Accio Soulmate

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2015
  • Status: Igang
skal lige siges, at jeg skrev den da jeg var 12
undskyld på forhånd

86Likes
117Kommentarer
29139Visninger
AA

19. Dødsgardisterne

Stedet var ikke til at tage fejl af. Hver en krog var hylstret ind i snavs og støv, mens den stædige dunst af sved hang i luften. Sollyset havde snøvlet sig indover det beskidte gulv og disken, hvor den hæmmede kromand fortsatte med at tørre de besidte krus af. Bordene stod slidte og stort set urørte længere fremme i det snævre lokale.

"Kom" hviskede Draco og tog min hånd. Så trådte vi ind over dørtærsklen og ind i kroen, der omgående fik en ildelugtende luft frem i min næse.

Kroværten så ikke ud til at lægge mærke til noget. Fortsatte bare med at tørre krusene af. Det nyttede alligevel intet, for de blev ved med at være beskidte.

Draco trak os hen til et rundt bord. Det henlå i mørke og var ærlig talt ikke særlig rent, men de andre borde så nu heller ikke bedre ud.

"Hvad er planen så?" Min stemme rystede uhyggeligt meget, fandt jeg ud af og satte fingerspidserne op for mine læber. Ren refleks.

En lille rynke trådte frem over hans næse. Det så faktisk ret sødt ud, og jeg ville nok have påpeget det, hvis ikke jeg var så optaget af alt muligt andet. "Planen?" hviskede han. Hjertet pumpede så hårdt i mit bryst, at det nok snart ville stikke af op til Nordpolen. Og hvad ville folk dog ikke tænke, hvis de pludselig så et rejsende hjerte sidde dér i toget på vej mod Antarktis eller Nordpolen, eller hvad det så end var?!

Okay, sidespring.

"Du har da en plan, har du ikke, Draco?" Min stemme skælvede stadig, mere end før, og han havde helt klart lagt mærke til det, for de ord, der dannedes på hans læber, var usikre og sjuskede.

"Det er egentlig ikke så meget en plan. Hør" tilføjede han, inden jeg gik helt kold. "Vi tager det, som det kommer. Jeg lover dig, de kommer ikke til at torturere dig."

"HVAD?!" Jeg havde nær stukket ham en. Han havde da freaking sagt, at han havde en freaking plan. Havde han ikke? Eller var jeg mon bare blevet godt rablende DØV! "Det er dødsgardisterne, Draco! Ikke børnehavbørn! Vi kan ikke bare tage det, som det kommer, du fortalte mig, at du havde en plan."

Et sørgeligt smil slog hans facade i stykker. "Hermione, du ved godt, jeg ikke aner, hvad børnehavebørn er." Han holdt en lille pause, inden han fortsatte. "Desuden har vi noget, som de ikke aner en tryllestav om."

Jeg løftede et øjenbryn og betragtede ham afventende. "Jaer?!"

"Kærlighed" svarede han bare. I en verden langt væk fra denne, vi var i nu, ville jeg have syntes, det var sødt sagt. Her og nu var det slet ikke svar nok. "De ved ikke, at vi er sammen" tilføjede han, da han så, at jeg ikke helt havde fattet pointen.

"Draco, det kommer jo ikke til at gå...." hviskede jeg grædefærdigt og sank dybt ned på den faldefærdige stol. "Jeg vil blive fanget af Du-Ved-Hvem's tilhængere. Blive tortureret, indtil jeg røber ting om Harry, som de så vil overbringe til Voldemort, og så..." Jeg gik i stå, da jeg fik øje på hans ansigtsudtryk. "Orh, helt ærlig, kan du nu ikke tåle at høre navnet?"

Han slog blikket ned og mindede mig i dét øjeblik om Ron. Åh nej. Nej, ham kunne jeg ikke tænke på nu. Han kunne IKKE minde mig om Ron! Ron, som jo aldrig havde været led mod mig på nogle kanter. Han havde aldrig udnyttet mig.

Jeg har aldrig udnyttet dig på den måde, Malfoy har...

Ron, gå ud af mit hoved!

"Hermione?" Åh gud, Draco havde spurgt mig om noget.

"Hmm..." svarede jeg noget råddent. Han så såret på mig, hvilket fremkaldte et stik i mit hjerte.

"Åh, undskyld, Draco, det var ikke min mening at være sådan. Vi er sammen om det her, ikke?" Et lille smil trak sig ud i hans mundvige, da han svarede: "Jo, det er vi."

I det samme sprang døren op. En mørk skikkelse i sorte gevandter satte sine fødder i det spinkle krohus. Smilet. Det var smilet, der var det værste. Det var sindssygt. Et sindssygt smil. Og det var drysset med ren, ægte galskab.

Bellatrix Lestrange.

(Jeg ved godt, hun ikke er brudt ud af Azcaban i FP, men det er hun altså alligevel nu ;D)

Hun så ond ud.

"D-draco!" raspede jeg, og Bellatrix slog en høj latter op, tømt for al glæde og lykke. Lidt ligesom en heks.

Lige bag hende stod Fenrir Gråryg i sit vildeste outfit. Skjorten og kappen var flænset midtover flere steder, og en kaskade af fedtet, viltret hår var slynget over ryggen.

Gud, hvor mindede han dog faktisk meget om en stylist. Okay, Fenrir Gråryg lignede en stylist. Der måtte seriøst være noget galt med min hjerne i dag.

To kvindelige dødsgardister fulgte efter. Den ene var lavstammet og havde sort, strittende hår. Et pløkskævt tandsæt blev afsløret i et spottende smil. Så trådte den sidste dødsgardist ind. Kvindens kappe blev prydet af et langt, lyst hår. Men hun stod i skygge, så jeg kunne ikke helt få øje på hendes ansigt.

"Far?!" udbrød Draco og sprang op fra sin plads, hvilket gav et ryk i kroværten. Han gav et enormt spjæt fra sig, da han fik øje på dødsgardisterne.

"Hv-hv-hva-d lll-aver I h-he..."

"Avada Kedavra" snerrede Bellatrix, og øjeblikket efter et skærende grønt lysglimt lå kroværten åndeløs på gulvet. En trist død. Død i mug. Gulvet var møgbeskidt.

Draco rev sit blik væk fra dødsgardisterne og stirrede dernæst lamslået ned på liget.

"Åh, I turdelduer" lo Bellatrix Lestrange hånligt. "Du har virkelig vundet hendes hendes tillid, hva?" Hun talte til Draco, det kunne enhver dumrian vide, men hendes blik var stift rettet mod mig. Jeg mærkede, hvordan det isnede ned af ryggen.

"Bella, det var venner, vi aftalte, og kun venner" brummede kvinden med det lyse hår, der nu viste sig at være Dracos far. "Jeg ville gå ud af min gode skind, hvis min søn gik ud med en mudderblod. Aldrig i livet! At han lader som om, han er hende bekendt er allerede rigeligt!"

Bellatrix' smil blev en anelse bredere. "Hmm... Jeg er ked af at være den, som overbringer dig nyheden, Lucius" smiskede hun, men hendes tonefald sagde, at hun ikke var den mindste smule ked af det. Lige modsat, faktisk. "Mødet mundede ud i, at det umuligt kunne være nok kun at splejse dem til venner. Draco her var nødt til at komme helt tæt på hende for at sikre sig hendes tillid."

Lucius Malfoy stirrede. "Hvad vil det sige?!" bragede han, og Draco skyndte sig at gribe ind.

"Far, det er kun skuespil!" fastlagde han. Lucius så dog ikke spor lettet ud.

"Bella, siger du, at min søn har skulle flirte med en sølle mudderblod?!" Han var lige ved at kløjes i sine egne ord, selv Draco slog blikket ned, mens han kinder blev farvet rosa. Bellatrix lo igen, denne gang muntert. Hånligt, men muntert.

"Årh, jeg ved nu ikke ligefrem, om han har flirtet med hende, har du, Draco?"

Dracos voldsomme hovedrysten var lige ved at flå hans hoved af. Jeg var fuldstændig lammet. Men jeg måtte holde tiden hen med snak, da tanken om dolorosoforbandelsen bestemt ikke klang godt i mine ører.

Forsigtet løftede jeg mit blik op på Draco, som stadig stod fastfrosset til stedet. Jeg gav et ynkeligt spjæt fra mig, da Bellatrix' stemme igen gjaldede.

"Ha, hun ser nu noget usikker ud, gør hun ikke? Du har måske sågar flirtet med hende?"

Jeg mødte hurtigt Dracos blik, der ikke sagde andet end undskyld.

"BELLA!" brølede Lucius forfærdet. Røde raseripletter skæmmede hans kridhvide hud. "NU ER DET NOK!"

"Ja, ja, Lucius. Man har vel kun den sjov, man selv laver, ikke? Nå, hvad var det nu, tøsen her hed, Draco?"

"Hermione Granger" svarede han køligt. Bellatrix rykkede nærmere.

"Hmm... Et kønt navn til en køn pige" spandt hun. "Hermione. Og så stammer det endda fra en græsk gud. Kløgt og klogskab betyder det, vidste du det, min pige? Men tiden vil vise, om det passer til dig. Du har vel ikke noget imod, at vi sætter dig på en lille prøve?"

"Hv-hvilken slags prøve er der tale om?" stammede jeg rædselslagen.

"Bare en lille udholdenhedstest."

"Hvad mener du?"

"Åh" hvislede hun op mod min hage. "Det vil jeg elske at vise dig."

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...