Døden gik på Koldinghus

'Døden gik på Koldinghus'. De var de sidste ord, den gamle mand sagde, inden han døde og efterlod seks unge låst inde på Koldinghus. Hvad kunne det betyde? Kan det have noget at gøre med at en bror og en søster begik selvmord på det selv samme sted for over et år siden?
Hvem af de seks kender sandheden og vil begå mord for at det ikke skal se dagens lys?

4Likes
8Kommentarer
1728Visninger
AA

1. Ved Solnedgang

Hvorfor stod der 'ved solnedgang'?

 Det tænkte Frida mange gange over. I det brev hun havde fået havde der ikke stået noget klokketidspunkt, men bare 'ved solnedgang'. Det lød så... højtideligt, så... gammeldags. Hun brød sig ikke om fortid. Fortiden skulle fejes under gulvtæppet, så man kunne bruge alt sin energi på at koncentrere sig om nutid og fremtid. Det var i hvert fald den undskyldning, hun selv brugte når hun tænkte på alle de gange hun kom hjem med karakterbogen. De karaktere høre fortiden til. Hun havde resten af livet til at få nogle bedre.

 Hun ønskede ligenu at hun havde taget brevet med, så hun kunne vise det, hvis nu der opstod problemer. Indholdet i det havde virket så intetsigende. Det havde inviteret hende op til Koldinghus angående noget i fortiden. Der stod bare ikke noget om hvad det var i fortiden. Hun var kun kommet fordi at hun var nysgerrig efter at se hvad det handlede om.

 Der kom nogen i retning mod hende. Han nikkede bare formelt til hende og satte sig ned på jorden. Hun havde ingen problemer med at genkende ham. Den lyshårede Adam fra klasse over hende. Han så godt ud og havde ingen problemer med at invitere piger ud, men han havde et plettet CV om dårligt arbejde i skolen, forkerte venner og andet, som forældre ikke ville kunne holde ud at høre.

 Et kort øjeblik spekulerede Frida på om det var Adam, der havde inviteret hende herud. Men hun vidste inderst inde godt at det kunne ikke passe. Han ville aldrig bryde sig om en halvsydamerikansk pige som hende.

 Der kom én mere. Tova fra hendes egen klasse. Den søde, stille og flittige Tova, der aldrig gjorde noget forkert. Ethver forældrepars drømmebarn. Hun havde rødt hår, fregner i ansigtet og var iført citrongult tøj.

 "Hej Frida," hilste hun.

 Frida nikkede til hende. Nu var de tre her udenfor porten til Koldinghus.

 "Er du her, fordi du fik sådan et brev i går?" spurgte Tova og fremviste et brev magen til den Frida fik.

 "Ja," svarede Frida. "Fik du også sådan et, Adam?" spurgte hun, da hun bemærkede Adams pludselige interesserede blik ved ordet 'Brev'.

 Han nikkede kun, men sagde så tre sekunder senere: "Vi tre var vist ikke de eneste."

 Et par kom nu imod dem. Stine og Vibeke, tvillingerne fra skolen. Stine var brunhåret, mens Vibeke af en eller anden grund - måske identitet - havde valgt at farve sit hår mørkeblå, så det var til at blive bange for.

 Tova nøjedes bare med at vise dem brevet og fik et bekræftende nik fra dem begge om at de også havde modtaget sådan et brev. Ellers så blev stemningen mere tavs. Hvad kunne alt det her betyde?

 En endnu en sluttede sig til dem. Søren, den buttede nørdede dreng, der gik en klasse under Frida og Tova. Han holdt en pose med blandet slik fra et supermarked, mens han rettede på sine briller, der hvert minut røg over næsen på ham.

 Frida lagde mærke til at der var nu seks i alt. Var det ikke et form for lykkenummer i gammelt overtro eller eventyr?

 Hun nåede knap nok at tænke mere over det, inden porten bag dem knirkende åbnede sig bag dem...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...