Camilla Law

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2012
  • Opdateret: 22 mar. 2012
  • Status: Færdig
Camilla Law, er en 5-årig pige, som elsker sin dukke, men kommer væk fra den, da havet tager hende. - Og du ved hvad man siger; hvad først havet har taget, kommer ikke igen!

0Likes
0Kommentarer
832Visninger
AA

1. Havet, en fjende!?

 ”Hjælp!” råbte Camilla. ”Hjælp vandet tager mig!” hun sprællede. ’Hjælp!’ klynkede hun for sig selv. Til sidst kunne hun ikke holde trit. Til sidst tog vandet hende. ’Red mig.’ Politifolk og nogle lokale strømmede ned til havet, og der blev sat ’forbudt område’ bånd op over det hele. ”Hvad er der sket?” råbte en lokal beboer. ”Havet har taget en pige. Vi vil prøve at få hende tilbage,” blev der svaret fra en politimand. ”Er i vanvittige? Når havet har taget en, så er man færdig!” råbte en, flere råbte enigt med. ”Vi vil alligevel prøve. Træd nu væk. I forstyrrer,” hvæsede politimanden fra før. Mumlende gik de væk.  

 ”Nogen der har fundet noget?” blev der spurgt. ”Derovre,” der var en, der pegede mod nord, og en af politidamerne med mørkt, langt hår gik derover. ”En dukke?” spurgte hun og tog den op. ”Liah, det er det eneste, vi har. Vi vil skyde på at det er hendes,” han pegede mod havet. ”Tak, Cas,” svarede Liah, som gik mod havet. ”Ikke for tæt på. Det kan pludselig gå løs!” råbte Cas efter hende. Hun holdt bare en tommel i vejret. ”Jeg ved hvad jeg gør!” mumlede hun for sig selv. Hun så derefter ud mod havet, som stadig ulmede og lignede, at det smilte. ”Hvad mon der er sket for det? Det har ikke taget nogen i flere år. Og så tager det pludselig en. Uden varsel. Stakkels pigebarn,” sukkede hun. Liah kiggede ned på legetøjet, som var ret slidt, ud over at den kunne have ligget på den sten hele natten. ”Jeg må snakke med moderen!” råbte Liah til de andre, mens hun kom i løb.  

 Opløst i tårer, sad moderen overfor mig. ”Hvor lang tid har hun været væk?” spurgte Liah medfølende. ”Camilla,” svarede hun. ”Hun hedder Camilla!” råbte hun, da Liah ikke så ud til at forstå. Hun smilede svagt ved navnet. ”Camilla, okay. Hvor lang til har Camilla været væk?” spurgte hun igen. ”Jeg har ikke set hende siden i går eftermiddags. Jeg meldte hende savnet, da der var gået et par timer. Camilla sagde, at hun bare lige ville gå ud og vaske sin dukke, men jeg så hende ikke igen!” græd moderen. Moderen så ned og tav. ”Tak, fru Law,” smilede Liah. ”Kald mig bare Amy.” svarede Amy meget lavt. ”Tak for din tid, Amy” gentog hun. ”Nå, hvad fik du?” spurgte Cas. Liah stirrede olmt på ham. ”Mor Amy havde ikke set Camilla siden i går eftermiddags, da hun ville bade sin dukke,” sagde hun bare. ”Nå, hvilken overraskelse,” Cas sad på et håndklæde, der lå på en sten. ”Cas, er det dit håndklæde?” spurgte Liah. ”Håndklæde?” han så ned. ”Nej! Det må have ligget der hele tiden. Stor brøler fra min side, undskyld!” han skyndte sig at få det væk og over til nørderne, der kunne undersøge det.  

 Det var begyndt at blive mørkt, og stranden begyndte at se uhyggelig ud. Stenene dannede mønstre, og skyerne susede over himlen. Liah lagde også specielt mærke til det med stenene. ”Jeg har brug for en nørd!” råbte hun. En af de såkaldte nørder kom løbende og blev ved med at skubbe sine briller på plads. Hans korte, brune hår var en stor fuglerede, fordi han havde rodet så meget i det. ”Ja?” spurgte han med en spinkel og ret irriterende stemme.”Nørd i store træk!” tænkte Liah. Trods det smilede hun til ham. ”Se på stenene,” var det eneste, hun sagde. ”Stenene. Stenene. Hvad er der med stenene?” halvt mumlede, halvt spurgte han. ”Kan du ikke se mønstrene? Jeg kan, men jeg kan ikke tyde dem. Det er derfor, vi har nørder som dig!” småskældte hun ad ham. ”Mønster? Mønster? Er der et mønster? Nå! Der. Jo, ja jeg kan godt se det nu..” mumlede den forvirrede mand. Han studerede nøje mønsteret, som snørklede i cirkler og trekanter og rektangler. ”Det er ligesom korncirkler! Bare i sten,” mumlede han for sig selv.  ”Det må betyde noget. Hvis vi kan få det her oversat, så kan vi måske skræmme monsteret i havet væk!” udbrød Liah. Nørden nikkede bare ved hindes side. ”Bare tyd dem. Det er det vi har brug for,” svarede hun på det uudtalte spørgsmål. ”Men, det mønster giver sig selv. Det har ikke brug for at blive tydet. Det står allerede skrevet. Det..” han blev afbrudt. Havet brusede voldsomt. ”Det angriber! Kom væk!” råbte nørden, allerede på vej. ”Nej vent! Jeg har brug for at vide hvad der står!” Liah prøvede at overdøve lyden af havet, mens hun løb ved siden af nørden. ”Der står Offer!” råbte den meget bange, og forskrækkede bogorm. Derefter løb han og Liah op i sikkerhed. Liahs tanker fløj. Offer? Mener de, at Camilla er et offer? Eller at vi skal ofre? ”Jeg har det!” råbte Liah og løb ned mod havet. ”Liah, vent!” råbte flere efter hende. Men mørket var brudt ud, og de kunne ikke finde hende.  Liah hoppede i havet, og havet opslugte hende hurtigt.  

 Nede i havet kunne man ikke se noget, og Liah panikkede. Men et sted i nærheden lød et barns gråd. Liah fulgte lyden. Lyden kom fra en lille pige ved navn Camilla, som var mørkeræd og havde mistet sin dukke. Liah tog hendes hånd, fast besluttet på at få Camilla op, selvom man hverken kunne finde op eller ned. Men idet de tog fat om hinandens hænder, lyste det hele op. Blot i et kort sekund. Men det var mere end rigeligt. Havet hadede lys, og den spyttede alle folk op. Folk, der havde været fanget der i lang tid. Men også folk, der lige var kommet dertil. Der blev kaotisk på stranden, da folk kom til bevidsthed. Folk mumlede, folk græd, og folk råbte. Alle politifolkene kom strømmende til, og fattede ikke noget. ”Liah!” råbte Cas. ”Her!” skreg hun tilbage. ”Jeg har Camilla!” hun holdt stadig fast i Camillas rystende hånd.  

 ”Hjælp!” råbte Camilla. ”Hjælp vandet tager mig!” Hun sprællede. ’Hjælp!’ klynkede hun for sig selv. Til sidst kunne hun ikke holde trit. Til sidst tog vandet hende. ’Red mig.’ Reddet, ja det blev hun vidst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...