❝A fashion disaster❞

Denne novelle er til mode konkurrencen, hvor jeg har valgt scenariet med modebloggeren Rachel. En vigtig ting at vide ér at jeg har ændret det til modebloggeren 'Monica'. Dvs. at jeg kun har ændret navnet, ikke selve handlingen. En meget kort, men lærerig novelle - hvor Monica til sidst i novellen indser noget vigtigt. Hun elsker tøj og mode, men hun har også indset at det ikke er alt i verden. Enjoy it people :-)

107Likes
97Kommentarer
4828Visninger
AA

4. Kapitel 2 ✔

Arrangørerne bag showet var det verdenskendte modeblad Donna Moderna — 'moderne kvinde'. Min plan var simpel; få fat på chefredaktøren, overbevise hende om at jeg simpelthen var alt for fantastica til at overses, og at jeg var selvskreven gæst til dette årets vigtigste show. Og jeg ville ikke godtage svaret; nej.

Jeg gik ind gennem de automatiske døre og lige hen til receptionen.

"Ja?" kvidrede en ung fyr i lavendelfarvet skjorte og tjekkede Armanibriller. 'Lasse Buchard', afslørede navneskiltet. Garanteret bøsse, tænkte jeg, men så igen, i denne branche, hvem er ikke det? Nå, det ku' også være lige meget hvad han var eller ikke var.

"Mit navn er Monica Smith og jeg må simpelthen tale med chefredaktør Nebimenevska - det er et spørgsmål om liv eller død!"

"Har De en aftale?" spurgte Lasse, til hvilket jeg jo desværre måtte svare nej.

"De forstår," pippede Lasse videre, "chefredaktør Nebimenevska er jo en meget travl kvinde og kan ikke afbryde sit arbejde for enhver autografjæger der kommer."

"Autografjæger", for det gennem mit hoved...."skide svin, hvor selvfed kan man egentlig være?" Tænkte jeg videre mens jeg i øjenkrogen spottede chefredaktøren på vej ud fra elevatoren.

"Fru chefredaktør", råbte jeg mens jeg løb mod hende, "fru chefredaktør... Jeg er virkelig nødt til at tale med Dem om noget totalt supermegavig...jeg mener, om noget af ypperste relevans for modeshowet."

"Ja?" svarede Nebimenevska, men satte ikke farten ned - tværtimod lod det til at hun nu skyndte sig endnu mere mod et par døre i den anden ende.

"De forstår", begyndte jeg, "mit navn er Monica Smith, og jeg har en af Danmarks mest velrenommerede modeblogs i U.S.A. Det var mit håb at komme med til modeshowet, men desværre modtog jeg aldrig en invitation, selv om..."

"Nu er det jo begrænset hvor mange hobbyguruer vi kan have med," svarede Nejebimenevska lakonisk.

"Det er klart," fortsatte jeg og valgte at overhøre dét med hobbyguru, "men hvis De giver mig bare fem minutter med stylisterne og modellerne, vil De se at jeg virkelig har forstand p..."

Jeg fik ikke lov til at tale færdig. Lasse havde tilsluttet sig optoget og havde nu Nebimenevskas fulde opmærksomhed. Hvad han end havde sagt til hende var det næppe gode nyheder, for hvor hun før bare havde set drabslysten ud, lyste der nu global krigserklæring ud af hendes øjne.

"Dig dér... Martina", sagde hun til mig.

"Øh... Monica..."

"Jaja! Du siger at du er knaldgod til mode? OK, du får chancen i fem minutter. Vores hovedstylist ligger og knækker sig for femte gang i dag. Nå, hvad venter du på? Ind med dig og skab underværker, og hvis jeg ikke kan lide hvad jeg ser er det bare ud af vagten igen, og billetten kan du glemme alt om!"

Bladets lager og stylingområde var enorme, og stylisterne kiggede fjendsk på mig. Hvor skulle jeg begynde? Jeg kiggede hen mod en af modellerne... hendes outfit lignede en trafikulykke. Var de allesammen farveblinde herinde? En af stylisterne sukkede højlydt og halvråbte: "kan hun ikke bare tage den der blå trøjedims på, og så må dét være dét?" Så fór der en fashiondjævel i mig.

"Trøjedims?" svarede jeg iskoldt. "Det er aldeles ikke en trøje. Det er en bluse... en silkebluse endda. Og den er sgu ikke blå heller. Den er azurblå. Ikke marineblå, ikke lyseblå, ikke adriaterblå, ikke smølfeblå, ikke Blue Curacao-blå, som du åbenbart har bællet til morgenmad, siden du fyrer den slags idiotiske udsagn ud i luften," sagde jeg halvråbende - "men azurblå!" Afsluttede jeg sætningen med ro i stemmen. Jeg hev et bælte af modellen, fik hende til at tage silkeblusen på, ændrede lidt ved hendes frisure, og voila. Trafikulykken var standset. Jeg skulede hen mod Nejebimenevska, som smilede anerkendende mod mig.

"Tillykke" sagde hun til mig "endelig én der har nosser uden at have dem. Hvis du forstår? Får du også styr på resten af tropperne, skal jeg personlig sørge for at du får en VIP-billet endda!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...