Accio Soulmate

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2015
  • Status: Igang
skal lige siges, at jeg skrev den da jeg var 12
undskyld på forhånd

86Likes
117Kommentarer
28579Visninger
AA

5. Eftersidningen hos Snape

Det havde været en udsædvanlig dag. Først havde jeg klasket æg og bacon op i fjæset på Malfoy, så slået ham i hovedet, så var Harry blevet forvandlet til en fjerpen, vi havde alle tre fået eftersidninger hos Snape, og det kriblede så herligt i mine fingerspidser på grund af et eller andet. Jeg vidste bare ikke hvad.

"Og kan du huske, hvordan han var sprintet væk sammen med Crabbe, Goyle og Blaise? Haha, det så såå sjovt ud!" lo Ron, og det titusinde smil i dag spillede nu på mine læber. "Jeg har aldrig set ham så rædselslagen, det var godt gået, Hermione."

"Jeg synes også, at du tævede ham ret meget de første to år?" indskød jeg boblende af glæde. "Jeg mener, I kom altid op og toppes med hinanden, specielt under Quidditch-kampene."

Jeg burde ikke le, og det burde Ron faktisk heller ikke, for det var vist lidt ligegyldigt, det vi snakkede om, men vi grinte af alting. Jeg havde aldrig haft det sådan sammen med Ron før. Det var trist, at Harry ikke kunne deltage, for det eneste, der kunne gøre dette bedre, ville være, at Ron og Harry blev bedste venner igen. Desværre forblev det kun en tanke.

"Nå, jeg skal til eftersidning hos Snape" sagde jeg bittert. "Vi ses bagefter, forhåbentlig. Hvis ikke Snape trækker tiden ud. Jeg har aldrig været til eftersidning før..." Den tanke havde faktisk aldrig strejfet mig. Men jeg måtte ikke være for bedrevidende i Rons selskab og gå bananas over, at dette var min første eftersidning.

"Åh, han elsker at trække tiden ud med dem, han ikke bryder sig om. Så er du heldig, at du har Malfoy med, for han er vist lidt af Snapes kæledække. Tag det roligt, du klarer dig, det er jeg sikker på. Vi ses." Han rakte en hånd op som farvel, og jeg sendte ham et stort tandpastasmil. Så forsvandt jeg om et hjørne, mens tusinde myrer kriblede rundt i mine fingerspidser.

Det så morsomt ud. Harry havde sat sig længst væk fra katederet på bageste række i højre hjørne, og Malfoy havde sat sig længst fremme i lokalet på forreste række i venstre hjørne. De hadede virkelig hinanden. Jeg satte mig ved siden af Harry, som ikke værdigede mig et blik. Han stirrede bare ned i bordpladen.

"Harry?" Han svarede ikke, og jeg forblev stum.

Snape kom svævende ind som en gigantisk flagermus og fejede gulvet, da han svingede med sin sorte kappe. Han lod ikke til at lade sig mærke af, hvordan vi havde fordelt os rundt i lokalet.

"I dag" sagde han ud gennem tænderne. "skal I arbejde med det, der befinder sig i kassen her." Han pegede på kassen for hans fødder, som var mindst en meter høj. Jeg sank en klump. "Det er havtaskehjerter. Det er kun de helt sorte, der kan bruges. De, der er lilla, skal smides ud. Gå i gang." Så viftede han let med hånden og begyndte at studere en tyk boblende masse i et marmorkar ved at kaste alle mulige, utydelige besværgelser over den.

Malfoy traskede op til kassen, åbnede den og så med væmmelse ned i den. Han tog to træplader, en håndfuld havtaskehjerter og gav sig til at sortere dem ved sin plads. Jeg gjorde det samme og tog også med til Harry, som stadig stirrede ned i bordpladen.

"Harry?" prøvede jeg igen.

"Hm?" Hans stemme lød grødet.

Jeg tøvede og fik forsigtigt hjulpet ordene ud af munden. "Tænker du på Trekampstuneringen?" Harry svarede ikke. Han vendte bare hovedet væk. "Harry, du skal nok klare dig. Jeg er her for dig, jeg hjælper dig, hvis det..."

"Dette er eftersidning, Granger, ikke en snakketime" drævede Snapes stemme. Jeg knyttede min hånd hårdt om et havtaskehjerte for ikke at lade de rasende bandeord løbe af sted med min mund. Indtil det lavede en splattende lyd, og jeg med væmmelse måtte lægge det fra mig.

Efter to timer kunne Malfoy og jeg endelig forlade lokalet. Desværre måtte Harry blive en halv time mere, fordi Snape mente, at han ikke havde arbejdet hårdt nok.

"Skal jeg vente på dig, Harry?" spurgte jeg forsigtigt, men han rystede bare på hovedet og sendte mig et hurtigt smil. Jeg gengældte det og smuttede derefter hastigt ud af rummet.

Det eneste, jeg så, var mine fødder og gulvet. Hvorfor havde Harry været sådan? Var det på grund af konkurrencen? Eller de mange batches hvorpå titlen var 'Ned Med Potter'? Eller noget helt trejde?

Pludselig mærkede jeg en hånd på min skulder. Jeg snurrede om på hælen, men da jeg så, hvem det var, trak jeg omgående min tryllestav op af lommen. "Hvad vil..." Men ordene nåede ikke længere. Malfoys øjne var milde og ikke skadefro som sædvanlig. Hans hænder hvilede roligt på mine skuldre. Hans læber skiltes, og jeg frygtede, hvad han kunne sige.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...