mor var kommet lige efter, for hun vidste selvfølgelig godt at jeg skulle have kemo. Min far var også på vej. Drengene var også blevet, men ville tage afsted lige om lidt, dog kun tilbage til hotellet. Harry havde insisteret på at blive, og ville ikke lade mig sige nej. Jeg skulle hele tiden kaste op, men det tog alle med stiv arm.

Lægen kom pludselig ind på værelset. "hej April. Hvordan har du det?" spurgte han. Jeg havde ikke nogen energi, hverken til at snakke, nikke på hovedet eller noget andet. Jeg smilede svagt, og mærkede en bølge af kvalme komme igen, og bøjede mig ned over spanden. "så godt huh? Er det lige så slemt som altid?" sagde han, og jeg nikkede da jeg tog hovedet op af spanden igen. "jeg er virkelig ked af at vi ikke kan gøre det lettere for dig April" sagde han. Jeg smilede bare svagt som tak og ja. Han nikkede venligt til alle, og gik så. Drengene så lidt forvirrede ud, så min far begyndte at forklare på engelsk hvad lægen lige havde sagt. Da han var færdig med at forklare, så alle drengene, mest Harry, bekymrede på mig. Jeg smilede svagt til dem, med det var også alt jeg kunne magte.

Jeg kunne mærke at jeg pludselig blev "overfaldet" af udmattelse. Alt var pludselig sløret, jeg kunne ikke se, og så besvimede jeg. Hvor typisk. 

Der var noget galt denne gang. Jeg kunne ikke høre omverdenen som jeg plejede, og jeg følte mig også mere træt. Jeg havde det som om jeg blev trukket ned i vand, og var ved at drukne. Jeg kunne ikke få luft selvom jeg hev og hev efter vejret. Der skete intet. Mørket blev tættere og tættere.

 

Harrys synsvinkel:

Hun var igen besvimet. Vi var alle ret rolige, vi var jo ret sikre på at hun ville vågne lige om lidt. Vi ville alle bede hende om at få noget søvn, og drengene ville tage tilbage til hotellet.

Der gik et par sekunder længere end der plejede. Fuck. Hvad nu hvis der var noget galt. Maskinen reagerede lige pludselig. Hendes mor begyndte at se bekymrede ud. Hun var den der reagerede først. Hun var henne ved sengen i et spring, og trykkede på knappen. Jeg mærkede panikken stige i kroppen. Anna kom ind. Hun så lynhurtigt på maskinen, og løb så råbende ud fra stuen. Det var lidt ligesom alt det man ser på film, men bare virkeligt. Jeg fangede Louis' blik, og han kom over til mig. "she is going to be fine" sagde han, men lød ikke særlig overbevisende. Pludselig kom læger og sygeplejersker løbende ind på værelset og råbte alt muligt på dansk, men på en eller anden måde forstod jeg godt hvad det var der skete. Vi var ved at miste hende! Hendes mor så pludselig ud som om hun var ved at falde om, og jeg skyndte mig hen til hende. Jeg fik ført hende over til en stol. Jeg kunne se udfra hendes ansigtsudtryk at jeg havde gættet rigtig, vi var ved at miste hende. "are we losing her?" spurgte jeg hviskende, og var lidt i tvivl om hun kunne høre mig, men hun nikkede. "she is having a heartattack" sagde hendes mor med tårerne ned ad kinderne. Hun fandt hurtigt sin telefon frem og ringede en person op. Jeg gætter på at det var Aprils far. Hun forklarede en hel masse på dansk. Jeg satte mig ned på stolen ved siden af hende. Jeg kunne mærke påvirkningen.

Igen fik jeg øjenkontakt med Louis, og et øjeblik så han skræmt ud. Han gik over til Anna og prikkede hende på skulderen. Hun vendte sig irriteret om, og kiggede på Louis. Han pegede herover, og hun fik øje på mig. Hun nikkede. Sagde et eller andet til de andre læger som nikkede, og kom så over. Hun satte sig på huk overfor mig. "Harry. I need you to stay strong through this. We might be lucky and get her back, we're going to do our best, and you just got to be strong. For me, for your friends, for Aprils parents, and most of all, for April. Can you do that for me?" spurgte hun. Jeg nikkede stille, og hun gik tilbage til April.

Aprils mor havde lagt på. Hun havde fulgt med i det Anna havde sagt til mig. Hun tog min hånd og klemte den. Jeg kiggede på hende med tårer i øjnene. "thank you for everything Harry. What you and your friends have done, has meant a lot to April, and I can tell you really like her" sagde hun. Hun sad ligesom jeg, med tårerne ned ad kinderne. Jeg nikkede. "it has been a pleasure, now let's focus on getting April back" sagde jeg, og hun nikkede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...