Accio Soulmate

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2015
  • Status: Igang
skal lige siges, at jeg skrev den da jeg var 12
undskyld på forhånd

86Likes
117Kommentarer
29152Visninger
AA

20. Malfoys herregård

Næste stop - Malfoys herregård. Heeey, Dracos hus! Jeg ville måske have været noget mere begejstret for det, hvis ikke det var lig med totur. Fedt. Første gang hjemme hos Draco og så skal jeg altså totureres... Herrens skønno.

Dødsgardisterne havde åbenbart en hemmelig smutvej gennem Hogsmeade, der gik fra Det Glade Vildsvins bagudgang til et krat i udkanten af Hogsmeade. Herefter var det noget af en flyvetur! Bogstavelig talt, hvis du nu skulle være i tvivl, ikke?

Det her magihejs var ved at gå mig på nerverne, men hey - Jeg kom jo fra en vaskeægte mugglerfamilie, så nogle af deres gener måtte jeg vel have arvet. Og i en mugglers forstand var dette på mange kanter en smølfet verden.

Okay, så dødsgardisterne var ikke ligefrem de sødeste mennesker i verden. Og de var bestemt heller ikke lige de personer, som man skulle lave sjov med. Meeeeen det var virkelig svært at tie stille. Jeg vidste ikke lige hvorfor, men ordene kom bare snigende frem på min tungespids, og pludselig var de ude i virkeligheden.

"Så hvordan går det med dig og Voldy?"

Okay, ordet 'Voldy' var i mit hoved lig med en kridhvid Voldemort i miniformat siddende i en lyserød kravlegård med kyse og ble. Nuuurh, lillebitte Voldy-nusserbasse!

Uuuh! - Forestil jer lige Voldemort med langt hår! Langt, mørkt hår. Og hvis han så også kom ud i solen et par timer, så han blev godt solbrændt. Og så skulle han have sådan nogle store, runde divasolbriller på, et par shorts, et surfbræt, en sommerskjorte, en solhat og så...

"Var din flabede mund, pigebarn, eller jeg skal sørge for, du aldrig kommer til at sige noget som helst igen!" hvislede Bellatrix bittert og slog sin tryllestav op for min hals, som var det en glødende kniv. "Hvor vover du at nævne hans ædle navn, hvor vover du at dreje det til sådan et modbydeligt mugglerpåfund, din beskidte lille mudderblod..."

Woaw...

Jeg ved godt, det var forkert sagt af mig, men seriøst. Alle vidste da, at de havde noget kørende!

For resten - Det med Voldy. Det kunne sagtens arrangeres. Hvis nu man puttede noget sovemiddel i hans saftevand, lagde ham ud i solen et par timer og gav ham alt det der på plus en paryk og en rigtig fin solhat!

Huh?

Tror bare ikke, han ville blive specielt glad, når han så på et tidspunkt vågnede op... Så ville han nok flippe ud.

Det gad jeg for resten godt se ham gøre.

Bellatrix fjernede uforsigtigt tryllestaven og førte mig hen til havelågen ved herregården. Oh.. My.. Freaking.. Hippogriff.. Et fedt hus. Der gad jeg godt bo! Det måtte jeg altså give Draco - Det var noget great luksus, han boede i.

"Narcissa! Narcissa!" skrålede Dracos far til en kvinde, som stod helt henne ved huset. Eller palæet. Ej, okay, villaen. Herregården, SÅ! Det lød bare så gammeldags. Kvinden transfererede sig øjeblikkeligt til porten og lukkede op med stram mine. Okay, lad mig gætte... Det var Dracos.. mormor? Næ, det var hun for ung til.

En fakkel tændtes i hendes øjne, og gensynsglæden stimede ud af hende, idet hun så Draco. Hun trak ham ind i en varm omfavnelse og fik blanke øjne ved synet af ham.

"Jeg er stolt af dig, Draco. Din far og jeg er stolte af dig."

"Det ved jeg" svarede han blot og skævede nervøst til mig. Faktisk så.. smilte han en anelse? Hum, havde han mon set igennem mine Voldy-tanker? Håber jeg ikke! Min kæreste må ikke kunne læse tanker! Så er jeg fuldstændig fortabt!

Bellatrix puffede mig frem, men så fortabt i tanker, som jeg nu engang var, bragede gruset op mod mit ansigt.

Smerten silede langsomt gennem mine hofter, ankler og mit hoved. "Aaaav" stønnede jeg og blev akkompagneret af Bellatrix' skadefro latter i baggrunden.

Det var slemt, meget slemt, for jeg kunne slet ikke komme på benene igen. Blodet begyndte at risle fra min næse og fra min pande. Og mon jeg ikke også havde fået en hudafskrabning på skindebenet?

Hippogriff-scheisse!

Jeg forsøgte at løfte mit hoved, og det lykkedes næsten. Draco tårnede sig pludselig op foran mig. Hans kappe var en smule flænset, og hans ansigt var.. I ved.. stoned. Men hvorfor? Han så i hvert fald ikke spor ked ud af det. Tanken nåede knap at strejfe mig, før jeg blev enig med mig selv om, at det jo var absolut forrygt. Han... jeg mener... nej, som om han skulle være på deres side. Han havde jo kysset på mig. Det var ikke skuespil. Håbede jeg ikke. Den type var Draco altså ikke.

Han rakte sin hånd frem, men i stedet for at tage imod den, satte jeg hænderne i jorden og skubbede mig selv op at stå. En skygge gled henover hans ansigt, og blikket gled fra min pande til min næse.

"Hvad?" sukkede jeg, da hans blik fortsat hvilede på mig. "Har du aldrig set en pige bløde før?"

Okay, ad. Det lød forkert.

Han spærrede også øjnene op, men det kunne jeg vel ikke bebrejde ham for. Tværtimod faktisk.

Dødsgardisterne var heldigvis gået ind i herregården. Ååårh, det ord! Men i hvert fald så var det kun Draco og mig, som stod udenfor porten. "Du bor ret fedt" røg det ud af min mund. Han mumlede noget utydeligt, noget jeg slet ikke kunne høre, og dog, så var det noget med "Bedre end Weasley."

Jeg lavede himmelvendte øjne af ham som en selvfølge og begyndte at trampe ængsteligt i jorden med armene korslagte. Det gjorde faktisk pokkers ondt, og det blev værre, da jeg følte blodet fra panden løbe ned i mine øjne.

Dracos ansigtsudtryk var ikke til at læse, men det blev det, da jeg tog min frakke af og begyndte at tørre blodet væk med den. Udtrykket i hans øjne blev til en underlig konsistens af afsky. Hvorefter det blev mildt.

"Lad mig hjælpe dig" sagde han blot, fremtog sin tryllestav og mumlede en kort besværgelse, jeg vist nok havde hørt før. Øjeblikkeligt forsvandt blødningen.

"Tak" sukkede jeg og førte min hånd op til hovedet. Der var en rift tværs over min pande, men næsen var skam fikset.

"Så lidt" smilte han og stak tryllestaven ind under kappen igen. "Hvis jeg bare havde kendt den besværgelse på tredje år. Du ved, der hvor du..."

"Blødte det meget?" spurgte jeg uforsigtigt, gjorde et kast med håret og blinkede charmerende. Det var med til at understege ironien. Selvfølgelig var jeg da ligeglad med, hvor ondt det gjorde. Han fortjente det.

"Jeg måtte gå op til Madam Pomfrey" sagde han.

Stilhed.

"Er du slet ikke nervøs?" spurgte han forsigtigt.

Jeg tænkte lidt over situationen. Faktisk rystede jeg over det hele af angst for dolorosoforbandelsen, men jeg havde en nybagt taktik om ikke at vise ham det.

"Hvem ville ikke være det?" svarede jeg og håbede inderligt på, at det var svar nok.

Der var noget i hans blik, jeg ikke kunne tyde. Noget hemmeligt. Nok noget, han var flov over. Og så var der noget andet. Noget, jeg bestemt godt kunne tyde. Men jeg havde aldrig set det før, ikke på denne her måde i hvert fald. Han ønskede brændende at holde om mig.

Og jep, langsomt lænede han sig frem, havde det der sårbare blik i øjnene, det blik, jeg aldrig rigtig havde kunne stå for.

Jeg havde indset noget. I al den tid, Draco og jeg havde set hinanden, var der sket noget med mig. Som når et lille, uskyldigt barn på fem år, går til en moden voksen på sytten. På samme måde. Og dog ikke. Dog så langt fra den måde.

Han skærmer dig fra omverdenen. Du ser ikke andet end ham fra nu af...

Harrys stemme gav genlyd i mit hoved. Jeg vidste et sted, at han havde ret. Det gjorde ondt at se i øjnene. Meget. Jeg havde ændret mig alt for meget. Og måske var det tiden til at holde lidt igen. Valget indebar adskillige risici. Men måske var det det eneste rigtige at gøre lige nu.

"Draco" hviskede jeg grødet og satte to finger på hans brystkasse, så han blev stoppet i, hvad han nu ellers havde tænkt sig. Både hans øjne og læber glødede heftigt, ellers var det bare min fantasi. Jeg måtte bide mig hårdt i underlæben for ikke at løbe løbsk. Tårerne var midt i det hele desuden også på vej. "Jeg kan ikke gøre det her mere" snappede jeg åndeløst, da min stemme nu også havde svigtet mig.

Hans øjne blev blanke af forvirring. "Hvad mener du?"

Et lillebitte smil blev sat i et trist drag om min mund. Så satte jeg blidt læberne på hans kind, men det blev bare værre, da han lagde armene om mig. Hvor måtte jeg slå koldt vand i blodet for ikke at gøre det samme. Tårerne sejlede nu lydløst ned mod min hals og brændte mod min hud.

"Nej" hviskede jeg og gik et skridt tilbage. "Se dig om, Draco. Jeg bliver bortført af dødsgardister. Det er gået alt for vidt."

"Hermione. Du kan ikke mene det seriøst" sagde han indtrængende og måske også en smule vredt.

Jeg lo trist, hvilket overraskede mig grænseløst. "Det må du undskylde."

Han lænede sig frem, hvad han havde tænkt sig, anede jeg intet om, men pludselig blev vi afbrudt af en, der råbte.

"DRACO! KOM SÅ! DU HAR VEL FORHÅBENLIG TØSEN MED DIG!" Det var Fenrir Gråryg.

Draco kastede et sidste hånligt blik på mig, før han tog stramt fat om begge mine arme bagfra. Jeg kom med et lille klynk over smerten.

"Næh, det har jeg så åbenbart ikke mere" hvæste han.

 

 

 

 

 

   

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...