Nu er den der igen

vi kender det alle sammen, nogen gange er det som om man bare ikke kan falde til som om der hele tiden er noget der jager en. Dette er et lille "knækprosa digt " jeg skrev da jeg skulle prøve at forklare hvordan jeg nogen gange kunne føle det var.

0Likes
0Kommentarer
251Visninger

1. ..............

Nu er den der igen........

Den sidder derhenne i hjørnet holder øje med mig.

Sidder der med sine store sorte øjne.

Med blikket fast frosset på mig, og kun mig.

Den sidder bare der, nogen gange glemmer jeg helt at den er der.

Men så pludselig vil jeg kunne høre en sagte knurren henne fra hjørnet.

Så er jeg ikke i tvivl.

Med et stirrende blik holder den mig fast.

Jeg kan ikke altid se den, men jeg ved at den er der et sted.

Det er så underligt med den, en dag så var den der bare.

 

Det er værst når den er sur så kan jeg ikke komme nogen steder.

Når jeg forsøger på noget vil den gø til mine øre gør så ondt at jeg må bruge hænderne til at holde det ude.

Når den er i det humør kan jeg godt glemme alle planer.

Den vil ikke tillade at jeg foretager mig noget.

 

Den er en vagthund der vogter.

Vogter ikke for at beskytte mig, men for at forhindre mig i at gøre hvad jeg vil.

Den kan ikke lide når jeg er glad, det minder den om at den ikke selv er.

Det er derfor den må bruge mig.

Den holder mig nede, som under vand hvor manglen på luft er stor.

Jeg kan mærke hænderne der strammer om halsen.

 

Den er god til at dukke op ud af det blå, den holder hele tiden øje med mig.

 

Nogle gange kan jeg gå rundt og undre mig over hvor den bliver af.

Tit så håber jeg på at den er løbet væk, for aldrig at komme tilbage.

At den måske har fundet en ny at vogte over.

Men sådan er det ikke.

 

Den forlader ikke sin ejer, den vil aldrig forlade mig.

Hvis vi skal skilles er det mig der må forlade den.

 

Den ved hvad den gør ved mig, det er det der giver den næring.

Over for andre er den flink en ren skødehund.

Det er ikke dem den bider.

Ikke dem der må ligge søvnløs nat efter nat på grund af den konstante gøen.

Ikke dem hvis krop bliver skambidt af dens syle spidse tænder.

Den vil have mad og det skal være nu.

Den tager hvad den vil have og levner intet

 

Jeg er træt af at give den hele tiden.

Jeg er træt af at den tager hele tiden.

Bare den dog ville lade mig være.

Folk kan ikke forstå det, fordi de ikke har mødt den.

De kan ikke se den så de forstår det bare ikke.

Når jeg siger at den er der, og at den sidder derovre i hjørnet og stirrer på mig forstår de det ikke.

 

Jeg tænker tit over om andre også har hunde med.

Om deres også sidder i hjørnet og holder øje med dem.

Det tror jeg de har.

Alle har en hund et eller andet sted.

Nogle har bare opdraget den bedre end andre.

Nogle kan ignorere deres hundes tiggende sult og sætte dem på plads.

Min er ikke opdraget endnu, men det bliver den, det skal den.

Det kræver bare tid og mod, troen på at du kan.

Når den er sat på plads vil det være mig der bestemmer, mig der styrrer og mig der giver hvad der skal gives.

Så vil det alt sammen bive bedre.

En hund skal adlyde sin ejer.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...