That Canadian Boy {HenHae}

Lee Donghae, en 20-årig kultur studerende på et universitet i Seoul i Sydkorea, skal med sit universitet, på kultur rejse til Canada. Der støder han på den yngre skoleelev Henry Lau, som kun er 16 år. Trods deres aldersforskel, sprogbesværligheder og at de begge er af samme køn, forelsker de to drenge sig. Men, hvad sker der når Donghae skal hjem til Korea igen?

20Likes
50Kommentarer
3238Visninger
AA

7. Kapitel 5

Donghae P.O.V:

"Mit navn..." Jeg tøvede svagt. Hvor meget var det klogt at fortælle den dreng? Jeg besluttede mig for at det kunne være ligemeget, og forsatte. "Mit navn er Donghae".

Jeg ser lidt på ham, og smiler svagt. Han er virkelig køn! Og det var ikke bare noget jeg forstillede mig, i min fascination.

Ubevidst rækker jeg hånden frem, og lader den blidt køre over hans bløde kind. Til min store fornøjelse kan jeg mærke hans kind blive varmere, under min berøring. Det gør kun mit smil større, før jeg langsomt trækker min hånd til mig.

"Jeg tænkte, Henry.. Nu hvor jeg ikke har været her før, kunne du så ikke vise mig noget af byen?" Spørger jeg ham så selvsikkert som jeg kan, i hans nærvær. Ligeglad med at jeg rent faktisk havde set byen tidligere, sammen med min klasse.

Da han nikker og smiler, på den sødeste måde, kan jeg ikke nå at stoppe mig selv, før jeg blidt tager fat i hans hånd, og trækker ham ud af baglokalet, og gennem salen, ud mod parkeringspladsen. Da vi når udenfor i den kølige luft, får jeg dog hurtigt tvunget mig selv til at give slip på hans hånd.

Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet igen, da jeg ser at Henry rødmer igen.

"Henry-ah, du fører an". Han nikker bare og ser sig tænkende omkring, før han går til venstre, og gør tegn til at jeg skal følge med. Det gør jeg selvfølgelig, og forsætter med at gå ved hans side, da vi drejer. 

"Du er kommet på et godt tidspunkt" starter han, "Der er karneval i byen". Han smiler stort og han ser ikke ud til at komme frem hurtigt nok.  Han kan godt mærke at jeg har lagt mærke til, at han virker ivrig for at komme derhen. Han rødmer svagt og forklarer, "Det er længe siden jeg sidst har været der, da mine forældre ikke rigtig har tid mere".

Jeg nikker bare, og nyder lyset der spreder sig over Henrys ansigt da vi endelig når karnevallet. Vi stiller os hurtigt over i køen, for at købe billeter, og da det bliver vores tur, starter jeg med at købe en billet. Og da manden spørger efter min alder, svarer jeg bare tydeligt, "Jeg er 20".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...