Accio Soulmate

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2015
  • Status: Igang
skal lige siges, at jeg skrev den da jeg var 12
undskyld på forhånd

86Likes
117Kommentarer
29131Visninger
AA

3. Fjerpens-Harry

Malfoys ansigt rystede af indestængt had, og Harry havde et underligt, fordrejet smil plantet på sine læber. Det var ikke til at sige, om han var nervøs, bange eller skadefro, men en af delene beherskede han i alle fald.

Nu var Malfoys ansigt ikke længere indsmurt i æg og bacon, men store sæbebobler. Han hostede og hakkede som en gammel mand med tuberkulose, og det var snart ikke længere muligt at se hans ansigt. Man kunne dog nå at skimte, hvordan hans rystende hånd listigt blev ført ned i hans kappelomme, og en ti-tommers tryllestav kom op.

"Harry!" skreg jeg panisk, men Draco Malfoy havde allerede svunget staven i luften, og ordene formede sig tydeligt på hans læber.

"Scibblifors!" brølede han, og inden jeg på nogen måde nåede at reagere, var Harry væk. Jeg vidste godt, hvad der var sket med ham, han var ikke helt væk, han lå bare på bænken, urokkelig. Det var nok et af de mest ydmygende øjeblikke i Harrys liv. Jeg huskede tydeligt, hvordan vi havde brugt den besværgelse i Forvandling til at forvandle gafler til fjerpenne.

En sær raspende lyd kom fra Malfoys mund. Han lo, og det lød temmelig komisk, da hans ansigt var fyldt med sæbe. Et par store sæbebobler fløj til vejrs sammen med hans hånlige, raspende latter, men jeg kunne kun lige skimte det, da jeg stadig havde mine fingre godt dækket over mit ansigt.

Harry var en FJERPEN! Jeg fjernede mine hænder og så, hvordan en spinkel, lille fjer lå, hvor Harry før havde siddet og spist sin morgenmad.

Så gik vreden ud over Malfoy. Det fik minder frem om den gang, hvor jeg havde givet ham en på tuden sidste år med alt den kraft, jeg kunne mønstre. Det ville sikkert føles lige så godt denne gang.

"DIN STORE, FEDE, IDIOTISKE, BARBARISKE, SELVOPTAGEDE, ONDE, FORBANDEDE NISSE!" råbte jeg, og for hvert ord trådte jeg et skridt tættere på ham, så han måtte bakke tilbage. Skureogrense-forbandelsen var ved at stilne af, så næsten alle boblerne var forsvundet. Hans underlæbe dirrede, og hans øjne var lige så store som mønter.

"GODT AT DIT FJÆS NU ER BLEVET RENSET FOR BOBLER, FOR SÅ KAN DU NEMLIG SE, NÅR JEG SLÅR DIG!" skreg jeg og stak ham en knytnæve lige på tuden. Og så sprintede han ellers væk over til sit eget kollegiebord, hvor Crabbe og Goyle tog imod ham med forskrækkede miner.

Jeg så mig rundt i salen, alle var stille, og alle stirrede på enten Malfoy, Harry eller mig. Beauxbatons piger gispede, og Durmstrang-eleverne sendte hinanden blikke. Studst og målrettet macherede jeg over til pladsen overfor fjerpens-Harry, og jeg kunne tydeligt mærke Rons blik, som var blevet fastmøntet på mig. Jeg trak på smilebåndet, kunne ikke lade være.

Der var noget med Ron, og det var rart at se så anerkendende et blik fra ham. Ærgeligt at Harry ikke kunne se dette.

Men det var også pinligt at se i øjnene, at jeg faktisk havde gjort dette. Det ville blive husket lang tid efter, ingen tvivl om det, men jeg havde rent faktisk stukket Malfoy en på tuden foran tre troldmandsskoler.

Og så var det mig, der havde gjort det. Ikke Ron, Harry eller en anden, men mig. Hermione, den kloge pige, der skulle have været på Ravenclaw.

"Så er det godt!" udbrød professor Mcgonagall og rejste sig brat. "Draco Malfoy, Harry Potter og Hermione Granger på mit kontor, NU!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...