Et liv i Helvede, er som et liv på Jorden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2012
  • Opdateret: 22 mar. 2012
  • Status: Igang
En lidt anderledens historie, hvor det onde vinder :)

1Likes
0Kommentarer
1216Visninger
AA

1. En anderledens historie

 På den mørke blå himmel hang den hvide måne og lyste så smukt. Det så bare højest besynderligt ud at der ikke var nogen stjerner. Nedenunder var der en by. Byen hed Stenérmen. Byen var en flot lille by. Der var ikke ret mange huse men dog alligevel. Alle husene havde stue- og 1. etage. Alle var også lavet af røde mursten. Husene var meget gamle. De var nok cirka fra år 2978. Så de er jo cirka 243 år gamle. Men der var nu alligevel ét bestemt hus der var ekstra specielt. Huset var der nemlig lys i. Der var stærke regler nu om dage om at når månen er fremme så skal alle lys være slukket. Der gik altid vagter rundt og kiggede. Men dette hus var så heldig at det vendte ud mod søen. Den sø som alle var så bange for. Så her gik ingen vagter. Her gik faktisk aldrig nogen. Udover mig.  

 Jeg er den alle syntes var en mærkelig type. Folk holdte sig langt væk fra mig. Bare fordi jeg gik nede på stranden. Jeg havde sort langt hår. Det gik langt ned af ryggen. Min hud var hvid. Mine øjne er røde. Jeg gik for det meste med en hvid skjorte med en ternet blå nederdel. Nederdelen gik ned til lårene. Mine sko var sorte og altid fine og skinnene. Sokkerne var knæ sokker og var blå ligesom nederdelen. For oven var de ternet ligesom nederdelen. Jeg mente selv jeg var slank. Da jeg gik på stranden og så lyset var tændt røg der to tanker gennem mit hoved. Første var: ”Skal jeg hente vagterne?” men besluttede at lade være og tage anden tanke: Jeg går op og undersøger det her!  

 Jeg tog mod til mig og begyndte at klatre op ad den kolde sten væg. Først da fandt jeg ud af at jeg rent faktisk frøs i min tynde skjorte. Jeg kiggede ind af vinduet. Der sad en pige. Hun havde orange hår. Det sad løst men hun havde lige sat toppen sammen med en lang sort spænde. Hun havde gylden hus og blå øjne. Hun havde en blå kjole på og en hvid bolero på.  Hun måtte være cirka 12-13 år. Jo. Hun måtte være fra år 3209. Pff.. Wow det var ikke meget? Ikke i forhold til at jeg er 309 år. Hmm.. Ja nu undrer du dig nok. Så jeg har jo rent faktisk afsløret min hemmelighed. Desværre. Hvis du ikke allerede har regnet det ud så er det fordi jeg er vampyr.  

 Vinduet stod åbent. Jeg kravlede lydløst og usynligt ind. Jeg listede mig over bag pigen. Jeg hviskede: ”hej du..” Jeg så pigen stivnede. Hun skulle til at skrige men jeg satte en hånd for hendes mund og tyssede. ”Ti stille!” hvæsede jeg. Hun nikkede modstræbende. Min mund nærmede sig hendes hals. Lige ind til hun afslørede sig selv i at melde mig. Jeg flåede mobilen ud af hendes hånd og grinede. Jeg låste døren så hendes familie ikke kunne komme ind. Jeg rystede på hovedet og grinte videre. Pigen var skræmt. Hun begyndte at skrige.  

 Jeg skyndte mig at slå hende bevidstløs og hoppe ud af vinduet. Jeg smed hende ned i de krumme nøgne buske der var fulde af sne. Jeg skyndte mig at slette alle spor efter mig og hoppe ned til hende. Jeg smilte lumsk. Pigen rørte på sig igen. Jeg greb fat i hende igen og hoppede ind i skoven.  

  Inde i skoven var træerne stadig nøgne. Men det var blevet morgen. Solen var sløvt på vej op ad himmelen. Jeg sad og ventede på at pigen vågnede. Mens jeg ventede sad jeg og øvede hvad jeg skulle sige når hun vågnede. Jeg havde et par idéer men de var alle sammen dårlige. ”Hej! Jeg hedder Shampoo og..” Det var der jeg sad fast. Jeg gjorde noget mad klar. Jeg havde nemlig fanget et rådyr. Jeg havde selvfølig suget alt blodet. Men hun var jo ikke vampyr så kødet skulle hun have. Heldigt jeg ikke havde smidt min dolk i dammen den anden dag. Jeg tog den op af min støvle og begyndte at gøre den klar.  

 Efter lidt tid vågnede hun. Jeg havde noget at gøre rådyret helt klar. Jeg puffede tallerkenen over til hende. Men hun ville ikke spise. Hun så skræmt ud. Jeg tog mod til mig og sprang ud i det. ”Hej. Jeg hedder Shampoo og.. Eh..” sagde jeg. ”Damn jeg sidder stadig fast!” tænkte jeg. Pigen åbnede munden og grinte: ”Shampoo?” Jeg blev fornærmet og stak hende en lussing. Hun ømmede sig. Jeg knurrede og pegede på maden. ”spis!” kommanderede jeg. Hun adlød.  

 Efter et par dage havde hun lært at man ikke skulle sige mig imod og at jeg var langt stærkere og bedre til kamp end hende. På tide til at hun kender sandheden. ”ehm.. Hvad er det nu du hedder tøs?” Spurgte jeg hende. ”Pernille,” mumlede hun. Jeg nikkede. ”Pernille?” Spurgte jeg hende. ”Hvad?” Hun så nysgerrigt op. ”Hm.. Det er på tide du for sandheden at vide!” sagde jeg og begyndte at fortælle. ”Jeg er en vampyr. Jeg er 309 år gammel. Jeg blev vampyr da jeg var på din alder derfor ligner jeg en på din alder. Men du skal ikke være bange! Jeg foretrækker dyre blod. Ja undskyld jeg har kidnappet dig. Men det var for at du ikke skulle sladre!” jeg sank en klump spyt. Pernille så skræmt ud. Igen. ”V. V. Vamp. VAMPYR!?” råbte hun. Jeg sukkede og nikkede. Jeg kunne se hun ville stikke af. Der var jeg glad for at være hurtigere end lyset. Jeg løb over og tog fat i hende med et jern greb. ”Du skal ingen steder!” Hvæsede jeg.  

 Et år senere sendte jeg Pernille hjem. Men hun var ikke den samme. Jeg havde sat tænderne i hende og havde lært hende alt om vampyrer. Hun drak heller ikke fra mennesker men fra dyr. Og jeg. Ja.. Jeg trak mig tilbage i mit skjul. Prøv at tænk hvor godt et eventyr man kan få ud af et tændt lys en klar aften?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...