Kniven dræber.

En bidragelse til ' mord på museet'(-:' Historien foregår på Nationalmuseet.

1Likes
1Kommentarer
1079Visninger
AA

2. Kapitel 2.

 

               "Katelin, kom nu, please! For min skyld og for din egen. Kom med mig..", sagde jeg og kiggede dybt ind i hendes lyseblå øjne, som var fyldt med vand. Hun tørrede en tåre væk, der løb ned af kinden med hendes ene håndoverflade.

               "Daisy, jeg kan ikke. Jeg er ked af, at jeg svigter dig hele tiden, men det er bare fordi.." Jeg afbrød hende og rejste mig fra sengen så jeg stod overfor hende og kiggede hende dybt ind i øjnene.

  "Det kan godt være du ikke kan, men jeg kan", sagde jeg og smilede lumsk.

               "Daisy, hvad er du ude på?" Jeg ignorede hende og gik hen og tog nogle bamser som lå på gulvet ved siden af hendes seng. En lille grøn frø med små røde prikker og en lille sød butterfly kiggede på mig med dens store, sorte glasøjn og den sødeste lille frømund. I den anden hånd holdte jeg en ganske almindelig bamse, som var brun med et lille rødt tørklæde omkring halsen, hvor der stod ' I love you forever' langs tørklædets strikkede stof.

  " Nu skal vi lave den dukkeshow!" sagde jeg med en sjov stemme ligesom i ' gamle dage' 

               "Ej, ikke det der igen", sagde hun og begyndte at grine, imens hun tørrede resten af tårene væk fra hendes ansigt.

               "Jo, vi den igen.. Jeg er den lille frømand og jeg nu danse den dans for dig. Danse, danse, danse, danse" Hun bøjede sig forover henover lårene med håndfladerne ind mod ansigtet.

 "Nu komme den ornlig' syg' gangstar bamse og danse den hula-hula"

 "Omg, Daisy, bare stop. Jeg kommer, okay! Bare du stopper!" sagde hun og sad stadig foroverbøjet.

              "Er du den sikker?" sagde jeg med den mærkelige stemme og drejede bamsens hovede hen mod hende så dens glasøjn nærmest hoppede ud af hovedet på den. Hun rettede sig op igen og kiggede på bamserne i min hånd.

 "Ja'er. Helt sikker!" sagde hun bestemt.

              "Og kom så her med mine bamser. Du klemmer jo deres stakkels øjn ud af hovedet på dem. Hun rejste sig fra sengen, rev bamserne ud af hånden på mig og traskede hen og satte bamserne pænt for enden af sengen. Man skulle tro at hun var vokset fra dem, men alligevel tror jeg aldrig det sker. Hun begyndte at gå over mod døren, og jeg fulgte efter som en lille hvalp efter sin mor.

"Forresten, Daisy, dit dukketeater var elendigt!" sagde hun og grinede.

"Gu' var det ej", sagde jeg og smilede.

 

Da vi kom hen på museet igen, var Sebbe i fuld gang med det arbejde, jeg skulle have gjort og stod med hovedet begravet i en eller anden papkasse.

              "Så er vi tilbage", sagde jeg muntert. Det gav et sæt i ham og han tog hurtigt hovedet op fra kassen, mens noget flamingo stadig sad i hans hår. Efter som vi havde stirret underligt på ham i et stykke tid og det gik op for ham, hvad der egentlig var, lavede han en hurtig bevægelse og fik flamingoen ud af håret.

              "Nå, så du fik hende overtalt", spurgte han lidt forvirret stadig baskende med hænderne oppe i håret for at se om der var mere.

              "Jeg blev ikke overtalt. Jeg blev nærmere tvunget. Altså, hvis jeg ikke var taget med, skulle jeg have se på Daisy's elendige dukkeshow, hvilket ikke var det kønneste" Sebbe begyndte at grine sit søde lille drenge grin, som man bare ikke kunne stå for. Det var fyldt med varme, sødme og sjov.

 " Tro mig, jeg har set det før", sagde han og kiggede over på mig.

 "Det var et godt dukkeshow. Bare fordi i ikke kan gøre det bedre", sagde jeg irriteret.

 "Faktisk fik jeg prisen i 3 klasse for at.."

 "Jajajaja!" sagde jeg og skubbede til hans skulder.

 "Nå, men, hvad skal vi så lave idag?" spurgte Katelin hurtigt. Sebbe kiggede sig omkring og kløede sig i nakken.

              "Hm-mm, i kan starte med at bære de kasser der ovre", sagde han og pegede på en stak kasser, som stod ovre i hjørnet.

 "Ned i kælderen til de andre, i ved, der ovre ved siden af alle de gamle rustninger og det", sagde han og nikkede til os for at se, om vi havde forstået det.

              "Eh-mn, ja!" skyndte Katelin at sige, selvom vi bare fattede brik af, hvor det var, han mente. Vi havde aldrig nogensinde været nede i kælderen og vidste heller ikke, hvor den var. Der var bare noget med, at det var ret pinligt, hvis man skulle spørge Sebbe om hjælp for at finde vej på musset, for han havde altid en eller anden lille ting at kommentere idiotisk på.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...