Loveshots.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 mar. 2012
  • Opdateret: 12 apr. 2012
  • Status: Igang
Dette er en samling af meget små noveller - på engelsk de såkaldte "oneshots". De omhandler kærlighed, og universet er som i J. K. Rowlings "Harry Potter". Der vil både være canons og opdigtede personer. I så fald vil I ikke være i tvivl, hvis I kender serien.

Jeg håber, I kan lide dem.

1Likes
0Kommentarer
1094Visninger
AA

6. Love is everlasting.

”Better to have loved and lost than to have never loved at all.”

- Hemingway.

 

En stemme rømmede sig oppe på talerstolen, og det havde været så unødvendigt, for stilheden var i forvejen ved at kvæle forsamlingen. Ingen sagde noget; det var, som om tomheden skulle få det hele til at virke mindre virkeligt. Som om ingen vidste, hvad de skulle gøre. Stilheden fortalte, hvad vi ikke sagde. Det var ubærligt, ubeskriveligt.

Jeg fik øjenkontakt med Mr. Williams lige med det samme. Hans blik afspejlede mit, og jeg kunne se, hans hånd rystede. Det skulle bare siges, og så var det min tur. Jeg havde så ondt af familien, og jeg havde sådan en lyst til at gå op bare for at give ham et knus. Forsikre ham om, at det nok skulle... ja, hvad? At det nok skulle gå? Det ville være det samme som at lyve. Ingenting ville gå lige nu eller nogensinde. Absolut ingenting.

”Ashley,” sagde han med så megen autoritet, han kunne udvise. Jeg – og resten af forsamlingen – kunne dog hurtigt høre, hans stemme var ved at knække over ved samtlige vokaler i mit navn. ”Vil du være sød at komme herop; det er tid til din tale.”

Jeg nikkede; jeg viste ingen tegn på følelser. Da jeg gik mod podiet, så jeg lige frem og havde ikke lyst til at møde nogens blikke. Det var bare de samme medlidende, sørgende, triste og frustrerede blikke, og jeg var så.. frygteligt træt af dem. Søde ord og forudsigelser om en bedre fremtid hjalp ingen. Livets lys var forsvundet, og jeg hadede dem for at prøve at fjerne den følelse. Det ville ikke være fair mod ham.

Jeg rettede forsigtigt mikrofonen. Der var ikke nogen grund til at bruge den, for alle holdte deres vejr; ingen sagde noget. Ingen lyd. Selv spædbørnene var tavse. Det var skræmmende. ”Der er ikke nogen nem måde at starte dette på,” begyndte jeg. Jeg var ikke overrasket over, at min stemme stadig var stabil og intakt. Alle ord var forståelige, og jeg kunne tydeligt se på folk, at de var blandet op i forundrede og forargede udtryk. Burde jeg ikke være en af dem, der var mest slået ud og følelsesmæssigt ustabil?

Jeg tog en dyb indånding. ”Dette er til ære for dig, mit hjertes flamme.” Kulden skød igennem mig som for at understrege, at noget ganske særligt manglede. Min flamme. Mine hænder rystede, da jeg tog papiret frem. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg havde taget det med; jeg havde slet ikke brug for et papir. Det hele kom lige fra hjertet.

Jeg åbnede papiret; det var bare sådan, man gjorde, så publikum ikke troede, jeg bare var en uorganiseret idiot. Dette skulle forløbe perfekt. For hans skyld. Ingen andres. Jeg rømmede mig; en klump var ved at forme sig i min hals.

”Jeg kan huske den første gang, jeg mødte dig. Det var så spontant; så uforudsigeligt. Den dag ville forandre mit liv fuldstændigt. Du sprang ind i min grå verden og malede alle regnbuens farver på mine sort/hvide øjne. Du gav mig lyset tilbage. Gav mig livet tilbage.”

*

Det er en varm dag i midten af september. Solen skinner, vinden er så godt som ikke til at bemærke, og eleverne på Hogwarts er udenfor, fordi de vil nyde det gode vejr.

Det vil jeg også. Min Ravenclaw skoleuniform svajer let i vinden på samme måde som mit lyse, slangekrøllede hår. Jeg har et halvhjertet smil på læberne, og det gør ondt at se på alle de mennesker, der har det sjovt med deres nære.

Jeg selv er lige kommet til Hogwarts. Jeg har i en alder af 16 år opdaget, at jeg egentlig også hører til denne verden. Der er sket en fejl, havde de sagt. Magikerne. De havde mistet kontakten til mig, til mine forældre, til min tvillingebror. Min bror og jeg kom hertil fra vores børnehjem; jeg føler mig så ensom, selvom to piger fra mit kollegium har taget sig godt af mig. Sofia og Dina.

Men så hører jeg en mærkelig lyd; som en, der er gået ind i noget stort og massivt. Jeg hører nogen ømme sig, og jeg skynder mig hen for at spørge, om vedkommende er okay.

Han er så flot; det er helt ubeskriveligt. Som han ligger der på græsset med hånden til hovedet – han er gået ind i et træ, tilsyneladende. Hans veninde står og ler let; jeg spørger, om han er okay. Der bliver nikket, og jeg modtager et, hvad der virker for mig, mærkeligt blik. Et beundrende blik.

Han spørger om mit navn. Jeg rødmer let og svarer: ”Ashley Arquette Storm.”

”Mit navn er Michael David Williams, og det her er min veninde; Jane Scott.” Hans stemme er bare så mild, så sød og så... varm. Hans lyse, let krøllede hår falder hele tiden ned i øjnene på ham, og jeg finder det utroligt kært. Hans blå øjne undersøger mig; vurderer mig. Mine blå øjne møder hans blå, og der er en elektricitet, jeg aldrig har oplevet før. Det er en spontan, helt uigenkaldelig forelskelse. Kærlighed ved første blik.

*

”Jeg fandt senere hen ud af, du var gået ind i lige nøjagtig det skæbnesvangre træ, fordi du fik øje på mig... Jeg tør slet ikke tænke på, hvis jeg ikke havde mødt dig...” Min stemme begyndte at blive ujævn og en smule skinger. Jeg tog en dyb indånding, rystede mentalt på hovedet, genvandt kontrollen. Jeg så ned på mit papir, selvom der i princippet ikke stod noget. Det var for illusionens skyld.

”Jeg havde aldrig forstået, hvad kærlighed drejede sig om,” sagde jeg og fik en naturlig rødmen i kinderne, da jeg begyndte at blive meget mere personlig. ”Men når jeg var sammen med dig, var det som om, du fik min fortid til at forsvinde; alt ved dig lyste bare af kærlighed. Du kunne holde af alle; du lod tvivlen komme folk til gode, og du lukkede folk så hurtigt ind i dit liv. Dette gjaldt også mig.”

*

Det er aften, samme dag. Jeg sidder uden for og ser op på stjernerne. Ved aftensmaden kunne jeg ikke få øjnene fra ham. Som han sad der og snakkede med sine venner; grinte, spiste og drak lidt af sin græskarjuice. Jeg havde svært ved at koncentrere mig, og mine veninder havde spurgt, om jeg var okay. Det havde ikke taget dem lang tid at finde ud af, noget var helt galt.

Derfor var jeg gået ud.

Jeg sukker dybt; en dyb, uforståelig længsel opstår inden i mig, og jeg bider mig i læben. Pludselig hører jeg en lyd, og han dukker op ved siden af mig. Hans smil lyser smukkere end stjernerne, og han sætter sig ned ved siden af mig.

”Er du okay?” spørger han, og spørgsmålet overrasker mig. Hvorfor bekymrer han sig om mig?

”Åh,” mumler jeg, genert som jeg er. ”Jeg tænker bare. Hvad med dig?”

”Åh,” gentager han, men hans 'åh' lød langt mere klangfuldt – på den gode måde. ”Jeg mente bare, det var perfekt vejr at tænke i.”

Mine blå øjne retter sig imod ham, og jeg kan svagt skimte i det sølvblå lys fra månen, at han også ser på mig. Den samme elektricitet opstår, og jeg gyser.

”Fryser du?” Jeg nikker svagt, og pludselig mærker jeg noget omkring mig. Jeg får hans jakke omkring mig, og jeg rødmer svagt. Kærester fik lov til at låne jakker. Det så man på film. ”Værsgo.”

”Tak,” siger jeg og smiler oprigtigt til ham. Jeg beder til, han ikke kan se mine rødmende kinder.

”Det var så lidt, Ash.” Jeg ser overrasket på ham, da han bruger mit kælenavn. Jeg ser, han sænker blikket et øjeblik, og en fornemmelse siger mig, at han rødmer svagt. Pludselig mærker jeg noget strejfe min hånd, og til at starte med opstår der panik, indtil det går op for mig, det er hans hånd. Den holder om min, og varmen får mig til at gyse på en ny og.. bedre måde.

”Michael...” starter jeg; min stemme er genert, nervøs. Jeg lader den ufuldkomne sætning hænge løst i luften, mens jeg fornemmer, hans skikkelse kommer tættere på; jeg følger hans bevægelser, og inden jeg ved af det, strejfer hans læber mine. Bløde, indbydende og.. betryggende. Det var nok ikke det første ord, man ville bruge til at beskrive sit første kys, men... sådan var det. Betryggende. Vidunderlige. Blide kys. Vi fletter fingre, og mørket forsvinder. Der er kun lyset.

*

Jeg knugede papiret i hænderne. Smerten i mit hjerte begyndte at sprede sig til hver en del af min krop, og for første gang kunne jeg mærke tårerne prikke i mine øjne. Jeg bed mig selv hårdt i læben; jeg blev nødt til at gennemføre det her for hans skyld. Han fortjente det.

”Du hævede altid andres liv og behov over dit eget. Jeg har ikke en eneste gang oplevet egoisme eller selviskhed fra din side. Nogle gange forstod jeg det ikke, men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var til at diskutere. Sådan var du bare, og… det reddede faktisk mit liv. Du reddede mit liv.”

*

Det er en ganske almindelig dag, og folk går og passer deres eget. Det er frokostpause, så jeg sidder naturligvis med Sofia, Dina, Felice, Matthew, Helena, Henrietta og Daniel nede i storsalen for at spise. De andre sidder og snakker om alt mellem himmel og jord, men hvis jeg skal være ærlig, så hører jeg slet ikke efter. En skikkelse ved døråbningen fanger min opmærksomhed, og da han får øje på mig, begynder mit hjerte at banke ukontrolleret, og jeg mærker den sædvanlige varme følelse i mine kinder. Dina ser på mig og prikker til Sofia, der sidder på min højre side. Hun tager min hånd og knuger den blidt mellem sine, før hun rejser sig og sætter sig ved siden af Dina for at gøre plads.

Da Michael sætter sig ved siden af mig, føler jeg, alt er, som det skal være. Han planter et kys på min højre kind, og til gengæld læner jeg mig ind mod ham og kysser ham på læberne. Omfavnelsen føles himmelsk, og da vi skilles, tager han min hånd, og vores fingre sammenflettes. Michaels venner, Jane, Justin og Nathan sidder og snakker indbyrdes, mens Dina sender små, stjålne blikke til Nathan, og Sofia er fordybet i en samtale med Henrietta omkring dagens lektier. Alt er virkelig, som det skal være.

Da jeg skal til at sætte tænderne i min sandwich, som jeg plejer at lave til morgenmaden, styrter en 4. årselev ind og ser panisk på os alle sammen. ”Skynd jer væk!” råber han og fægter med armene. ”Dødsgardisterne har fundet vej ind på Hogwarts, og de er på vej herned. Lærerne bad mig sige til jer, at vi skal finde vores opholdsstuer med det samme, ellers kan det have alvorlige konsekvenser!”

Folk begynder at gå i panik ligesom drengen, der løber ud, så snart han har sagt sætningen. Vi slipper alt, hvad vi har i hænderne, og min højre hånd finder Michaels venstre. Vi ser på vores venner og nikker indbyrdes. ”Vi bliver nødt til at finde et sikkert sted,” siger Michael bestemt, og vi begynder alle sammen at småløbe. Dina og Sofia snakker nervøst sammen bag mig, mens jeg hører Nathan og Jane, der prøver at berolige dem en smule. Justin forbliver tavs. Det er så sjældent, jeg hører ham snakke, hvis jeg skal være ærlig.

Da vi når ud på gangen, ser jeg dem for første gang. Dødsgardisterne. De får øje på Michael og mig, og det er der, vi bliver skilt fra de andre. Alle løber i hver sin retning og prøver at forvirre dem. Jeg følger stadig Michael, men det virker nyttesløst at blive ved med at løbe, så jeg slipper hans hånd og vender mig mod truslen. Dødsgardisten ler af mig og spørger, om jeg ikke er lidt for dum sådan at udfordre ham. Jeg fnyser som svar. Min tryllestav gløder i min lomme, og jeg trækker den hurtigere, end han når at sige en besværgelse. ”Lammer!” siger jeg højt nok til, dødsgardisten kan høre det, og så snart besværgelsen når ham, falder han om på gulvet. Jeg hører Michael råbe noget i stil med: ”Ash, bag dig!”, og da jeg vender mig om, ser jeg en dødsgardist, der bander af mig, mens tryllestaven ryster i vedkommendes hænder. ”Forbandede heks,” råber en mandestemme, der tilhører dødsgardisten. Da jeg ser, han trækker sin tryllestav, bliver jeg så forskrækket, at jeg glemmer alt om besværgelser og begynder at bakke væk. Desværre er der en ujævnhed i gulvet, og jeg falder. ”Det her bliver lettere, end jeg troede,” hvisler manden og peger nu direkte på mig. Hele min krop ryster, og da jeg ser ham udtale ordene, der skal dræbe mig, får jeg blanke øjne. ”Avada Kedav-”

”ASHLEY! – DU HOLDER DIG FRA HENDE!” Jeg ser fra dødsgardisten til Michael, der i sin hånd holder sin tryllestav, og han ser ikke ud til at have glemt hverken besværgelser eller forbandelser. Et rødt lysglimt fylder gangen, og jeg hører et bump. Da jeg mærker hånden, der stryger mig over håret, ånder jeg lettet op. ”Hvis du gør det der igen…” udånder han desperat. ”… overlever ingen af os, Ash. Du må love mig, at du aldrig sætter dit liv på spil på den måde. Det… det var virkelig tæt på.” Jeg tager hans hånd, og han hjælper mig op. Tårerne begynder at løbe ned af mine kinder, da det går op for mig, at jeg kunne have været død, mens jeg nikker til ham. Michael trækker mig ind til sig, og for en kort stund glemmer vi, at dødsgardisterne er ved at overtage hele Hogwarts. Det er en 1. årselevs fortvivlede hvin, der vækker os begge. Igen tager vi hinandens hænder, inden vi løber mod stemmen.

*

Mindet om hans ansigtsudtryk, da han knugede mig ind til sig, fik mit hjerte til at gøre forfærdeligt ondt, mens min mave trak sig sammen i kramper. Jeg tog en dyb indånding og fik i stedet et af hans gladere smil på nethinden. Han havde det smukkeste smil, og jeg fik det altid godt af at tænke tilbage på det. Sådan vil jeg altid huske ham. Lykkelig.

”Fremtiden var noget, du så frem til. Det var dog ikke sådan, at du udelukkende tænkte på fremtiden og glemte at leve i nuet. Det var vigtigt for dig at begge ting var i balance. Du tog altid ting med et smil, og intet kunne slå dig ud. Alt her i livet var en prøvelse og en gave, og jeg ville ønske, jeg havde lige så let ved det som dig. Jeg har aldrig mødt så positivt et menneske som dig, og det kommer jeg nok heller aldrig til igen. Der er virkelig ingen som dig.” Salen var stadig tavs, da jeg tog en pause for at komme mig lidt. Jeg var virkelig ved at tabe til følelserne nu, men jeg blev nødt til at gennemføre det her. For hans skyld.

”Jeg tænker hele tiden tilbage på juleferien. Den korte tid, jeg var sammen med dig, fortalte mig langt mere om dig, end jeg havde troet mulig. Den glød, du havde, når du delte små hemmeligheder fra din fortid med mig, og da du præsenterede mig for dine forældre. Det var, som om du havde drømt om det hele dit liv, og nu fik du endelig oplevet det. Jeg tror, vi delte lykken i det øjeblik. Jeg har aldrig følt mig så tæt forbundet med dig, som jeg gjorde i den ferie.”

*

Jeg hiver kufferten ned fra sovesalen med et støn. Dina og Sofia står allerede nede i opholdsstuen med deres kufferter og smiler til mig. ”Nå, er du klar til at tage af sted?” Dina sender mig et muntert, drilsk smil. Jeg ved, hvad hun mener, og det er derfor, jeg begynder at rødme.

”Jeg synes, det er så mærkeligt, jeg skal tilbringe hele juleferien hos ham!” Jeg bider mig i læben, og Sofia omfavner mig, da jeg slipper kufferten. Det er hendes måde at berolige mig på.

”Jeg er sikker på, det bliver super dejligt for jer begge,” siger hun, da hun trækker sig ud af omfavnelsen. ”Jeg er sikker på, vi alle får en dejlig ferie!” Dina tager ned til Sofia i Brighton i denne ferie, fordi Sofia trænger til afveksling i sin familie, og hun ved af erfaring, at Dina får traumerne lidt på afstand.

”I har sikkert ret,” mumler jeg og får øje på nogle velkendte skikkelser, der går ned af trappen fra drengenes sovesal. En speciel dreng med lyst, krøllet hår smiler til mig, og mit hjerte smelter. Ja, det skulle helt sikkert blive en god ferie.

 

Jeg trækker huen ekstra godt ned over ørerne på ham, og til gengæld trækker han lidt i min hue. Vi sender hinanden et hurtigt, forsikrende smil, inden vi går op til huset, hvor Michael bor. Dørklokken spiller en sød melodi, og jeg begynder langsomt at ryste. Michael klemmer blidt min hånd, og det beroliger mig kun en ganske lille smule. En kvinde, Michaels mor, formoder jeg, åbner døren og lyser helt op, da hun ser os. ”Michael!” udbryder hun hjerteligt og ser så på mig. ”Og du må være Ashley. Jeg har hørt så meget om dig. Jeg er Michaels mor, Amelia.” Hun sender mig et varmt smil og byder os indenfor. Jeg hilser pænt på hende, og jeg er allerede sikker på, jeg godt kan lide hende. Jeg kan godt se, hvor Michael har en del af sin personlighed fra. Vi går ind, og da Michael begynder at tage sit overtøj af, følger jeg hans eksempel og gør det samme. Vi bliver budt ind i stuen, og i en lænestol sidder en mand, som jeg formoder, er Michaels far. Så snart han ser os, rejser han sig og smiler til Michael.

”Hej far,” hilser Michael og gør en gestus mod mig. ”Det her er Ashley, min kæreste.” Måden han udtaler ’kæreste’ på – som om det ikke beskriver mig godt nok. Han lægger så meget kærlighed i det ord, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal gøre. Så jeg står og ser genert ned i gulvet.

”Sikke en køn pige,” siger Michaels far, og jeg møder automatisk han blik. Han ved nok ikke, hvor glad det gør mig, at han siger det. Han rækker hånden frem, og jeg tager den forsigtigt. ”Mit navn er Henry, og som du nok ved, er jeg Michaels far. Amelia og jeg har hørt så meget om dig, Ashley.” Jeg rødmer, og Michael står og ser en smule genert ud ved siden af mig. Jeg ser på ham med et varmt blik og føler mig pludselig en smule forlegen. ”Michael er et fantastisk menneske. Jeg kan se, hvor han har det fra.” Jeg smiler varmt til dem. Jeg føler mig allerede godt tilpas, og da de smiler tilbage, ved jeg, at jeg på intet tidspunkt kommer til at føle mig dårligt tilpas her. Nogensinde.

Efter at have stået og snakket lidt omkring skolen, og hvad der ellers sker rundt omkring, trækker Michael mig med ind på sit værelse. Overalt ser jeg ting, der med lethed kan sættes i forbindelse med ham. Billeder af ham og hans venner, familiefotos, plakater med musikalske temaer, qudditch-plakater og en masse andet, der bare emmer af Michael. Jeg sætter mig i hans seng, og da han sætter sig ved siden af mig, føler jeg mig pludselig akavet. For et par dage siden havde jeg haft en drøm, hvor Michael og jeg var –sammen-. Jeg havde selvfølgelig fortalt ham om det, men ikke desto mindre føles det så lidt mærkeligt at sidde lige her, hvor det ifølge drømmen vil ske.

Michael klør sig lidt akavet i sine blonde krøller og smiler til mig. ”Jeg… går ud fra, du tænker på… din drøm, ikke?” Da jeg nikker, ser han op i loftet et par sekunder. ”Det kom jeg vidst også til, men… hey. Der er ingen, der siger, at bare fordi du drømte det, så… vent, du ved, hvad jeg mener, ikke?”

Jeg kommer til at grine og nikker. ”Jeg… jeg tror, jeg ved, hvad du mener, selvom du har en meget underholdende måde at sige det på.” Han ånder lettet op.

”Vent… sagde du ikke, dit hjem lå få meter herfra?” Jeg fryser i min bevægelse og ser på ham. Jeg havde håbet, han ikke ville huske det, for selvom det ville være rart at fortælle ham om min fortid, så synes jeg stadig ikke, det er vildt fedt at skulle vise ham, at jeg bor på et… et børnehjem.

”Jo… Børnehjemmet ligger ikke så langt herfra. Er… er du sikker på, du vil se det?”

Michael tager min hånd og giver den et klem. ”Jeg er interesseret i at vide alt om dig, Ash. Jeg vil rigtig gerne se, hvor du bor.”

 

Hans smil fik mig overtalt, og da jeg står foran det efterhånden gamle børnehjem, fylder det mig med glæde såvel som sorg. To børn kommer løbende ud og omfavner mig, og mens jeg krammer dem og hvisker søde ting, står Michael ved min side med et forbavset udtryk. ”Millie, Oliver, det her er Michael.” Jeg gør en gestus mod ham, og de små ser på ham i et sekunds tid, hvorefter de giver ham kram og glade smil. Millie og Oliver er de nyeste børn på børnehjemmet, og man kan vel sige, jeg har taget dem under mine vinger.

Vi går indenfor, og Lisette står i entréen og ser på mig med et stort smil. Jeg omfavner min ”mor”, som jeg ynder at kalde hende, mens folk, jeg kender, kommer og hilser på. Jeg smiler til alle og ser muntert hen på Michael, som alle pludselig får øje på.

Ingen præsentation er nødvendig. Lisette og Michael giver hånd, og jeg kan se, hun accepterer ham. De fortæller, hvad de hver især hedder, og der opstår øjeblikkelig accept fra Lisettes side, hvilket gør mig usigeligt glad. Michael smiler til hende og læner sig ind mod mig: ”Nå, jeg vil stadig rigtig gerne se dit værelse, Ash…”

Jeg bider mig i læben og nikker tavst. Personalet ser overrasket på mig, da jeg kommer ind, for de regnede da først med, jeg ville være hjemme til sommer. Jeg sender dem et frisk smil og går mod mit værelse, som ligger bagerst i den bygning, vi sover i. ”Der er ikke så langt igen,” siger jeg nervøst til Michael, der egentlig bare kigger sig omkring og – gætter jeg på – får et indtryk af, hvordan jeg bor.

Da vi endelig når til mit værelse, tager jeg en dyb indånding, inden jeg trækker håndtaget ned og åbner døren. Mit værelse er forholdsvist lyst med lysebrune vægge – selvom dette er min hadefarve – og hvide gardiner er trukket til siden for at give værelset lys. Min seng ligger bagerst på værelset i højre side, og jeg bliver lidt flov, da jeg ser, mit katte-sengetøj stadig ligger på sengen. Udover min seng har jeg et lille, gammelt skrivebord med tilhørende stol, der har set bedre dage, en bogreol med forskellige bøger af forskellige genrer og sidst, men ikke mindst, er der væggene, der nok afslører mest om mig selv. Journaler, jeg har skrevet, billeder, jeg har taget, autografer, jeg har fået, og… minderne strømmer ud fra mine vægge. I starten ønskede jeg bare, at den lysebrune farve skulle dæmpes, men nu… var det bare en ting, jeg gjorde.

”Wow,” udånder Michael og ser på mig med et smil.

”Jeg har altid syntes, mit værelse var en smule… tomt og upersonligt,” mumler jeg genert og skubber ham blidt lidt længere ind i rummet. Han ser på mig med et forbløffet udtryk, og hans ene mundvig kruses i et skævt smil.

”Ash. Rummet fortæller så meget om dig. Se lige alle de fotografier!” Han peger på væggen ved min seng, hvor alle mine favoritbilleder hænger. ”Det er jo fantastisk.”

Jeg rødmer svagt og går hen imod min seng. Han følger efter og ser nysgerrigt til, da jeg tager et par billeder ned fra væggen.

”Det her er et meget gammelt billede,” siger jeg en smule forlegent, da jeg viser ham et billede af mig og Adrian, fra da vi var omkring ni år. Mine slangekrøller er fanget i to rottehaler, og Adrians hår er så langt, at det går ham til nakken. Vi har begge forfærdelige krøller. Jeg smiler; sådan er det altid, når jeg ser på det billede. Kort harmoni.

”Er det dig og Adrian?” spørger Michael, og jeg nikker. ”I… ligner virkelig hinanden. Altså, jeg ved, I er tvillinger, men her… wow.”

”Jeg ved, hvad du mener. Det er langt sværere at se i dag. Efter puberteten begynder vi jo begge at ligne… ja, hver vores køn, ikke?” Michael nikker desorienteret og ser på det næste billede i rækken. Hans bryn hæves igen, og jeg rødmer svagt.

”Hvem er han?” spørger han, og jeg giver ham forsigtigt billedet. Drengen er høj, mørkhåret og har brune øjne. Dådyrøjne, plejede jeg at kalde dem. Hans navn er Stephen. Der er også to piger. Den ene er mig i en trettenårig form. Dengang havde jeg en forfærdelig kamp med mit hår. Den anden er min barndomsrival, Susannah. Hendes lange, mørkebrune, glatte hår sad perfekt med et rødt bånd, og hendes røde sommerkjole blafrede blidt i sommervinden. Jeg havde overalls på og et par meget slidte converse, som Lisette havde købt til mig brugte.

”Det er Stephen,” mumler jeg flovt; jeg fortryder allerede, jeg har taget billedet ned fra væggen. ”Jeg… han… han var min første forelskelse.”

Jeg bider mig i læben og beder til, han ikke bliver sur. I stedet for sender han mig et ømt blik og tager min hånd. ”Noget siger mig, det ikke gik særlig godt?” Min tavshed fortæller ham alt. ”Hvem er pigen på billedet?”

Jeg tager en dyb indånding; det er så svært at huske tilbage på al den jalousi. ”Det er Susannah. Hun var mit livs mareridt. Vi var vel en slags veninder dengang, som du kan se. Jeg fortalte, jeg var lidt lun på Stephen, og… inden jeg vidste af det, var de to et par. Susannah droppede ham kort efter, og da jeg spurgte, hvorfor hun havde gjort det, når hun vidste, jeg kunne lide ham mere, end hun kunne, så sagde hun: ’Fordi jeg ville bevise for dig, at der altid vil være nogen, der er mere vellidt end dig. Du kan lige så godt opgive at prøve, for der vil altid være en, der kan overgå dig. Søde, det var for dit eget bedste.’”

Michaels tavshed skræmmer mig. Jeg tør ikke se på ham, men hans hånd samler sig om min hagespids og tvinger mig til at se ham i øjnene. Hans øjne emmer af sørgmodighed. Ikke medlidenhed. Bare ren og skær sorg. ”Sådan en… en kælling,” udbryder han med foragt i stemmen. Jeg ser på ham med et overrasket blik og ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige eller gøre. Han trækker mig ind til sig, og jeg kan mærke, mine øjne bliver blanke. ”Det, hun sagde dengang, er løgn. Ingen, der forstår sig på gode mennesker, ville vælge dig fra. Han aner ikke, hvad han går glip af, Ash. Jeg føler mig så heldig. Jeg elsker dig. Kun dig.”

 

Jeg havde det svært ved at være der efter det minde, så vi blev enige om at tage tilbage til ham. Vi sagde selvfølgelig farvel til alle, og de så ud til at synes om Michael, hvilket gjorde mig usigeligt glad.

Vi går i stilhed, og det føles underligt, men jeg kan ikke sætte min finger på hvorfor. Sneen knaser under vores fødder, og jeg hviner, da jeg mærker noget koldt og vådt i min nakke. Jeg vender mig om og ser Michael, der med et uskyldigt udtryk i øjnene holder en ny snebold i den ene hånd. Jeg smiler slesk og begiver mig ud i en sneboldskamp, der varer et lykkeligt øjeblik, indtil…

”Hvad blev der egentlig af dem?” spørger Michael, der nu går med sin hånd i min på fortovet. Vi har begge røde kinder.

”Hvem?” spørger jeg med et smil på læben og føler endelig, alt er, som det skal være.

”Susannah og Stephen. Hvad blev der af dem?” Han ser nysgerrigt på mig, og jeg synker en klump i halsen. Jeg havde sådan håbet, vi kunne lade det emne ligge.

”Altså…” starter jeg og tager en dyb indånding. Det føles forkert at snakke med ham om noget, der bare ligger så langt tilbage i hukommelsen. ”Susannah blev adopteret som fjortenårig af et rigt par, der manglede en arving. De sagde, hun var smuk og klog, og hun ville være det perfekte ansigt udadtil.” Jeg sluger en klump i halsen, for de havde egentlig også tænkt sig at se på mig, men… Susannah spildte grød ud over min blå kjole, så jeg ikke kunne fremvises. Michael giver min hånd et blidt klem og venter på, jeg er klar til at fortælle videre. ”Stephen… Altså jeg skrev faktisk med ham. Nogle gange modtager jeg stadig breve fra ham, hvor han fortæller, hvordan alting går, og jeg svarer som regel, og så føles alting en smule som før, selvom han blev nødt til at flytte til USA, og…” Jeg stopper, da jeg ser skyggen, der falder over Michaels ansigt. Han krydser armene på en vantro måde, der gør mig lidt bekymret. Lige før var han jo glad. ”Hvad… hvad er der galt, Mic?”

”Hvis jeg ikke vidste bedre…” mumler han og møder trodsigt mit blik. ”Ville jeg tro, du stadig følte noget for ham…”

Jeg stirrer på ham og forstår i starten ikke, hvad det egentlig er, han står og siger. Hvordan kan han stå der og sige sådan noget, når jeg lige har vist ham mit hjem, min fortid og min største sårbarhed? ”Hvad snakker du om?” Jeg begår en kæmpe fejl og snerrer lidt af ham. Hans ansigtsudtryk går fra trodsigt til såret.

”Undskyld, Ash… jeg ved godt, det var tåbeligt, men…”

”Hvordan kan du tillade dig at sige sådan noget, når det var dig, der spurgte mig ud om… ham?” Min stemme knækker over, og Michael rynker brynene.

”Det var heller ikke meningen, og selvfølgelig ved jeg da godt, du ikke føler noget, men… når du taler sådan om ham i et drømmende toneleje, så er det svært ikke at…”

”At hvad? Er jeg måske ikke sammen med dig nu i juleferien? Jeg skal faktisk fejre jul med dig og ikke Dina og Sofia, som jeg egentlig originalt havde planlagt. – Betyder det slet ikke noget for dig?”

Han ser ned i jorden, og de ord, der forlader hans læber, er nok de mest sårende, jeg nogensinde har hørt i hele mit liv. ”Vi har aldrig skændtes før… måske var det for tidligt for os begge det her...”

 

Jeg sidder i et tog på vej til Brighton og kigger ud af vinduet. Sneen maler alt på sin vej hvidt, og hvis mine øjne ikke var røde af gråd, så ville jeg nok have elsket det af hele mit hjerte. Sådan var det dog ikke. Jeg havde grædt, og jeg er grædefærdig. Mine kufferter ligger ved siden af mig, og alt føles tomt i mit hjerte. Jeg har ikke noget tilbage, udover mine veninders selskab. Han slog ikke op med dig, tænker jeg for mig selv. I ser hinanden efter ferien, ikke? Det hele skal nok gå. Jeg snøfter en sidste gang, og så er jeg i Brighton inden længe.

Sofia og Dina står på perronen med en pakke brownies, som de ved, jeg elsker. Jeg takker dog nej, og Dina lægger armen om mig med et bekymret blik. ”For helvede, Ash,” mumler hun og kysser min kind. ”Dine øjne… Hvor længe har du grædt?”

Jeg siger ikke noget på hele turen hjem.

 

Jeg siger end ikke noget, da jeg kort efter får en ugle fra Michael.

Kæreste Ashley, min skat,

Jeg er ked af, juleferien endte, som den gjorde, og vi skiltes som uvenner.

Det var ikke meningen, det hele skulle ende sådan, men når vi ses igen efter ferien, så skal det hele nok ordne sig, ikke?

Jeg savner dig allerede,

Michael.

 

Jeg beder om et stykke pergament og en pen.

 

Kæreste Michael, mit alt,

Jeg er også frygteligt ked af det. Det var slet ikke sådan her, jeg havde regnet med, det hele skulle ende. Jeg havde glædet mig sådan til at skulle tilbringe ferien hos dig, men… du havde nok ret; jeg tror heller ikke, vi var parate. Måske bliver det næste ferie – det håber jeg i hvert fald!

Jeg elsker dig,

Ash.

 

Jeg modtager et sidste brev fra ham. Det brev ville komme til at betyde mere, end jeg troede muligt.

 

Ash,

Næste ferie bliver anderledes, det lover jeg.

Jeg elsker også dig. Mere end du aner.

Mic.

*

Jeg kunne ikke holde dem tilbage længere. Alle de usagte ord flød som salte tårer ned af mine kinder. Jeg tabte papiret i mine hænder, og folk begyndte at græde med mig. Det havde slet ikke været meningen. Jeg måtte jo være stærk! Det var mit sidste farvel… Alt skulle jo forløbe perfekt. Perfekt ligesom ham.

Jeg fik kontrol over min stemme, men tårerne strømmede stadig ned af mine kinder. ”Jeg gik tilbage til de andre, gjorde jeg. Dine sidste ord gjorde mig så glad, at det ikke betød noget, hvorvidt jeg var sammen med dig i ferien eller ej. Vi ville jo ses igen snart, ikke? Og når vi gjorde, så ville jeg gøre det hele godt igen; den tanke lettede så meget pres på mine skuldre, og… så fik jeg brevet kort efter. Ikke lang tid var gået.”

Dina og Sofia så op på mig. I deres øjne var al den kærlighed, jeg behøvede for at få styrken tilbage. ”Jeg havde følt mig så fortabt, da jeg læste det. For hvert ord, der gik igennem mine tanker, opstod der en ny flænge i mit hjerte. Til sidst var det knust, og det er det stadig. Det vil det nok altid være. Du fortjente ikke at…” Min stemme knækkede, og jeg kunne se, jeg ikke var den eneste, der havde svært ved det ord om ham. Det kunne bare ikke passe. Han kunne ikke være…

”Michael,” hvor føltes det dog godt at sige hans navn højt. Alene hans navn kunne bringe sommerfuglene til at flagre rundt i min mave i få sekunder, før sandheden gik op for dem. Jeg kunne ikke bare kalde på ham, og så ville han dukke op. Sådan fungerede det ikke. ”Du var alles engel, og jeg vil altid se dig som min Skytsengel. Jeg savner dig uendeligt meget. Det gør vi alle… Jeg vil altid holde fast i de minder, vi nåede at få sammen, og… og når jeg ikke længere kan det, så… så… så håber jeg virkelig, jeg kan mødes med dig igen i Himlen. For i Himlen bor du, min elskede. Det ved jeg, du gør.”

Enkelte klappede, andre nikkede anerkendende til min tale, men jeg ville ikke modtage nogen form for trøst; jeg så på Michaels forældre, og de smilte så godt, de kunne; et svagt smil, som, jeg vidste, var ægte. Det kom fra hjertet.

 

Sofia og Dina fulgte mig fra podiet og hen til hans kiste. Låget var endnu ikke sat på. De stillede sig et stykke fra os og ville vente til, jeg var færdig med at sige farvel.

Det tog mig et stykke tid at turde se ned på ham, og da jeg endelig fik gjort det, fyldtes mine øjne igen med tårer. Han så så fredelig ud. Han havde stadig farve i kinderne, og hans øjne havde hele tiden været lukkede – det fortalte hans far. Hans lyse, krøllede hår skinnede som en engels, og hvis det ikke var, fordi mit hjerte smertede, så ville jeg tro, han lå og sov. Jeg tog mig selv i at stryge min hånd ned over hans kind.

”Åh, Michael,” sagde jeg, og en tåre faldt fra min kind og ned på hans. Jeg havde en rose i den anden hånd, og jeg lagde den forsigtigt på hans bryst. I mit hoved var det, som om hans hænder lukkede sig om blomsten, men det var et produkt af min fantasi. ”Jeg vil lægge en rose hos dig hver gang, jeg tænker på dig. Er jeg på Hogwarts, vil jeg lægge den ved det træ, hvor vores øjne mødtes for første gang, og så kan du kigge ned på mig og vide, jeg stadig husker og savner dig.”

Jeg bed mig i læben for at få lidt kontrol igen. Tårerne stoppede aldrig med at løbe. Jeg lænede mig forsigtigt ind mod kisten og hviskede: ”Jeg elsker dig, Michael, og det vil jeg altid gøre. Jeg beder til, vi ses igen. Vent på mig så længe.” Jeg holdte en lille pause og rejste mig op igen. Mit blik gled flygtigt ned af hans krop; han var klædt i troldmandsgevandter af blødt stof, og det klædte ham. Han lignede virkelig en engel. Det havde han nok altid gjort. I et øjeblik så det ud som om, han smilede til mig. Jeg blinkede tårerne væk for at se, om det kunne passe; han lå stadig med de lukkede øjne og det salige udtryk. Det var dog som om, at det lille syn fik mig overbevist om, at det ikke var sidste gang, jeg så ham. Vi vil mødes igen en dag begge klædt i hvidt og med strålende vinger.

Jeg smilede forsigtigt til ham og tørrede tårerne bort. ”Vi ses snart, min elskede.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...