Accio Soulmate

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2015
  • Status: Igang
skal lige siges, at jeg skrev den da jeg var 12
undskyld på forhånd

86Likes
117Kommentarer
29140Visninger
AA

9. Flyvende kærlighed

"Jeg har noget til dig" hastede det ud af hans mund, før jeg nåede at få et eneste ord indført.

Han fremdrog en lille æske fra sin lomme.

"Du behøver ikke åbne den nu" mumlede han og gyngede uroligt frem og tilbage, som skulle han til at kaste op. Jeg åbnede den alligevel og måbede, da jeg så indholdet.

Ørenringe i form af små sølvblomster med nuancerne lilla og blå. (Det er de øreringe, hun har på til juleballet i filmen)

Jeg var mundlam. 

En ting var at opsøge mig i spisesalen og i korridorerne, men at forære mig smykker?

"Er det en joke, Malfoy?" Jeg fortrød med det samme, hvad jeg havde sagt.

"Kan du lide dem?" spurgte han nervøst og forsøgte at holde mit blik fast.

Uden jeg vidste af det, brød jeg ud i latter. Det var slet ikke meningen, men hele situationen var simpelt hen for komisk.

"Jeg elsker din latter" komplimenterede han, hvilket udviklede min latter til et hysterisk anfald af mavekramper. Nu forsøgte han altså at charmere sig ind på mig? Det kunne ikke være andet end en joke, det her. Men han lod ikke til at blive utilpas af den måde, jeg hånede ham på.

"Undskyld" hikkede jeg og gryntede i min latter, så han selv måtte bide sig i læben for ikke at grine ad mig, men jeg var ligeglad. Hvis nogen her var til grin, var det da ham, ikke mig.

"Hvad er det, der er så sjovt?" spurgte han og lagde armene over kors.

Jeg efterabede hans gestus.

"Det mener du bare ikke. Draco Malfoy har kaldt mig for mudderblod gennem snart fire år, og nu forærer han mig smykker og inviterer mig ud."

"Angående det." Han rømmede sig og så faktisk pinlig berørt ud. "Det må du undskylde. Jeg har ikke ment at kalde dig det, eller... Jeg er i hvert fald kommet på bedre tanker, siden dengang."

"Siden sidste uge?" indskød jeg.

"Jeg prøver at sige undskyld, Granger!" udbrød han og slog vredt ud med armene.

Typisk. Nu var han tilbage til sit gamle jeg.

"Jeg bliver nødt til at gå tilbage til Crabbe, Goyle, Parkinson og Blaise. De undrer sig sikkert, for jeg sagde til dem, at jeg havde set en Nyserøllike, og hvis jeg selv skal sige det, så er Botanik ikke lige mit favoritfag." Og med de ord skyndte han sig væk.

Jeg stod med sølvørenringene i mine hænder og betragtede dem med forundring. De symboliserede enten mod og forandring i ham eller falskhed og planer jeg ikke anede noget om. Jeg var stadig overbevist om det sidste.

 

                                                                                                *    *    *

 

Dragerne blev en for en bekæmpet, og nu var det den sidste deltagers tur. Harry. En rytmisk jublen brød ud blandt folk... "Potter, Potter, Potter, Potter..." Så viste Harry sig. Han trådte forsigtigt skridt for skridt ud på pladsen og betragtede det gyldne æg kort.

"KOM SÅ, HARRY!" hylede jeg. Så blev dragen sluppet løs, og Harry faldt ned i en stenkløft, som nu mere var en uddybning end en kløft. Men det så ud til at gøre ondt.

DIN TRYLLESTAV, HARRY! DIN TRYLLESTAV!" skreg jeg videre. Ron rullede med øjnene, og jeg sendte ham et dræberblik. Hvis ikke han følte sympati for Harry nu, var han ikke værd at holde på. Harry susede af sted over himmelen på sin kost. Et øjeblik var han ikke til at se, men da han endelig dukkede op igen, kunne han let snuppe ægget. Jeg sukkede lettet op. Ron og jeg sprintede ned på pladsen og tog imod ham.

"Åh, Harry!" udbrød jeg og sprang ind i hans favn. Så trissede Ron flovt derhen, og Harry så afventende på ham. "Man skal være splitterravnde skør for at lægge sit navn i Flammernes Pokal" sagde Ron undskyldende.

"Er den sivet ind?" sagde Harry spydigt "Det tog sin tid."

"Det var ikke kun mig, der troede det" erklærede Ron. "Alle gik og sagde det bag din ryg."

"Super" svarede Harry sarkastisk. "Nu har jeg det meget bedre."

"Jeg advarede dig da om dragerne."

"Hagrid advarede mig om dragerne."

"Nej, nej, det var mig. Jeg bad Hermione sige, at Seamus sagde, at Parvarti fortalte Dean, at Hagrid ledte efter dig. Seamus fortalte mig aldrig noget, så det var faktisk mig. Jeg troede, vi var gode venner igen, når du havde regnet det ud."

"Hvem i al verden kan regne det ud?" sagde Harry. "Det er jo helt umuligt!"

"Ja, ikke?" sagde Ron tøvende. "Jeg var nok lidt forrykt." Harry gengældte hurtigt Rons smil, men det blev meget stramt.

"Drenge, altså..." hviskede jeg og vendte om. Så meget for et lille 'undskyld'. Og selv det blev ikke indført i deres ynkelige samtale! I det mindste var de gode venner igen.

Så susede en papirskugle hen mod mig. Der var blevet kastet en flyvebesværgelse over den, og den var møntet til mig. Jeg tog forsigtigt det krøllede papir i mine hænder og foldede det ud. Der var skrevet en besked ned på det.

 

Hermione

Mød mig på korridoren ud for Flitwicks kontor efter aftensmad.

Sørg for at komme alene.

Draco

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...