That Canadian Boy {HenHae}

Lee Donghae, en 20-årig kultur studerende på et universitet i Seoul i Sydkorea, skal med sit universitet, på kultur rejse til Canada. Der støder han på den yngre skoleelev Henry Lau, som kun er 16 år. Trods deres aldersforskel, sprogbesværligheder og at de begge er af samme køn, forelsker de to drenge sig. Men, hvad sker der når Donghae skal hjem til Korea igen?

20Likes
50Kommentarer
3251Visninger
AA

4. Kapitel 2

Henry P.O.V:

 

Jeg stod og ømmede mig, jeg kiggede ikke en gang på personen som havde banket døren ind i hovedet på mig. Jeg åbnede til sidst øjnene, og kiggede ind i de smukkeste brune øjne. Det var lang tid siden jeg havde set nogen med så mange træk fra Korea. Jeg var ikke selv koreaner, men jeg kunne snakke det. Jeg var halvt kineser, halvt vietnameser. Og jeg var født her i Canada, lidt irriterende, for alle jeg kendte var ikke nogen som havde kinesisk eller vietnamesisk blod i årerne.

Og nu banker en koreansk dreng en dør i hovedet på mig. Han rakte mig noget, og jeg tog imod det. Det var min violinkasse! Der var heldigvis ikke sket noget med den, konstaterede jeg efter at have kigget den grundigt efter. Siden han var her, og jeg ikke havde set ham før. Måtte han vel komme fra Korea, så var det ikkke sikkert at han kunne særlig godt engelsk.

"Gomawo!" Sagde jeg, og han kiggede overrasket på mig. Havde han ikke regnet med at jeg kunne snakke koreansk? Måske kunne han ikke helt se mine træk, men det var vel også lige meget.

"Jeg er ked af at jeg bankede døren i hovedet på dig. Mianhae!" Sagde han hurtigt, da han havde fået fatningen tilbage. Jeg nikkede til ham, for at vise at jeg havde godkendt undskyldningen. Han smilede forsigtigt til mig, og kiggede så interreseret på min violin.

"Kan du spille på violin?" Spurgte han, og jeg begyndte at grine. Han kiggede uforstående på mig, hvorfor spurgte alle om det når de kunne se at jeg havde en violin i min hånd? Jeg var faktisk rigtig god til at spille på violin, det var lidt svært at lære. Men når du kunne det, så kunne du det.

Jeg nikkede til sidst, efter at jeg havde fået vejret igen. Han kiggede fasineret på mig, og kiggede så på violinen. Jeg kiggede lidt op på himlen, og så at det var ved at blive mørkt. Jeg tog mig hurtigt til hovedet, jeg havde virkelig øvet længe! Min Umma måtte være ved at flippe, jeg plejer ikke at træne så sent. Men jeg skulle jo noget i morgen, så det var derfor jeg blev der lidt længere. Og nu ville jeg så komme for sent hjem.

"Mianhae, men jeg skal altså gå nu!" Sagde jeg, og begyndte at gå forbi ham.

"Vent lidt! Hvad er dit navn?" Råbte han efter mig. "Mit navn er Henry!" Råbte jeg tilbage, og løb hen mod mit hus. Min Umma ville flå mig levende!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...