Kniven dræber.

En bidragelse til ' mord på museet'(-:' Historien foregår på Nationalmuseet.

1Likes
1Kommentarer
1074Visninger
AA

5. Kapitel 5.

 

 

Jeg gik langsomt med små skridt hen mod den store dør og jeg havde på fornemmelsen, at Katelin stod og stirrede på mig som en eller anden idiot. Jeg lod mine øjne glide tilbage mod hende og sende hende et spørgene blik.

"Ikke noget", forsikrede hun mig og vendte tilbage til det hun nu havde gang i. Jeg rettede min opmærksomhed mod døren igen og gik videre frem mod den. Da jeg nåede frem til døren, lod jeg mine fingre følge krummeluerene rundt, ligesom jeg havde gjort ved det store billede i det cirkelrunde rum. En lyd ramte mit øre i en stille klang. En lyd som mere og mere lød som et skrig men ændrede sig til en banken. Jeg stivnede og kiggede over mod Katelin, som ingenting havde opdaget. 

"Hørte du det?" spurgte jeg stille. Hun reagerede hurtigt og kiggede hen mod mig som en lille logrende hund.

 "Hørte hvad?" spurgte hun enkelt og kiggede sig lidt omkring.

" Lyden, skriget, banken, alting" sagde jeg lidt ude af mig selv. Lyden begyndte igen og denne gang kom det fra den store trædør og jeg tog langsomt et par skridt tilbage. Denne gang hørte Katelin det også og hun slap alt, hvad hun havde i hænderne og bevægede sig hen mod mig. Hendes hånd fandt hurtigt min og et koldt gys kørte gennem kroppen på mig og ud i årene. Min krop blev som en statue ved  synet af det lille vindue, men mest af tanken om, hvad der var derinde. Katelin løftede det ene øjenbryn og sagde:

"Du kigger!"

"Mig? Nej!" sagde jeg hurtigt.

"Sten, saks, papir?", spurgte hun åndsvagt men alvorligt.

             "Helt ærligt?" sagde jeg og rynkede med panden. Der blev stille og Katelin kiggede på mig og sendte sit hvad fanden-blik. Jeg plejede jo aldrig rigtigt at være bange, men den her gang, vidste jeg at der var en grund til det. Man kunne jo ikke vide, hvad der ventede sig derinde. Men jeg måtte overvinde min skræk og min frygt..

              "Okay. Jeg gør det", sagde jeg stille og slap hendes hånd. Jeg tog langsomt en dyb indånding helt ned i lungerne og ud igen, hvorefter jeg med forsigtige skridt nåede hen til døren som om gulvet kunne falde væk under fødderne på mig, hvornår det skulle være. Jeg lagde mit hoved mod døren for at lytte, men alt var stille nu, indtil.. Endnu et skrig blev sendt ud i luften og skar igennem mine ører. Min krop rystede og hårene i nakke sitrede ved lyden af de forfærdelig skrig og banken. Inden jeg lod mig stirre ind af vinduet, kiggede jeg over mod Katelin, som skulle hun godkende det først. Hun nikkede og jeg vendte min koncentration mod det lille vindue igen. Jeg lod mig løfte op på tærene og kiggede ind af det lille vindue. Alt var mørkt derinde, men efter lidt opdagede jeg noget usædvanligt og hvad det egentlig var der var derinde. Jeg stivnede ved synet af det forfærdlige lille rum. Pludselig blev der helt stille og det var som om jeg var i en helt anden verden. Min egen lille verden, hvor ingen andre end jeg var i. Katelin kiggede på mig med store øjn, da jeg ikke rigtigt bevægede mig. Hun tog fat i min arm og ruskede i den og jeg sank stille ned på fodfladerne igen.

             "Daisy? Er du okay?" spurgte hun forvirret og viftede med den ene hånd ud foran mit ansigt. Da jeg endnu ikke svarede og bare stirrede forskrækket ud i luften, gik hun hen foran mig og ruskede med mit hoved. Først der kom jeg til live og rystede min krop i rædsel af, hvad jeg lige havde set.

             "Daisy, hvad er der sket? Hvad var der derinde?" sagde hun frustreret. Jeg pegede rystende op mod det lille vindue og sagde en lyd der mest af alt lød som en lille hunds piben. Hun drejede om på hælene, så hun nu vendte om mod døren. Hun lod sig hejse på tærene, som jeg havde gjort og kiggede så med store forvirrede øjne ind. Først så hun ingenting, men efter et stykke tid faldt hendes ben sammen, og hun skreg, mens hun lod sine håndflader ligge ind over munden for ikke at skrige for højt. Folk lå rundt omkring derinde og våde søer af blod havde samlet sig rundt på gulvet. Det var alle vagterne. Nogle manglede hænder. Andre fødder, eller i værste fald.. hovedet. En af dem levede stadig og kæmpede for at overleve, hvilket jeg ikke regner med at han gør for blodvåde pletter havde samlet sig på hans trøje lige under hans hjerte. Op til flere knive lå våde af blod smidt rundt på gulvet forskellige steder og en enkel pistol på et gammel, forfalden bord. En grim lugt ramte os i en lille vind. Den metal agtige lugt af blod blandet med død og fordærv. Manden som før var levende bevægede sig ikke mere og lå derfor bare helt stille som alle de andre. Vi tog et par skridt tilbage og flettede derefter vores fingre ind i hinanden som om, det kunne beskytte os. Vores ben drog os længere og længere væk fra den skumle dør, hvorefter vi begge drejede om på hælene og løb op af den stejle trappe. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...