Ambisoneren fra Distrikt 1

Velvet Anderson virker som en følelseskold ambisoner. Hendes hverdag foregår da også kun med skole og træning, men Velvet har faktisk følelser, og de viser sig i det rette øjeblik.

6Likes
6Kommentarer
1982Visninger
AA

4. Sejrrig

"Hvad gjorde du af ham Dexter?" spurgte Graham, så snart jeg kom tilbage. Jeg løb det sidste stykke hen til dem og så, han var ved at spidse en træpind; han var vist ved at løbe tør for pile til sin bue. "Ham fyren fra elleve dræbte ham, før jeg nåede at gøre noget. Jeg kunne ikke få øje på ham, men han var vist et sted oppe i træerne." sagde jeg åndsfraværende og begyndte at pille ved mit sværd. Graham fór op. "Du lod ham slippe væk?" hvislede han. Jeg følte mig ikke truet. Graham kunne jeg dræbe så let som ingenting, og det samme med de to andre fjolser derovre. "Det var ikke med vilje. Take it easy, du skulle jo nødig blive dræbt så tidligt i Spillet." sagde jeg, og et lille smil spillede om mine læber. Graham kunne ikke finde på noget at sige, og han trak sig tilbage til sine træpinde, svagt mumlende om, at jeg var hans første mål. Jeg skulle ihvertfald ikke lade Graham tage vagten lige foreløbig. Ham fra mit distrikt, Shawn, virkede pålidelig nok, og det samme gjorde Felicia. De var alligevel så dumme, at de ikke ville kunne finde ud af det. Vidste deres forældre ikke, at man var nødt til at være snedig, klog og listig for at kunne deltage i Spillet? Jeg sukkede kort og pillede lidt mere ved mine negle. Felicia kiggede kort op og blinkede til mig. "Jeg synes, mig og Velvet skal gå ud og finde lidt mad, så vi har til imorgen. I to ædedolke spiser jo alt alligevel." sagde hun neutralt og vinkede mig hen til skoven. Vi satte i løb, og så snart vi var ude af deres synsfelt, gav hun mig highfive. Jeg smilede til hende. Måske var Felicia ikke så dum alligevel. "De to idioter derovre aner intet. Jeg har ikke lyst til, at du skal dø endnu. Du virker.. jeg ved ikke, mere hårdfør og alligevel sød. Jeg så dig godt, da du reddede ham drengen. Begge gange" sagde hun stille og jeg blev lidt overrasket. "Fulgte du efter os?" spurgte jeg, idet jeg bøjede mig ned for at samle nogle bær, jeg kendte fra træningen. De var sikre nok. "På en måde. Graham havde sendt mig ud for at skyde vildt, og så løb jeg efter dig, da du forsvandt fra Dexter." sagde hun og bøjede sig lidt ned. Hun klargjorde buen og gjorde tegn til mig om at være stille. Hendes hænder fastgjorde sikkert buen, så den pegede opad. I et par sekunder ventede hun på det helt rette øjeblik, hvorefter hun affyrede to pile med få sekunders mellemrum, og tre tykke fugle faldt døde til jorden. Jeg nikkede anerkendende, og hun tog fuglene, hvorefter hun hev mig lidt længere ind i skoven. Da vi var kommet omtrent halvtreds meter længere ind, hørte vi to langtrukne skrig og et gigantisk brag. "Jeg samarbejder lidt med ham fra 3. Mod at han installerede den bombe, så de kunne dø, gav jeg ham lidt mad" sagde hun forklarende. Mine øjenbryn var løftet, men det virkede meget logisk. Nu skulle vi bare have udryddet ham fra tre. Men jeg lagde mærke til, at der kun lød en kanon. "Der må være en af dem, der ikke er død" sagde jeg, "jeg løber tilbage." Og mine ben satte i løb. Jeg var derhenne på få sekunder. Graham lå omtrent tyve meter derfra og stønnede af smerte. Jeg løb hen til ham og løftede sværdet. "Vent!" sagde han svagt. Jeg havde stadig sværdet hævet, men ventede et øjeblik. "Helt ærligt, hvem har så nogensinde troet, jeg havde en chance? Bare den mindste chance! Bare.. gør det. Ikke for smertefuldt. Gør det hurtigt" sagde han og bed tænderne sammen. "Graham, dit fjols... Hav det godt" sukkede jeg og stak sværdet i ham. Uheldigvis ramte jeg forkert, og han skreg. "Ikke.. for.. smertefuldt.. din.. idiot!" skreg han. Jeg sukkede endnu en gang og stak sværdet adskillige gange i ham, indtil han var fuldstændig livløs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...