Accio Soulmate

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2015
  • Status: Igang
skal lige siges, at jeg skrev den da jeg var 12
undskyld på forhånd

86Likes
117Kommentarer
29237Visninger
AA

26. Komplette modsætninger

Hermiones synsvinkel

Det føltes ikke særlig anderledes end før. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men det var i hvert fald ikke det her.

En mild smerte meldte sig straks i mit bryst, den blev ved med at stikke og gøre ondt. Jeg prøvede at ignorere den, mens jeg målbevidst styrtede ned ad gangen, men den ville ikke forsvinde. Som den kujon jeg var, turde jeg ikke se mig tilbage. Jeg vidste, at han stadig stod der.

"Fuck!" hørte jeg ham udbryde, og lyden af hans stemme fik smerten i mit bryst til at brænde endnu mere. Jeg hørte mig selv hulke højlydt, men bed det straks i mig og drejede om hjørnet, da jeg nåede til enden af korridoren.

Det var slut, bare sådan. Jeg var ikke engang sikker på, hvordan det var startet. Så mange spørgsmål væltede ind, mens jeg styrtede ned ad trapperne på vej mod Storsalen. Havde det hele bare været en flygtig teenageforelskelse? Var jeg i stand til at komme over ham, og hvordan? Hvornår?

Jeg havde ikke lyst til at komme over ham, men jeg vidste, at jeg var nødt til det. Jeg kunne ikke bare lade alt det, der var sket de sidste par dage passere.

Inden jeg gik ind i Storsalen, lukkede jeg øjnene, trak vejret dybt ind og prøvede at forestille mig, hvordan jeg engang havde siddet i ved Gryffindors kollegiebord med Harry og Ron uden de store problemer, uden Draco, før jeg pustede luften ud igen.

Jeg trådte ind i salen og mødte synet af hundredevis af flammende stearinlys og begejstrede troldmænd og troldkvinder, som sludrede lystig videre, idet jeg passerede dem. Ingen så op. For dem gik tiden videre, også selv om den knuste pige fra Gryffindor, der netop havde gjort det af med drengen fra Slytherin, de komplette modsætninger, gik forbi dem. De lagde ikke mærke til noget, for de var forgabte i deres almindelige, glade øjeblikke, noget jeg havde haft alt for få af på det sidste.

Ron tabte sin gaffel, der med en klirrende lyd bragede mod tallerkenen.

"Hermione" sagde han.

Harry vendte sig mod mig med et ryk. Overraskelsen glitrede i hans øjne, men han sagde ikke et ord, da jeg satte mig ved siden af ham.

"Hej venner" sagde jeg og forsøgte at smile, men mislykkedes groft.

Jeg rakte henover bordet og hældte græskarsaft op i mit glas med en skælvende hånd. Jeg tog en dyb indånding. Smerten i mit bryst meldte sig straks igen.

"Er du... har du det okay?" spurgte Ron.

"Jeg har det fint" løj jeg.

Jeg tog en tår af mit saft og satte det langsomt ned, før jeg fyldte det igen. Mit blik var fastsømmet til min tallerken, jeg var ude af stand til at løfte det.

Der gik et øjeblik, før Ron sagde noget.

"Hvis han har prøvet på noget siden, Hermione, så sværger jeg..."

"Ronald, jeg sagde, jeg har det fint."

Inden jeg kunne stoppe mig selv, hævede jeg blikket og mødte straks hans. Han hvilede hovedet på bagsiden af sin hånd og så med det samme såret ud fra min barske bemærkning.

Jeg var vred på Ron for at bringe emnet om Draco op netop nu, hvor jeg mindst havde brug for det. Han nikkede og slog blikket ned på sin gaffel, som han havde tabt.

"Du burde ikke være her" sagde Harry pludselig, og selv om jeg gloede på ham, så han ikke på mig.

"Og hvor burde jeg så være, om jeg må spørge?" Jeg forsøgte at holde min vrede til et minimum, men alligevel kom det ud som en snerren.

Stadig uden at værdige mig så meget som et blik, sagde han: "På pigernes sovesal. Du burde hvile dig, specielt efter hvad du har været udsat for de sidste par dage."

Det isnede ned ad ryggen, og jeg mærkede hvordan alt blodet forsvandt fra hovedet. Harry vidste mere end han burde.

"Harry har ret" sagde Ron stille. "Selv om jeg virkelig er glad for du er her, burde du hvile dig så meget som du kan."

Jeg vidste de havde ret, men jeg var bange for at være alene, låst inde med mine tanker. Så var jeg tvunget til at konfrontere dem, hvilket jeg ikke var klar til.

Det var nemmere at lade som om alt var ved det normale, at intet var sket.

"Jeg har ikke brug for at hvile mig. Jeg ved ikke, hvad I snakker om" sagde jeg og var tæt på at rejse mig og storme ud af Storsalen, men blev så mindet om, at det var netop det, de ville have.

"Du har været udsat for en masse på det sidste" svarede Harry. "Han har udsat dig for en masse."

Sølvbestikket klirrede mod tallerkenen. Det tog mig et øjeblik at opdage, at jeg havde tabt det. Smerten i mit bryst blev værre og værre, og en klump satte sig i min hals.

"Harry..." begyndte jeg advarende, og min stemme truede drastisk med at svigte mig.

"Sjov tanke egentlig" fortsatte han. "Han følger dig til Hogsmeade og holder både sig selv og dig fra Hogwarts, hvilket tydeligvis har ført til problemer. Alligevel bliver han væk fra middag, selv om det ville have været den perfekte mulighed for ham at prale om, hvordan han stak dig i ryggen til resten af Slytherin."

"Sådan er han bare" knurrede Ron og knyttede næverne så hårdt, at knoerne blev kridhvide.

"Han er slet ikke sådan. Hvis bare I kendte ham..."

"Vi kender ham godt, Hermione!" brølede Harry, og et par nysgerrige andetårselever så i vores retning. "Han har altid været en kraftidiot fra Slytherin, som har kaldt dig en mudderblod i snart fire år! Han har aldrig ændret sig, og det vil han heller aldrig komme til!" Raseriet boblede og sydede i mig. Det var næsten lige før, jeg ønskede at se Draco forvandle Harry til en fjerpen, som han engang for længe siden havde gjort.

"Han ændrede sig for mig!" Jeg vidste ikke hvorfor jeg forsvarede ham. Det burde jeg ikke, det burde jeg virkelig ikke.

Der var så mange ting, jeg ikke burde gøre, men som jeg gjorde alligevel. Jeg burde ikke have lært Draco at kende. Jeg burde ikke have troet på, at han kunne lide mig, når jeg kun var en del af hans egoistiske plan. Jeg burde ikke have taget ham med til Hogsmeade og slet ikke til Herregården.

Jeg burde ikke være forelsket i ham.

"Hvor meget skal der til, før du indser, at han aldrig følte noget for dig? Han narrede dig, og han ændrede sig aldrig for dig!"

Jeg stirrede på Harry og følte det, som om han havde stukket mig en hård lussing. Jeg lukkede øjnene hårdt i et forsøg på at forhindre tårerne i at vælte ud. Intet, Harry havde havde sagt før i tiden om Draco og mig, havde været så sårende.

"Okay" sagde jeg bare og rejste mig. Jeg så på Ron, der ikke kunne beslutte sig for, hvad han skulle stille op. Han lignede ét stort spørgsmåltegn, hvilket gav mig opfattelsen af, at Harry endnu ikke havde afsløret noget om Dracos og mit... tidligere forhold.

Tanken gjorde smerten i mit bryst ulidelig, og jeg skyndte mig ud af salen.

Jeg bed mig stadig i læben og blinkede hurtigt og gentagende. Harry havde aldrig sagt noget mere sårende. Jeg ville inderligt ønske, at jeg havde en veninde. En veninde jeg kunne snakke med om alt det her. Så heldig havde jeg aldrig været.

Jeg smed et flygtigt blik på Slytherins kollegiebord, hvor Draco plejede at sidde. Pladsen var tom, men ingen af hans såkaldte "venner" så ud til at bemærke det.

Det så ud til, at vi havde én ting til fælles. Vi var sammen om at være ensomme.

Jeg forsvandt ud i haveregionen. Jeg havde slet ikke lyst til at være alene med mine tanker, men det så ud til, at jeg ikke havde noget valg. Jeg lænede mig mod et tykt træ og gled ned på jorden. Det slog mig, at det var det samme træ, som Ron, Harry og jeg plejede at øve pensum ved.

Smerten i mit bryst blev værre og værre, jo længere jeg forbød tårerne adgang. Det var ikke kun smerte. Det var et hul. Et hul midt i bryst, følelse af at der manglede noget. Det gjorde ondt. Det gjorde for ondt, og jeg ville bare have det til at stoppe, men det blev kun værre, jo mere jeg tænkte på ham.

Hvorfor skulle han også ødelægge det? Det gik okay, mere end okay, men det føltes, som om vi kun lige var startet. Romancen, eller hvad det var, var sluttet, før den overhovedet var begyndt.

Jeg husker den ulidelige smerte af Bellatrix' utilgivelige forbandelse, der piskede nedover mig. Lyden af mine hjerteskærende skrig, der flænsede luften midtover.

Hvordan var det for ham at høre? Hvordan var det for ham at se mig i ubærlig smerte? Hvordan var det for ham at efterlade mig, svigte mig fuldkommen?

Den virkelige tortur var at se ham forlade rummet, selv om han vidste, hvor meget jeg havde brug for ham.

Det var derfor, jeg ikke skulle være sammen med ham. Fordi han var for stor en tøs til at kunne forsvare mig, når det virkelig gjaldt. Fordi han ikke kunne være der for mig, på den måde jeg havde brug, at han var.

"Hermiånde?" lød en stemme, jeg ikke havde hørt i noget tid efterhånden. Jeg løftede blikket og så Victor Krum stå foran mig med en hånd rakt ud. Jeg tog den og trak mig selv om at stå. Et lille smil spillede på hans læber og hans mørke øjne var fulde af liv.

"Åh, hej Victor."

"Hvad laver du hærude så sent?" Hans accent var lige så kraftig, som jeg huskede den.

Jeg trak på skuldrene og var taknemmelig for, at jeg havde kæmpet mod tårerne.

"Jeg kunne spørge dig om det samme" svarede jeg og smilte halvhjertet. Han så lettere bekymret ud.

"Vel du gå en tur?"

Det hele var for meget med Draco lige nu, og nu også Krum. Jeg var i tvivl om jeg skulle afslå, eller om jeg havde lyst nok til at takke ja.

Jeg besluttede mig for mulighed nummer 2.

-   -   -   -   -   -   -   -   -   -   -   -   -   -   -   -

 

Hvad tror I der sker? :3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...