Loveshots.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 mar. 2012
  • Opdateret: 12 apr. 2012
  • Status: Igang
Dette er en samling af meget små noveller - på engelsk de såkaldte "oneshots". De omhandler kærlighed, og universet er som i J. K. Rowlings "Harry Potter". Der vil både være canons og opdigtede personer. I så fald vil I ikke være i tvivl, hvis I kender serien.

Jeg håber, I kan lide dem.

1Likes
0Kommentarer
1086Visninger
AA

2. Love is about making choices.

A/N - 7+. Disclaimer: Harry Potter universet tilhører J. K. Rowling. Igen er Jasper skabt af min veninde Lunatic, så credits går til hende.

--------------------- Der var en stilhed i rummet, da han gik hen mod hende med små, usikre skridt. Hun blev stående på sin plads ved det store, brede vindue, som lod solens stråler strømme ind og ramme hende, så hun lyste op som en lille engel. Hun kunne mærke, han så på hende, selvom hendes blik var rettet mod jorden nu; hun turde ikke møde hans blik af fare for, hun endte med at ødelægge øjeblikket med et af hendes klassiske bemærkninger.

Han standsede foran hende og placerede sin højre pegefinger under hendes hage. Så blidt som muligt løftede han hendes hage op, så hun endelig mødte hans blik.

Hun sank en klump i halsen og lod endelig følelserne skylle ind over sig, som hvis det var vandet fra et hav. Hans brune hår havde fundet lyset fra solen, så det nærmest så gyldent ud nu. Hans øjne var blide og varme. Hans smil var skævt, men det var på den gode måde; den der glade, muntre måde...

”Hey,” sagde han for at genvinde hendes opmærksomhed. Hun blinkede opmærksomt og bed sig i læben. Han slap ikke hendes hage, måske fordi han var bange for, hun skulle se ned igen? ”Jeg... vil gerne spørge dig om noget.” Det blev pludselig svært at sige noget. Selv det at trække vejret blev vanskeligt.

”H-hvad er det?” spurgte hun stammende og lagde bånd på sig selv for ikke at rødme. Hun nægtede at rødme. ”Når.. når vi starter på Hogwarts, vil vi så stadig være venner?” Han så på hende med det der blik. Han var usikker, og det var hende, der skulle forsikre ham om, at selvfølgelig var de det. De skulle altid være sammen, de to. De var uadskillelige, og det mente alle. Så hvorfor skulle de ikke være sammen?

”Selvfølgelig... vi vil stadig være venner!” Hun smilede til ham for første gang, siden han var trådt ind på hendes værelse. Det måtte være for mindst ti minutter siden, føltes det som om.

Smilet omkring munden blev større. ”Det håber jeg virkelig, for jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig. Du er virkelig min bedste ven.”

”I lige måde...” Hun så ham i øjnene igen, og hans blik havde fået et glimt af noget andet. Noget mystisk og.. kærligt. ”Du...” startede han, og hun rykkede automatisk væk. Han så såret på hende. ”Hvorfor rykker du dig?” ”Undskyld... jeg troede, der var en edderkop på din jakke, men.. det var der ikke.”

”Du lyver, men det er også lige meget.” Han rykkede hen til hende igen, men der var stadig afstand imellem dem. ”Kom.. lige herover.”

Hun ville ikke sige nej, så hun rykkede sig de sidste par centimeter. Fuldstændig uventet trak han hende ind til sig; hun var en del mindre end ham, og det fik hende næsten til at forsvinde, når han krammede hende. ”Jeg elsker dig.” Denne gang kunne det ikke undgås. Blodet skød op i kinderne, og det ville ikke forsvinde med det samme.

”... Jeg elsker også dig, Jasper.” Han holdt hende tæt ind til sig, og hun ville ønske, han aldrig gav slip...

 

 

Angelina vågnede med et gisp og faldt ud af sengen med et bump. Det havde været noget af en drøm i nat. Endnu en drøm om ham. Det havde været sådan her i flere uger. Han var den sidste, hun tænkte på, når hun gik i seng, hun drømte om ham og så vågnede hun og tænkte på ham.

Denne drøm var bare ny. Den havde rent faktisk foregået. Det var fra dengang, de var elleve år; uskyldige, bekymrede og lykkelige i deres egen lille, hyggelige verden. Det var, indtil de startede på Hogwarts og alting forandrede sig.

Det havde været meget naivt af hende at fortælle ham, de altid ville være venner. Hvad vidste hun egentlig om det dengang? Hun havde været så lille. Så lille, dum og naiv.

 

”Black, Angelina,” sagde McGonagalls stemme alvorligt fra sin plads oppe foran alle i storsalen. Den lille pige med det mørke hår kunne mærke alles blikke rettet mod sig. De genkendte navnet, og selvom det burde gøre hende glad, havde det den modsatte effekt. Hun kendte den spredte mumlen, og deres fordømmende blikke. Da hun endelig satte sig på skammelen, kunne hun ikke undgå at føle sig en smule genert. ”Nå, så du er endnu en Black, hva'?” Fordelingshattens stemme forskrækkede hende, og hun udstødte et nervøst hvin. ”Rolig nu, denne samtale er mellem dig og mig... eller det er vel mere en slags monolog.” Han smågrinte lidt af sin egen vittighed og rodede lidt rundt i hendes hjerne, kunne hun nærmest fornemme. Hun følte sig nøgen helt ind til skindet. ”Jeg kan se, du har store evner inden for manipulation... Ja, ganske rigtigt. Du er også kendt med at få din vilje, og du har både visdom og intellekt. Du skal nok blive til noget... Ja, jeg ved lige, hvor du skal hen.” Hendes tanker ønskede sig langt væk fra sin slægts kollegium, men det var for sent: ”SLYTHERIN!” råbte hatten og alle eleverne fra det nævnte kollegium hujede og piftede. Alle andre forblev stille, og den spredte mumlen genopstod. Hun følte sig elendig; hvad skulle hun dog stille op med sig selv nu? Hun var på det mest upopulære kollegium, og samtidig havde fordelingshatten lige sagt, at hun var manipulerende og altid fik sin vilje... Angelina satte sig på sin plads og så nervøst hen på Jasper. Hvor må han endte henne? Ville han ende sammen med hende? Det værst tænkelige kunne da ikke ske, vel? Nej, så slemt ville det da ikke gå dem. Lang tid gik, og det blev endelig Jaspers tur. ”Wayland, Jasper,” sagde McGonagalls stemme endnu en gang. Man kunne høre et snert af utålmodighed, eftersom at han var den næstsidste. Jasper gik op mod fordelingshatten med nervøse skridt. Han så flygtigt på Angelina, smilede og fik så hatten på sit hoved. Der var stilhed i omkring fem lange sekunder, indtil hatten endelig råbte: ”GRYFFINDOR!” I det øjeblik, mens alle andre fra Gryffindor hujede og piftede, brød Angelinas verden sammen.

 

Det havde været så uretfærdigt.

Angelina travede småirriteret ned af gangen til storsalen. Hun var sulten og havde hårdt brug for bare et eller andet at spise. Det behøvede ikke være noget voldsomt; det skulle bare mætte.

Hun nåede ned i storsalen, hvor hun straks satte sig ved sin sædvanlige plads ved Slytherin-bordet.

Draco Malfoy og hans slæng sad der allerede. Bella sad og smiskede for dem, men Angelina var slet ikke i humør til det. Hun tog et æble og gnaskede agressivt i det. Draco så op fra sin konstante tilbedelse og kiggede på hende. ”Hvad skyldes den vrede, Afrodite?”

Hun var efterhånden vant til den titel. Hun var Slytherins smukkeste pige, og det bragte den titel med sig, åbenbart. ”Jeg har bare haft en lang nat, Draco... Lad være med at køre i det.”

Det typiske, drengede smil viste sig, og Angelina trak hurtigt sin stav som for at understrege sine ord. Han fnyste og vendte tilbage til Bella, der ivrigt krævede hans opmærksomhed.

Angelinas blik søgte over mod Grynffindor-bordet. Der var ingen at se lige nu udover Harry Potter og hans venner, der ivrigt snakkede sammen i deres hyggelige lille trekløver. Angelina himlede med øjnene og rejste sig efter at have taget fire æbler i favnen. Derefter forlod hun sovesalen og gik uden for i solskinnet.

Det var ikke, fordi det passede ret godt til hendes humør; hun følte sig helt tom, og det var som om, en regnsky regnede ned over hende. Det var en af de der typiske dage, hvor intet syntes at være godt.

Hun kunne mærke vindens varme i sit hår, og hun satte sig på en mur med front mod søen. Hun smilede rent faktisk et øjeblik, indtil hun blev overvældet af de samme følelser som før. Overalt hørte hun fnisende, forelskede stemmer og der duftede at forår. Kærligheden var til at se overalt; også blandt de magiske dyr på Hogwarts' område. Angelina sukkede og gav sig hen til sine tanker, der igen førte hende tilbage i tiden...

 

 

Der var gået nogle år. For at være helt præcis var der gået tre år, siden de var blevet fordelt. Det var deres fjerde år nu, og alting så faktisk lysere ud.

Angelina stod sammen med de andre ved søen, og de snakkede om alt mellem himmel og jord. Bella, Angelinas bedste veninde, havde travlt med at score Draco Malfoy, en (efter Angelinas mening) totalt opblæst fyr med for meget selvtillid, som for øvrigt var et år yngre end dem. Det var skørt, hun var så vild med ham, men det var der ikke noget at gøre ved.

Imens de alle hørte en joke, som Draco selvfølgelig fortalte, stod Angelina i sine egne tanker. Pludselig mærkede hun en hånd på sin skulder, og hun vendte sig hurtigt om. ”Hvad fan-...” De øjne. Hun stoppede hurtigt sætningen og ventede på, han fjernede sin hånd.

Mens han slap hånden, så han sig omkring på hendes kreds af venner, der også havde stoppet deres samtale omkring joken. ”Angelina,” sagde han i et roligt, afslappet tonefald. ”Dine venner... er virkelig lette af distrahere.” Han gjorde det ikke engang for at provokere, han konstaterede det faktisk bare.

”Nå,” svarede hun surt. ”Det har måske noget at gøre med, du altid bare kommer rendende og tror, du kan stoppe enhver samtale. Ved Merlin, du tror altid, du er Gud, Wayland.”

Et kort øjeblik så hun et snert af forundring i hans blik, da hun brugte hans efternavn. ”Man er nok rigtig i defensiven i dag, hva'? Nå, men det eneste, jeg ville sige, var, at din kat endnu engang sidder oppe i Slagpoplen, og ingen gider sådan set redde den. Så det er op til dig selv. Kan I nu hygge jer noget så inderligt.” Han vendte sig om og begyndte at gå, indtil han igen vendte sig om. ”Nå ja, jeg burde vel tilføje, at der var en elev, – jeg nævner ingen navne – der valgte at fortrylle træet, så det kun står stille i fem minutter. Jeg ville skynde mig.” Hun så et flygtigt smil, og så gik han fløjtende over til sine venner.

Hun havde ikke tid til at tyde smilet – hun havde en kat at redde.

 

Sådan havde det været siden fordelingen, faktisk. De havde hadet hinanden, drillet hinanden og opført sig som fjender. De talte aldrig sammen, og deres ed var hurtigt forsvundet. Det gik bare ikke at snakke med en Gryffindor, når men selv var fra Slytherin. De var dødsfjender, og sådan ville det altid være. Angelina havde aldrig forstået det. Men hun var nødt til at opretholde deres regler, ellers ville hun aldrig være blevet til så meget. Hvis hun stadig havde snakket med Jasper, så ville de aldrig være begyndt at kalde hende Afrodite. Hun var Slytherins smukkeste pige, og det var da en flot titel, ikke? Hun sukkede. Hvor havde hun dog været dum dengang. Hvor mange vælger popularitet over venner? Men hun havde jo ikke været ene om det. Jasper var jo også langsomt begyndt at vende sig væk fra hende. Pludselig var hans venner vildt fantastiske, og så var der ikke plads til en pige som hende. Hun havde det godt med at være midtpunkt, det havde hun aldrig lov til at være, når hun var hjemme, for der var det hendes mor, der havde det ih så hårdt.

Endnu et vindpust distraherede hende fra hendes tanker. Var det virkelig så længe siden, han havde reddet hendes kat fra at dø? Hun vidste det selvfølgelig ikke med det samme, men det var ham, der havde stoppet træet. Han havde hintet det, men hun havde ikke fattet det; så dum var hun altså.

Men det var ikke den eneste gang, han forsøgte at bløde hende op.

 

Det havde været en af de dage, hvor hun var totalt utilnærmelig. Hun gik bare rundt på gangene for sig selv for at tænke lidt over alting. Det havde været helt håbløst at snakke med hende. Nogle gange skulle man bare lade hende være i fred, så hun kunne tænke. Nu var en af de gange. Pludselig stødte hun ind i nogen, og hendes raseri tog overhånd: ”Hey, pas lige på!” snerrede Angelina irriteret. Hun havde ikke set personen, og det var heller ikke meningen, vedkommende skulle svare igen.

”Du kunne da selv se dig for,” konstaterede den velkendte stemme køligt. ”Angelina.”

Hun vendte sig rundt med en hidsig fart. ”Wayland,” udtalte hun med foragt i hver stavelse. ”Jeg hedder ikke Angelina. Folk kalder mig Afrodite nu.”

Hans typiske, skæve smil irriterede hende mere end nogensinde. ”Nå, men for mig er du stadig Angelina. Jeg behøver vel ikke kalde dig det, bare fordi alle andre gør?”

Hvad svarede man overhovedet på sådan en bemærkning?”Du skal altid være så pokkers meget på tværs.” ”Jeg vil lige minde dig om, at det ikke var /mig/, der startede alt det her, Angelina.” Det mest irriterende var, at det havde han ret i. Det var faktisk hende, der var startet med at være fraværende. Hun mødte aldrig op, når de havde en aftale. I starten var det ikke med vilje; de andre havde bare undret sig, og så tænkte hun, det var lettere at lade som om, det ikke var noget særligt. Til sidst stoppede de med at ses, fordi ingen af dem gad se hinanden. Ikke officielt i hvert fald. ”Helt ærligt, du ved godt, hvorfor det er sådan her.”

Han rystede på hovedet, hvilket endnu engang kom bag på hende. ”Nej, det gør jeg ikke. Er det på grund af den tåbelige regel? Undskyld, men jeg troede faktisk, vi var højere hævet. Jeg troede ikke, en latterlig regel ville splitte os sådan ad.” Hun kunne mærke skyldfølelsen skylle ind over sig som vandet fra en tidevandsbølge. Han var fast besluttet på at gøre hende ked af det, var han ikke?

”Sådan har det altid været, og det kan vi jo ik-...”

”Ikke gøre noget ved?” Hans stemme lød for første gang vred. ”Sikke noget pis at lukke ud, og det ved du godt. Vi kunne sagtens være venner, men ved du hvad? Du tog selv valget om at ignorere mig, Angelina. Du tog et valg, og jeg fulgte bare dit valg, selvom jeg helt sikkert ikke brød mig om det.”

Hun skulle til at give svar på tiltale, da han gik tættere på hende. Hendes mund stod åben i et øjebliks undren, og så, i et øjeblik af total forvirring, kyssede han hende. Kort var kysset, men for Angelina føltes det som en evighed. Alle de gamle følelser, hun havde haft, kom tilbage, som hvis de havde været gemt i en låst æske. De flagrede i hendes mave som sommerfugle, der netop havde slået vingerne ud for første gang. Det kildede i hele kroppen, og hun ville ikke slippe den følelse foreløbig.

Mens hun stod der, mundlam, sagde han kun to ord: ”Farvel, Angelina.”

Stilheden blev kun overdøvet af hans fodtrin, da han forlod hende.

 

Det havde ikke været nemt at se ham forlade hende. Siden da var der sket meget. Uf, bare tanken om den julefrokost hos hendes mor, hvor han sprang hendes anlæg. Efter lang tids diskussion var de blevet enige om, at de ville prøve igen. De ville prøve at være venner, og det havde hun ikke noget imod. Faktisk så – efter at æsken var åbnet – var hun begyndt at savne ham og hans vittige bemærkninger.

Men alting skulle ikke kun se lyse ud. Efter at hun var begyndt at tro, alt ville ændre sig, skete der noget uventet: Jasper forelskede sig i en Ravenclawer. Angelina anede intet om dette, før hun så dem til ballet, Hogwarts' holdt i storsalen. Hun var nu meget flot, denne pige. Jasper havde aldrig set så lykkelig ud hele sit liv, og det havde gjort ondt. Hun havde troet, alting ville ændre sig, men der tog hun jo så grueligt fejl. Hans blik, når han så på hende. Det var, som om hun var nordstjernen, og han var den forvirrede vandrer.

Han var den trætte mand i ørkenen, og hun var oasen, der ville sikre ham vand og livet.

Sådan havde han aldrig set på hende før, og det ville han aldrig komme til, nu hvor han havde hende. Det havde slået klik for hende den aften, og hun havde skældt ham ud. Foran hende pigen, som åbenbart hedder Juliet. Hvem fanden kalder deres datter for Juliet?! Hun virkede også som hende fra historierne. Smuk, rødhåret og enhvers drøm. Sød og høflig, uskyldigheden selv. Angelina kunne brække sig over hende. Hun havde ikke kendt Jazz nær så længe som hende. Hun kaldte ham altid Jasper, og det brød han sig ikke engang om. Hvad havde hun, som Angelina ikke havde?

Hun bed sig i læben. Hun havde altid været sød ved ham, mens Angelina havde svigtet ham. Han havde ret, hun havde taget et valg, og han havde fulgt hendes endelige valg.

Det var jo egentlig hendes skyld, ikke?

 

Dagen var gået hurtigere, end hun havde regnet med. under hendes fødder på den kolde mur lå skrogene fra fire røde æbler, og hendes mund var rød efter at have spist dem alle. Efter alle de timer var det ikke engang aftaget. Hun bed sig i læben igen; det var ved at være tid til at skulle gå tilbage for at skaffe sig lidt flere æbler, men det var der vel stadig tid til.

Foran hende, nede ved bakken, stod et par og pjattede lykkeligt med hinanden. De så lykkelige ud begge to. Angelina fnyste og rejste sig fra muren, der burde have et aftryk efter hende. Hun sukkede endnu engang og mærkede vinden i sit hår, da hun endelig gik ind efter nye æbler.

Hendes tanker var fyldte med tanker om hende og Jasper, for hvis hun ikke havde gjort, som hun havde gjort... Ville det så være hende – og ikke den lille Juliet -, der havde stået og pjattet med ham, som de gjorde der?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...