Accio Soulmate

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2015
  • Status: Igang
skal lige siges, at jeg skrev den da jeg var 12
undskyld på forhånd

86Likes
117Kommentarer
29237Visninger
AA

13. Farlige beskeder

Vi gik stille rundt i haveregionen. Det var mørkt, selv om lamperne i Hogwarts vinduer oplyste stien, vi gik på. Pludselig faldt en dråbe på min skulder. Jeg kiggede op på den stjerneklare himmel.

"Der er noget, jeg altså må fortælle dig..." begyndte Malfoy.

Jeg snøftede svagt. "Hvorfor vil du overhovedet tale til mig? Jeg er jo bare beskidt blod..."

Malfoy vendte sig brat om. "Nej, du er ej. Jeg mente ikke det, jeg sagde." Jeg så forbløffet på ham. Det lignede ham ikke at give op så hurtigt. Mine øjne blev blanke.

"Er du okay?" spurgte han lavt. Jeg svarede ikke.

"Hør her" fortsatte han. "Det kan måske virke svært nu, men det vil ordne sig. Det lover jeg. Det er Dødsgardisterne. De..." Ordene kom ikke længere. Men det gav alligevel et sæt i mig.

"Dødsgardisterne? Hvad mener du?"

Han tøvede i lang tid. "Jeg kan ikke sige det..."

"Prøv" fastholdt jeg.

"De er efter... dig."

Jeg var nær besvimet af forbavselse. Hvad havde han lige sagt?

"Hvad!" råbte jeg. "Hvorfor? Hvad har jeg gjort?" Jeg satte mig ned for at genvinde kræfterne, der med ét var forsvundet. Jeg kunne ikke klare mere.

"Ikke noget..." svarede Draco og satte sig ned ved siden af mig. Han så ud til at være tavs. Men en sidste vredens stump fik mig til at styrte op.

"Dødsgardisterne er efter mig, menneske!" halvråbte jeg, og folk begyndte at kigge. "Hvorfor lyver du for mig? Du må da vide, hvorfor det er sådan her!"

Han så ned. "Jeg kan ikke fortælle dig det..." Hele verden begyndte at dreje rundt. Jeg var så vred på ham lige nu. Hvad var det, som han ikke kunne fortælle?

Jeg begyndte at løbe. Jeg måtte bare væk. Regnen slog nu ned på græsset, og det havde allerede gennemblødt mit hår godt og grundigt.

Så mærkede jeg en trække mig tilbage ved hoften, og da jeg vendte mig om, mødte jeg to bløde læber. Det var det eneste, jeg opfattede. Et gys vældede igennem mig. Var dette virkeligt?

Da det var forbi, kunne jeg ikke længere være vred på ham. Jeg kiggede drømmende op i de funklende blå øjne. Han var jo den dejligste dreng i hele verden. Jeg smilte stort, og han gengældte det.

"Du har ørenringene på" sagde han pludselig. Det var rigtigt nok. Jeg havde åbenbart taget dem på uden helt at tænke over det. Jeg nikkede og lagde mit hoved indtil hans skulder. Det var det eneste rigtige lige nu. "Vil du gå lidt rundt?" spurgte han og smilte. Jeg nikkede.

 

De næste dage fløj jeg rundt i gangene. På en lyserød sky. Ron havde lavet sjov og sagt til Madam Pomfrey, at der var noget helt galt med mig. Harry havde bare skævet til os, og så var han forsvundet i den blå luft. Han vidste nok nogenlunde, hvad det egentlig var, der var galt med mig.

Jeg var på vej ned til den sædvanlige eftersidning i Snapes krypt. Et smil var plantet på mine læber. Jeg skulle se Draco igen.

Harry og Draco havde sat sig på den samme måde, som de altid sad på. Jeg tænkte på, om jeg mon skulle sætte mig hos Draco, men satte mig så hos Harry for ikke at skabe problemer. Harry ville jo få et mindre flip ellers. Jeg smilte undskyldende til Draco, og han gengældte det hurtigt, før Snape kom ind.

"I dag fortsætter I med at rengøre de tomme eliksirflasker" sagde han studs og satte sig så ved katederet. Da vi sad med hver vores flaske i hånden, mærkede jeg pludselig noget ramme min pande. En sammenkrøllet seddel. Jeg tog den op i hånden og foldede den diskret ud under bordet.

Hermione. Vil du med ud i Hogwarts' have efter eftersidningen?

Jeg kastede et hurtigt varmt blik på Draco, som smilede, og så begyndte jeg at skrive.

Desværre. Jeg har aftalt at hjælpe Ron med en Magiens Historie-stil. Ville ønske at jeg kunne.

Jeg krøllede papiret sammen igen og kastede det gennem rummet, så det landede på Dracos bord. Hans blik blev trist, da han læste min besked.

Kan du ikke finde på noget for at slippe?, skrev han tilbage.

Jeg tænkte mig lidt om og svarede så:

Jeg kan vel godt finde på noget.... for din skyld.

Da jeg kastede papirsbolden tilbage til Dracos bord, brød Snapes stemme pludselig ud i lokalet. "Hmm... og hvad har vi så her?" Jeg stivnede, da han tog papiret op i sine hænder.

Så begyndte han at læse det op: "Hermione. Vil du med ud i Hogwarts' have efter eftersidningen... Jamen dog, Malfoy, er det din skrift?" Jeg skævede hurtigt til Harry, som stirrede stift på Draco.

Snape fortsatte: "Desværre. Jeg har aftalt at hjælpe Ron med en Magiens Historie-stil. Ville ønske at jeg kunne... Nå, og det må så være skrevet af... Granger eller Potter? Det er vist Granger" sagde han efter at have set mine ildrøde kinder.

Jeg begravede hovedet i mine hænder. Det her skete virkelig, og jeg kunne intet stille op.

"Kan du så ikke finde på noget for at slippe..." fortsatte Snape, og jeg syntes at kunne se skadefryden lyse ud af hans øjne. Idiot! "Jeg kan vel godt finde på noget... for din skyld, skriver Granger så. Jamen dog, der er vist nogle, der er lidt mere end venner her." Den sidste bemærkning fik mig til at hamre en knytnæve i bordet. Harry sad ved siden af mig! ARGH! Bare han ikke ville fortælle Ron det...

"Men" sagde Snape højlydt. "vi er her ikke for at tale om kærlighedsaffærer, dette er nemlig en eftersidning." Så macherede han op til katederet igen.

Efter en halv times ekstra arbejde i pirrelig tavshed, viftede han os alle tre ud af lokalet.

Jeg styrtede ud af klasselokalet, ned ad gangen, op ad trapperne, op til opholdsstuen og op til mit værelse. Der begravede jeg mig i skammen.

Hvad hvis Harry sagde noget til Ron?

Hvordan ville han reagere?

Og hvad i al verden skulle jeg dog i det hele taget stille op?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...