En Anden Verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2012
  • Opdateret: 22 mar. 2012
  • Status: Igang
Samantha og Juliet tager på ferie til Hawaii, men intet går som planlagt, og ingen af dem kommer tilbage igen.

0Likes
0Kommentarer
908Visninger
AA

1. En anden verden

 ”Argh hvor vildt! En ferie? Til Hawaii? Ufatteligt! Og jeg må komme med?” nærmest skreg Juliet.    Samantha ventede lidt til, at hendes veninde ikke antydede til at skrige, bare hun åbnede munden.   Juliet havde brunt løst hår. Hendes øjne var blå – men i et vist skær så de lilla ud. Hun havde en hvid bluse uden ærmer på. På den var der blonder overalt. Det så nærmest ud som en trappe, man kunne gå op og ned på, så mange var der. Hun havde et par tynde jeans på, der var grå. På trods af det gode vejr havde hun conversesko på. Hun havde lange perfekte fingre. På neglene var der lagt glitrende lak på.  

 Samantha var en smule lavere. Hun havde orange hår. Hun havde det næsten altid sat op i en hestehale. Hendes øjne var blå og hendes hud lys. Hun havde en lys kjole på. Den sad lidt stramt foroven, men blev løsere og løsere jo længere man kom ned. Den stoppede ved knæene. Der var lidt grønt mønster oppe for oven på kjolen. Hun havde et par hvide klipklapper på, der passede lidt til kjolen. Hendes tøj var lidt mere passende til det varme vejr. Der måtte være mindst 27 grader. ”Samantha?” sagde Juliet i et overrasket tonefald, da hendes veninde bare stirrede ud i ingenting. ”Hvad?” spurgte hun på spørgsmålet. ”Du stirrer ud i ingenting!” svarede hun hidsigt. ”Undskyld” mumlede Samantha. ”Lad os få pakket” sagde Juliet til Samantha med et smil.  

 Pigerne var landet og trådte ud af flyet. De mærkede det med ét varmen og pustede opad i deres pande. ”Her er helt vildt varmt!” sagde Juliet med en meget skinger stemme. ”Jeg sagde jo, du ikke skulle tage bukser på, din..din.. ting!” sagde Samantha med en lidt advarende men drillende tone. Juliet fnøs. Samantha smilede. De gik ind for at finde deres kufferter og smuttede så hurtigt hen til deres hotel. De stod lidt og måbede ude foran. Hotellet var stort og hvidt. Der måtte mindst være 10 etager, konstaterede Juliet. Der var sort gitter foran hele vejen omkring, hvad de kunne se i hvert fald. Der stod to palmetræer lænet ind over et stort svømmebassin. Svømmebassinet var rundt. Eller.. der var fire små cirkler rundt om én stor. Samantha stirrede på bassinet. Hun kunne ikke forstå, der ikke var nogen der. Hun puffede til sin veninde og skyndte sig indenfor for at tjekke ind. Juliet var lige i hælene på hende. Damen ved skranken havde brunt hår, der sad i krøller. Hun havde briller, der sad lidt nede af næsen, og hendes blik var limet fast i en avis. Hun var lidt mørk i huden men kun, fordi der var så meget sol. Hun havde en hvid kjole på, der mindede lidt om Samanthas men alligevel ikke. Den var af lidt mere stift stof, og der var intet mønster. Den så ret kedelig ud, tænkte pigerne samtidigt.  Damen kiggede op og sendte dem et smil – et smil man ikke kunne modstå med de tænder. Pigerne smilede tilbage. Damen åbnede munden og begyndte at tale til dem. Men de to veninder fattede ikke, hvad hun fablede om. Så de viste hende deres værelsebestilling, og hun gav dem en nøgle og et stykke papir. Pigerne gik ind i elevatoren med alle deres kufferter, tasker og alt muligt andet. De så på nummeret på nøglen og det stykke papir, der fulgte med. Nummeret var 269. Øverst stod hotellets navn. Pigerne kunne ikke helt forstå, hvad det betød. Der stod noget i retning af ’Ollehja’. De fandt det stykke, der stod på engelsk og læste så. Værelset 269 var på 2. etage. De kørte elevatoren derop, og så snart dørene åbnede, skyndte de sig ud. En af gangen. De fandt værelse 269, og de smed deres tasker derind. De havde ikke tid til at se, hvordan der så ud. De skyndte sig bare ind og klædte om til badetøj.  

 Juliets bikini var blå med hvide prikker. I stedet for en normal underdel var det en slags nederdel. Hendes hår hang stadig løst men så lidt friskere ud. Lidt stærkere som om det havde dets egen vilje. Skørt – men sandt. Hun havde en dykkermaske i hånden. Dykkermasken var blå som hendes bikini. Samanthas bikini var rød. Rød med rød på. Ligesom Juliet havde hun også en dykkermaske i hånden. Den var bare rød. Hun havde taget sin elastik ud af håret, så hendes lange rødblonde hår hang ned af hendes ryg. Man kunne godt se, det var lidt tid siden, de begge havde været hos frisøren. De tog hver et håndklæde med og viklede det rundt om sig på vej derned.  

 Vandet var klart, og det var ligesom sådan en strand. Det blev dybere og dybere jo længere man kom ud – indtil et vist punkt men hvad så.. dog kun fra en side. Ved alle andre stod der et skilt om, hvor dybt der var. Men det pjat gad de ikke. De smed deres håndklæder på en strandseng og hoppede i, hvor der stod 2,10 i højden. Da de dykkede opad igen, langede de ud efter deres briller og tog dem på. De smilede til hinanden. Det var så dejligt! Men der var stadig ingen mennesker der. Det undrede dem helt vildt. De svømmede ind under palmernes skygge. Ved siden af stod der et par sandaler. De var brune og kunne lukkes med ringe. Samantha så nervøst på sin veninde. ”Hvem mon de tilhører? Her er jo ikke en sjæl!” hviskede hun til Juliet. Juliet så på hende og trak på skuldrene. Juliet var lidt bedre til at skjule, hvad hun følte. Samantha så bare endnu mere nervøs ud, da hun ikke kunne se, hvad hendes veninde følte. ”Sig nu noget!” hviskede hun halvkvalt i et skrig. Skriget vækkede Juliet. Hun spærrede øjnene op, da hun så, hendes veninde blive trukket ned. Trukket ned af ingenting.. Juliet skyndte sig op af vandet, før det samme skete for hende. Hun var bange. Hun vidste, hun ikke var stærk nok til at trække Samantha op. Og da hun endelig ville prøve, var hun væk. Hun var væk og ude af syne. Der var kun to meter dybt! Hun kunne da ikke være forsvundet? Hvad skete der for det her sted? Juliet var bange – hun skreg og løb indenfor. Damen bag skranken så fortvivlet på hende, da Juliet mumlede og kludrede i ordene om, at hendes veninde lige var blevet slugt af poolen. Da damen forstod noget, så hun overrasket på hende. Hendes øjne var store af nysgerrighed. Juliet viste hende vej ud til, hvor det var sket. Damen stak en finger i vandet. Det undrede Juliet sig lidt over, men tænkte ikke mere over det. Da damen også begyndte at blive slugt, skyndte Juliet sig forgæves at kæmpe imod, at det samme skete for hende, som lige var sket for hendes veninde. Hendes elskede veninde. Hun begyndte at græde. Hun græd og græd og kunne ikke lade være. Hun ville væk – væk fra det her sted – væk fra det her land – væk fra alting! Endda væk fra verdenen. Hendes veninde var blevet slugt af vandet. Der var noget galt, og hun kunne ikke forklare hvad. Og det pinte hende, at hun ikke vidste, hvad der lige var sket. For et øjeblik siden var de så glade og pjattede, og det næste var Samantha forsvundet. Juliet skyndte sig ned i byen – ligeglad med de stirrende folk, ligeglad med trafikken og ligeglad med alt andet. Hun skulle bare finde politiet!  

 Efter et mislykket forsøg på at få politiet til at forstå, gik hun tilbage til hotellet. Hun kunne bare ikke bære, at noget vand havde slugt hendes elskede veninde! – og en ukendt dame.. Så hvis Samantha ikke var her, ville Juliet heller ikke. Hun overbeviste sig selv om, at den eneste mulighed for at se Samantha igen var, hvis hun også selv hoppede i vandet.  

 Hun tog sig sammen og hoppede i. Hun ventede på, at hun ville blive slugt, men der skete intet. Juliet forsøgte at huske tilbage til det forfærdelige tidspunkt, hvor det hele skete. Men da hun så Samanthas glade ansigt for sig, begyndte hun at græde – hun kunne ikke holde tårerne igen. De strømmede bare ud. Hun forsøgte at koncentrere sig og huske, hvor de stod, da det skete. Med ét kom det til hende: De stod under palmetræerne. Juliet skyndte sig over under dem. Hvert eneste øjeblik Samantha ikke var der, følte Juliet sig mere og mere tom. Tom i hjertet. Tom, hvor der burde være glæde. Glæde fra hendes elskede veninde – men der var ingenting. Der var tomt og forladt. Og Juliet ventede stadig på at blive slugt. Men der skete ingenting. Hun sukkede opgivende og vendte sit hoved mod himlen – himlen som var blevet helt mørk og passede til hendes humør. Og til sidst begyndte det at dryppe, og Juliet skreg: ”Så tag mig dog..! Har du ikke pint mig nok? Jeg vil have Samantha igen! Jeg vil have hende ved siden af mig.. Eller bedre.. Jeg vil ned til HENDE!!” Den ulykkelige pige lukkede sine øjne og kunne mærke en strøm om hendes ben. Hun vendte sit hoved mod vandet og spærrede øjnene op. Hvad har jeg dog gjort..? FARVEL VERDEN! tænkte hun, imens hun blev slugt af vandet med et skrig. Men ikke hendes. Hun skulle til at se op efter, hvem der skreg, men hun nåede intet, før der blev sort. Helt sort. Ikke mat sort, ikke grå sort men helt sort. Buldrende sort. Og derefter: Lys. Lys og en skikkelse. Skikkelsen trådte nærmere og fik et ansigt. Han havde gyldent drengelangt hår. Og hans krop – hans krop var fantastisk! Den var stor og muskuløs. Juliet var mundlam men øjeblikket efter trådte en mindre skikkelse op. Og uden at se ansigtet vidste Juliet, hvem det var. ”SAMANTHA!” smilede hun. Hun blev overrasket over, at hun sad ned, men tænkte ikke over det. Hun rejste sig op i det skyagtige landskab og løb over til sin veninde, før manden kunne få åbnet sin mund. Juliet og Samantha krammede. De krammede og ville ikke slippe hinanden. Samantha begyndte at forklare, hvordan der var oppe i det skyrige, der nu var deres hjem. Det skyrige som folk nede på jorden kaldte himmelen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...