❝A fashion disaster❞

Denne novelle er til mode konkurrencen, hvor jeg har valgt scenariet med modebloggeren Rachel. En vigtig ting at vide ér at jeg har ændret det til modebloggeren 'Monica'. Dvs. at jeg kun har ændret navnet, ikke selve handlingen. En meget kort, men lærerig novelle - hvor Monica til sidst i novellen indser noget vigtigt. Hun elsker tøj og mode, men hun har også indset at det ikke er alt i verden. Enjoy it people :-)

107Likes
97Kommentarer
4840Visninger
AA

6. Kapitel 4 ✔

"Fantastisk," sagde jeg for mig selv, mens jeg med et smil på læben, klappede i mine hænder. Den sidste model havde forladt catwalken, og jeg kiggede overrasket på Samantha, som sad ved siden af mig - på første række! Jeg havde skaffet mig to VIP-pladser, på grund af min yderst imponerende indsats. Så god en præsentation at jeg er blevet tilbudt en fast ansættelse hos modebladet - Donna Moderna. Noget jeg stadig tænker over. Stylisterne, modellerne og især Nebimenevska, kunne i starten ikke fordrage min nedladende stil, men i sidste ende blev de nødt til at acceptere at jeg virkelig kan mine kram. Jeg ved hvad mode er, og det har folkene på stedet indset, og det er derfor at de lader mig fuldføre mit arbejde. 

"Wauw," lød det fra Samantha der prøvede at overdøve klapsalven, "hun er virkelig talentfuld hende der!" Hun nikkede diskret hen mod den høje, mørkhårede model, der passerede os. Jeg nikkede med hovedet - det var ikke bare en model, det var Jessica. Ja, hende jeg svinede til. Jeg havde virkelig fortrudt min opførsel siden jeg blev sat på pratikpladsen, for godt over nogle uger siden. Jeg behandlede folk som var de mannequindukker eller mine personlige robotter, og havde helt glemt at det var rigtige mennesker jeg omgikkes med. Jeg var åbenbart bare opslugt af endelig at være i den såkaldte "modeverden", og tanken om det, fik mig bare til at glemme alt og alle omkring mig - og det gik uheldigvis ud over Jessica. Jeg har været bitchet og snobbet, men sådan er jeg ikke inderst inde. Som sagt, så fristede billetten mig bare, og jeg bildte bare mig selv ind i, at jeg virkelig skulle gøre en indsats og vise dem hvad jeg, Monica Smith, duede til.

Da projektorene i alle farver, lyste ned på Jessicas flotte ansigt, og især fremhævede den ultra smukke designerkjole hun bar, fik mig bare til at indse, at hun var smuk som hun var. Nej, hun var ikke ligesom alle de andre skelet-modeller, som jeg kaldte dem, men hun havde det man kaldte talent og viljen til dette arbejde - som jeg så som det vigtigste indefor denne branche. Jeg har bare indset så meget igennem tiden på praktikpladsen. Jeg har fundet ud af, at jeg virkelig brænder for at arbejde indenfor mode, men jeg har også fundet ud af, at jeg ikke brænder nok for det til, at jeg kan lade nogle bestemme og  hundse rundt med mig, og i værste fald nedgøre min stil og min smag. Jeg skal bruge hverken opbakning, ros eller noget lignende for at vide at jeg er dygtig - for det er bare noget jeg ved, så jeg ser ikke dette som en jobmulighed, overhovedet. Never in my life! Se lige hvad jeg har rodet mig ud i, kun på grund af at jeg var så optaget af den skide billet. Det har ændret min måde at tænke på, ændret min stil til noget mere 'ikke Monica-agtigt' og i det hele taget ændret hele min attitude og opførsel, på så kort tid. Og jeg bebrejder ingen andre end mig selv for det. Ikke engang chefen, jeg ikke kan huske navnet på, eller nogen anden business-kvinde der hundsede rundt med mig, og behandlede mig som en hund. Præcis som jeg behandlede alle de andre modeller. Nu er det på tide at sige undskyld og vise at jeg fortryder min væremåde...  

"Undskyld mig et øjeblik," sagde jeg og satte en hånd på Samanthas skulder, hvorefter jeg rejste mig op fra stolen.

"Hvor skal du hen?" spurgte Samantha og kiggede forvirret på mig.

"Du kan bare tage hjem. Der er noget vigtigt jeg skal have gjort." Sagde jeg uden at vendte mig om. Efter folk havde klappet i noget tid, og værten afsluttede sin tale ved at sige: "Tak for i aften, og kom godt hjem", var mennesker i alle aldre begyndt at rejse sig og tage hjem fra modeopvisningen. Jeg skubbede mig hurtigt og stresset igennem folkemængden, i håb om at Jessica ikke havde forladt bygningen, hvori hun blev stylet og den slags.

Efter en halv times ventetid ude i det lune vejr, var jeg ved at dø. Jeg har overhovedet ikke tålmodighed, men når det handler om sådanne ting, så bliver jeg nødt til bare at vente. Hvordan kunne det tage så lang tid. Ja okay, hun skulle have sit normale tøj på, men ellers ikke andet. og jeg besluttede at vente på Jessica lidt endnu. Jeg kunne mærke nogen prikke mig mildt på ryggen. Jeg vendte mig om og blev mødt af Nebimenevskas sædvanlige sure blik. Begge hænder på hoften og en fin knold på hovedet, var hendes særlige kendetegn. 

"Monica, det er nu nogle dage siden, jeg fik spurgt dig. Må jeg hører om du vil ansættes eller ej, for jeg har aldeles ikke særlig meget tid!" Sagde hun og rettede på sine briller, idet hun zoomede helt ind på sit ur, for at tjekke hvad klokken var. Idet jeg fik fremstammet nogle underlige lyde, fik jeg øje på Jessica der var igang med at forlade bygningen. Jeg kiggede på hende og prøvede at få øjenkontakt. Men hendes øjne var kolde som is.

"Et øjeblik!" sagde jeg og gik jeg målrettet hen imod Jessica. 

"Jeg tager det som et nej," råbte Nebimenevska efter mig. Jeg vendte mig ikke om eller noget, for at svare igen, men var bare dybt fokuseret på at nå hen til Jessica. Idet hun fik øje på mig halvløbende efter hende, himlede hun bare med øjnene, og satte tempoet op. 

"Jessica. Jessica. Jess-" sagde jeg halvråbende og blev afbrudt af hende.

"Nej Monica. Jeg kan ikke klare at høre flere af dine spydige kommentarer!" Halvråbte hun og løb nærmest hen til sin bil. Jeg greb fat i hendes arm og til sidst gav hun sig, hvorefter hun gav et dybt irriteret suk fra sig. 

"Jeg har virkelig ikke tid til det..." sagde Jessica fornærmet, og vovede at kigge mig i øjnene. Jeg holdte stadig fast rundt om hendes håndled og klemte til idet hun afsluttede sætningen.

"Hør her..." sagde jeg og kiggede ned på mine sko. Det var alt for flovt at sige det face-2-face, og især at se hende i øjnene. For slet ikke at snakke om at se mig selv i øjnene igen, efter alt det her.

"Først vil jeg sige undskyld," sagde jeg og så Jessicas ansigt forvandle sig et 'ikke-så-vredt' ansigt, "og så vil jeg bare gerne fortælle dig hvor ked af det, flov og irriteret jeg er over hvad jeg sagde. Det er specielt ikke noget jeg er stolt af, for jeg er ikke sådan som du tror. Og jeg er ked af hvis jeg sårede dig på nogen måder! Men du må kunne forstå hvor besat jeg var af den skide VIP-billet!" sagde jeg dybt koncentreret og viste hende billetten. Hun nikkede stille med hovedet, og det undrede mig særdeles meget. 

"Jeg ved ikke hvad der gik af mig, og jeg har mest af alt bare lyst til at ændre din mening om mig! Og bare lærer Monica Smith at kende - ikke hende den lede bitchede Monica Smith." Det var det eneste jeg havde at fortælle og forklare. Nu var det op til hende, om hun ville godtage min undskyldning og accepterer det hele - eller om hun vil afvise mig for groft og bare sætte næsen i vejret og gå. Men næ nej, hun smilede og smilede mere og mere, for hvert sekund der gik. Til sidst lignede hun bare den gamle superglade Jessica, som plejede at få skældt ud på grund af hendes fjollede måde at være på, men jeg elsker det! Det overså jeg bare den gang, og det fortryder jeg, for hun har sikkert den bedste personlighed nogensinde!

"Du er tilgivet Monica!" sagde hun og tog fat i min hånd mens hun kiggede mig dybt i øjnene. Hendes øjne blev helt blanke og det lignede at hun skulle til at græde. Havde jeg sagt noget forkert? 

"Det betyder bare så meget for mig at du virkelig stå overfor mig og undskylder! Jeg er helt mundlam, og ved du hvad? Jeg er med på at starte på en frisk og sætte alt dette bag os. Vi lever i nuet og ikke i fortiden, hvad siger du?" spurgte hun og smilede som en lille pige på juleaften. Jeg nikkede ivrigt til hende og plantede det smukkeste og lykkeligste smil på Jessica.

"Det her modejob er virkelig ikke alt det her værd! Hvad siger du til at..." spurgte jeg og nåede ikke at fuldføre min sætning, fordi jeg lige skulle finde på noget vi skulle lave sammen. "Hør Jessica," sagde jeg, "hvad siger du til en cheeseburger hos McD? Min omgang. Ja, nu har jeg jo været sådan et svin, så jeg kan lige så godt være konsekvent." Jessica brød ud i latter og det samme gjorde jeg. Og vi nærmest halvløb ned ad gaden, hen til McD.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...