Liv og Kærlighed - 1D

16 årige April er syg med kræft, og ingen tror på hun klarer den. Hendes største ønske er at får lov til at møde de fem drenge fra bandet One Direction. Men hvad sker der når One Direction lige pludselig hører om denne her syge pige, og en verdenskendt dreng, får følelser for en dødsyg pige?

48Likes
105Kommentarer
5995Visninger
AA

1. Brevet

Hej drenge. Mit navn er April, og jeg er 16 år gammel. Jeg er kæmpe fan af jer, og i får altid op når jeg er nede. Jeres historie giver mig enormt meget håb, og giver mig lyst til at følge mine drømme, hvilke lige nu bare er at overleve og få svar tilbage fra jer. Når jeg siger at min største drøm er at overleve, er det fordi at jeg har kræft, og ikke særlig mange tror på jeg klarer den. Der er ikke engang særlig mange der tror på jeg når at blive 17, hvilket jeg burde blive om syv måneder. 

Hverdagen ændrede sig meget da jeg fik diagnosen. Min familie blev mere samlet men også mere splittet. Vi går hos en familieterapeut der skal gøre sygdommen lidt lettere, som om den kan blive meget lettere. Jeg bliver hjemmeundervist fordi jeg ikke kan gå i skole længere, men alligevel synes mine forældre at jeg skal blive undervist, hvis nu jeg klarer den. Undervisningen er faktisk helt vildt fed, for den får de dårlige tanker væk, og jeg skal fokusere på noget andet imens jeg bliver undervist. Da jeg fik diagnosen, og fik at vide at der vide at der ikke var særlig stor chance for at jeg ville overleve, sank jeg ned i en depression. Hvem ville ikke gøre det? Jeg begyndte at skære i mig selv, men det fandt mine forældre ud af, og de fik mig til en psykolog, så jeg går både til familieterapeut, og psykolog... fedt!!! (or not!) Jeg prøvede en gang at begå selvmord, fordi at jeg ikke så nogen mening med at leve hvis det alligevel ikke var sikkert at jeg ville blive 17. Jeg begyndte hurtig kemoterapi, og tabte også ret hurtigt håret. Jeg gider ikke at gå med paryk, så jeg købte en masse tørklæder, som jeg bare lige binder rundt om mit hoved. Min eye-liner er er blevet min bedste ven, da jeg skal tegne øjenbryn op hver dag... fantastisk, men jeg kæmper. Hver dag er en kamp, men hver dag er jeg også glad for at være i live. Inden jeg fik diagnosen, lagde jeg ikke mærke til ting som jeg gør nu, og det må da være en god ting. Jeg tager ikke ting for givet mere, og slet ikke min familie. Jeg elsker når min lillebror joker med mit skaldede hoved, for han er den eneste som kan lave en joke lige i øjeblikket. Det er rent faktisk irreterende at min familie ikke kan joke mere, uden at tænke over om det mon sårer mig, eller at det måske ikke bare var en joke, men at det rent faktisk kunne blive virkelighed.

Dette brev bliver ikke skrevet for at i skal få medlidenhed med mig, men mere fordi, at jeg håber, at i vil svare tilbage. Jeg skriver til jer fordi at i inspirerer mig så meget, og i holder mig oppe når jeg er nede. Jeg håber at i når at læse dette brev og at i forhåbentlig når at svare før jeg måske kradser af.

På forhånd tak.

Knus April

 

P.s. Hvis i svarer kan i sende brevet til: Solvænget 45, 9860 Greve, Denmark.

 

P.p.s. Husk drenge aldrig at tage noget for givet.

 

Jep. Det var det brev de skulle have. Jeg havde læst det igennem 100 gange nu. Jeg foldede det, og lagde det ned i kuverten, der lå ved siden af mig. Jeg slikkede på frimærket som mor havde købt til mig, og puttede det på kuverten. Så var det klar til at blive sendt af sted. Jeg håbede virkelig på at de ville svare tilbage, men indtil da, ville jeg have håbet om det. Min far kom ind på værelset på hospitalet. Det var efterhånden blevet mit værelse, eftersom jeg var her næsten hele tiden. Nogle gange var hjemme et par dage, men kemoen gjorde mig svag, og det var derfor ikke særlig godt for mig at være uden sygeplejersker. Hospitalet var blevet mit hjem, og sygeplejerskerne og lægerne var blevet en del af familien. Jeg kæmpede hver dag, med dem ved min side, og uden dem og deres smil og hverdagsnak hver dag, ville jeg være blevet sindsyg for længst.

Jeg gav min far brevet, og han gik ned for at poste det med det samme. Jeg kunne mærke kvalmen komme, men den var jeg blevet så vant til, det var en af bivirkningerne ved kemo. Jeg tog spanden, som efterhånden var blevet fast inventar, og brækkede mig ned i den. Jeg var meget svag og træt hele tiden, så før min far nåede at komme op igen, faldt jeg i søvn. Kemodrømmene er altid meget præget af sygdomme, og man føler sig høj og svimmel, selv i drømmeland. Kræften og kemoen dominerer alt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...