Loveshots.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 mar. 2012
  • Opdateret: 12 apr. 2012
  • Status: Igang
Dette er en samling af meget små noveller - på engelsk de såkaldte "oneshots". De omhandler kærlighed, og universet er som i J. K. Rowlings "Harry Potter". Der vil både være canons og opdigtede personer. I så fald vil I ikke være i tvivl, hvis I kender serien.

Jeg håber, I kan lide dem.

1Likes
0Kommentarer
1095Visninger
AA

1. Love is unpredictable.

A/N - 13+ er kapitlet anbefalet til. Disclaimer: Harry Potter universet tilhører J. K. Det skal udover det siges, at credits til karakteren Benjamin skal gives til min veninde, da hun sådan set har skabt ham. Enjoy!

----------------------

Jaydon skuttede sig og så op med himmelen. Det var hamrende koldt. Primært fordi det sneede. Hvordan kunne det sne, når de var midt i marts?

Han sukkede og trak lynlåsen i jakken længere op, så den nu var lukket tæt omkring halsen. Han havde været så dum at glemme sit halstørklæde i sin sovesal, og det stod han nu og fortrød bitterligt. Blæsten susede, og sneen landede i hans mørke, strittende hår.

På trods af negativiteten over kulden var det faktisk et fantastisk syn. Sneen var overalt på Hogwarts' område. Søen var tilfrosset på grund af kulden, så et par af skolens elever havde begivet sig ud på isen for at skøjte. Et par piger stod og fnisede, fordi en fyr var snublet i et forsøg på at imponere dem.

Han smilede skævt for sig selv; det kunne jo trods alt have været ham selv. Nej, han ville godt nok ikke være faldet; i så fald ville det have været mere end bevidst. Nogle piger elskede, når drenge gjorde sig klodsede, for så var det jo, fordi han lagde mærke til hende.

Jaydon kiggede ned på de kønne, unge damer igen. Den ene pige var Cecilia, en pige han havde haft et særdeles godt forhold til indtil for nogle få uger siden. Nu snakkede de ikke længere sammen, men det var ham, der havde valgt det. Han brød sig ikke om hende længere, fordi hun ikke kunne finde ud af at holde sin kæft, når det ellers havde været meningen, man kunne stole på hende.

Jaydon trak hurtigt blikket til sig, da hun mødte hans blik og rynkede brynene. Hun var stadig smuk, det indrømmede han gerne. Hendes hår var gyldent, og de røde kinder fik hende til at ligne en blanding af en skandinavisk nisse og en engel. Hans hjerne sagde, hun var en meget smuk og intelligent pige, men hans hjerte og hjerne talte ikke længere samme sprog.

Hendes veninder vendte sig rundt og så, hvor Cecilias blik var endt. De sukkede dybt og gav Jaydon elevatorblikket, hvorefter de rynkede på næsen, som han efterhånden var vant til.

Det var begyndt at være lige meget. Han var ligeglad, selvom det da kunne være træls, når han ligefrem kunne høre, hvordan de hviskede, når man gik forbi dem på gangene.

Det hele var begyndt for nogle uger siden, hvor der havde været en kæmpe fest. Jaydon deltog naturligvis; det var obligatorisk, når man var så populær som ham. Han var jo en glad dreng; han kunne sætte festens tempo højt, han kunne score nogle piger, og han kunne især få de andre piger til at lægge mærke til de andre drenge til festen. Altså, de kunne jo ikke alle sammen få ham, vel?

Jaydon sukkede og vendte sig væk fra pigerne. Han huskede den aften så tydeligt:

Han havde danset med en af Cecilias veninder, som også var brændt varm på ham. Faktisk stod hun derovre sammen med Cecilia og bagtalte ham nok i dette øjeblik. Det var piger gode til. Hele den der snak med: ”Han er ikke god nok til dig! Jeg mener, han ville ikke have vraget dig, hvis han var rigtig oppe i sit hoved!” Den snak havde de altid, og det havde han aldrig fattet. Hvorfor accepterede de ikke bare, de ikke var vedkommendes type og fandt en ny?

Nå, men festen havde været noget for sig selv. Han var blevet rimelig fuld og snakkede så med veninden, som kyssede ham konstant. Til sidst blev det frustrerende, og han bad hende hidse sig ned og give ham en chance for at trække vejret. Pigen blev vred og smuttede. Han kunne ikke engang huske hendes navn; det havde han altid problemer med, når det galt piger, han slet ikke interesserede sig for.

Men så kom Cecilia i sit eget solstråle-selv. Hun var smuk den aften: Gyldne krøller, tætsiddende, lårkort råhvid kjole, der var lettere gennemsigtig ved benene. Hun var smuk, og det var irriterende at tænke tilbage på, når man nu ikke følte noget for hende længere. Hun var bare endnu en pige i mængden.

Hun havde danset, kysset og drukket med ham, indtil Jaydon var blevet træt i sit hoved og behøvede lidt luft. Han havde stillet sig op af en mur og stirrede ud i luften. Pludselig satte en fyr sig ved siden af ham... Benjamin Llewellyn. Jaydon og Benjamin havde ikke just haft et let forhold til hinanden igennem tiden. Men der skulle åbenbart ikke mere til at bryde isen end sprut og sjove bemærkninger.

Han havde følt sig helt ved siden af sig selv den aften. Alkohollen måtte have haft en mærkelig virkning, for pludselig så han Benjamin på en ny måde. Benjamins blå hår fascinerede ham; det sad helt pjusket, og pandehåret faldt ned i øjnene på ham. Hvorfor havde han overhovedet valgt at farve det blåt? Det ville Jaydon aldrig turde gøre. Folk ville pege ham ud og undre sig og snakke om ham... det ville han have syntes om. Dengang. Desuden elskede han at finde undskyldninger til at se Benjamin i øjnene. Hans brune, alvorlige øjne med et svagt glimt af et-eller-andet. Han havde aldrig grejet glimtet i øjnene, men han havde kunnet lide det glimt.

Pludselig blev det bare for meget for ham, så han blev nødt til at få sin fascination ud. Jaydon kyssede Benjamin. Siddende på det kolde stengulv uden for Fornødenhedsrummet. Fulde, ligeglade og muntre. Men glæden skulle stoppe brat; en Hufflepuff-elev havde opdaget dem. Hendes navn var tilsyneladende Penelope, og hun var flygtet med dem fra det samme. Det havde været en lang og besværlig samtale, som de begge helst havde undgået. Jaydon fik sagt noget dumt, og hun forlod dem grædende. Det var alt sammen lige meget, for Jaydon var fuld og høj på sit første kys med en dreng. Intet betød noget. Det var kun Jaydon og Benjamin.

De besluttede sig for at gå ned til søen kort efter, fordi der endnu en gang var blevet for varmt på gangen. Benjamin havde dristet sig til at kysse Jaydon, og selvom han ikke havde turde indrømme det, så nød han det faktisk. En del. Ved søen var Jaydon ved at komme til bevidsthed, og det havde nær ødelagt det hele. Han var ved at blive ædru, og nu så han Benjamin for, hvad han var. Benjamin var en fyr som ham selv. Benjamin var ikke en pige, og det gjorde tingene komplicerede. Hvorfor var han tiltrukket af en, der var af hankøn? Det gav ingen mening.

Jaydon havde været utilnærmelig til sidst, fordi han ikke forstod sig selv. De endte med at forlade udendørsarealerne fuldstændig isolerede, og det havde pint ham.

Efter lang tids problemer, tilståelser og forsvarende ord havde de endelig fået hinanden. Sådan da. De var i hvert fald kærester nu. Jaydon havde både mistet venner, pigers respekt og drenges respekt, men han var faktisk ligeglad. Han havde Benjamin, og det var godt nok...

Jaydon faldt tilbage på de minder, han havde, hvor han skændtes med sine venner. De havde råbt, skændtes, stillet sig op og spillet med musklerne. Men de vidste alle sammen godt, hvem der ville vinde i sidste ende. Jaydon var den stærkeste, og det havde han altid været, fordi han var adræt og snedig. Men det ville aldrig blive til noget alligevel. Selvom de havde forrådt ham og kaldt ham alle de ting, man nu kalder ”en som ham og Benjamin”, så holdt han stadig af dem. De havde været hans næreste venner, og han håbede stadig, de ville komme tilbage. Der var ikke andet at gøre end at vente.

Han så hen på Cecilia og hendes veninder igen og knyttede næverne. De så hen på ham og rækkede tunge på den der barnlige måde. Da Cecilia skulle til at råbe noget efter ham, tav hun pludselig og så den anden vej. Kort efter mærkede Jaydon en hånd i sin, og han kunne mærke, det trak i hans mundvige.

”Hej Jay,” hilste den velkendte stemme som en blid hvisken. Hans stemme var som beroligende klokker. Han kunne altid køle Jaydon ned; det eneste, han skulle gøre, var at snakke.

”Hey Ben,” hilste Jaydon og begyndte med det samme at smile. Al hans vrede fra før var væk som dug for solen, og det var dejligt. Livet var lettere, når man bare var glad.

Jaydon gav Benjamins hånd et blidt klem og kyssede ham på panden, som han havde fået en vane med at gøre, når Benjamin dukkede op ved hans side. Han blev bare glad, og selvom han ikke havde indrømmet det for Benjamin endnu, så var det kærlighed. Jaydon elskede Benjamin. Hvordan skulle han ellers forklare alt, han havde gjort og tænkt på det seneste? Han havde kastet alt til side for at være sammen med Ben, og det havde han det godt med.

”Jaydon... du stener,” konstaterede Benjamin hurtigt og smilede skævt, da Jaydon så på ham med et forundret blik. ”Undskyld, jeg.. faldt bare lige i staver,” svarede han og kørte sin frie hånd igennem sit uglede, usatte hår. ”Jeg ved ikke, jeg er vel bare filosofisk i dag.”

Benjamin lod et grin undslippe, og Jaydon så falsk-køligt på ham. ”Undskyld Jay, men jeg har svært ved at forestille mig dig som filosofisk. Sue me.”

Jaydon grinede selv nu; det var vel egentlig meget rigtigt. Han var lidt for ”tom” til at kunne opfattes som en filosof. Det morede også ham selv. ”Okay, jeg tænkte i hvert fald!”

”Det noterer jeg i min kalender som et fremskridt.”

”Hold din kæft.”

De smilede til hinanden; det var sådan, de var. Kærlige det ene øjeblik og drillende kammerater det næste. Jaydon havde intet imod det; faktisk så elskede han deres måde at være sammen på. De var venner, men de var også kærester. Lidt af det hele.

”Det ville jeg ikke have oplevet med en pige”, tænkte Jaydon for sig og smilede endnu en gang til drengen med det fascinerende, blå hår og de mystiske, brune øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...