Ambisoneren fra Distrikt 1

Velvet Anderson virker som en følelseskold ambisoner. Hendes hverdag foregår da også kun med skole og træning, men Velvet har faktisk følelser, og de viser sig i det rette øjeblik.

6Likes
6Kommentarer
1989Visninger
AA

2. Blodbad og allierede

Jeg løb med det samme efter den lille dreng fra 11. Han så rædselsslagen ud, da han opdagede mig, og satte i vildt løb. Han var nu alligevel ret hurtig, men han havde aldrig trænet. Præcis som det her var lykken for mig, var det mareridt uden lige for ham. Mine forældre ville endelig lægge mærke til mig. Jeg pressede mig selv og løb hurtigere for at indhente ham, inden han nåede skoven. Vi var vel halvtreds meter fra Overflødighedshornet, da jeg kastede mig over drengen. Jeg skulle lige til at kvæle ham, da han begyndte at bede for sit liv. "Vær nu sød. Vær nu sød, please! Jeg dør alligevel senere hen. Det kan godt være, du er en ambisoner, men har du ingen følelser? Lad mig nu slippe. Please.. Min familie. Jeg er deres eneste måde at få mad på. Jeg er deres eneste barn, der er gammel nok, jeg er kun tolv." hans stemme var gennemtrængende og ynkelig. Mine hænder slap deres greb om hans hals. Jeg rejste mig og nikkede over mod skoven, hvorefter jeg løb tilbage. Lige der. Jeg havde fæstnet mine øjne på et sværd, der lå og tiggede om at få lov til at myrde nogen. Åh gud, bare jeg ikke var ved at blive en af de der sentimentale fjolser. Så ville jeg aldrig have en chance. Blodbadet var heftigt, og drengen fra mit distrikt smilede ondt, i det han med en mursten bankede pigen fra distrikt 4 ihjel. Idiot. En mursten er alt for langsom. Jeg ville ikke alliere mig med den klaptorsk alligevel. Jeg greb sværdet og vendte mig om tids nok til at få sværdet imellem mig og drengen fra distrikt 7, der med en økse havde været lige ved at dræbe mig. Jeg sparkede ham hårdt i maven, så han faldt bagover, hvorefter jeg satte mig oven på ham. "Du kunne bare være løbet væk. Idiot." hviskede jeg i hans øre, hvorefter jeg stak sværdet i hans hjerte. Han åndede ud en sidste gang og jeg tog hans økse, som jeg med lethed håndterede og kastede den mod pigen fra distrikt 6, der var lige ved at dræbe en 13-årig soner, som mindede mig alt for meget om min lillebror. Jeg kunne ikke lade hende dræbe ham. Han så overrasket på mig, og jeg smilede til ham, hvorefter jeg sendte sværdet mod ham. Han var død, så snart det ramte ham. Tre drab inden for de første ti minutter. Jeg skulle nok vinde det her. Jeg løb hen for at få mit sværd igen, hvorefter jeg så mit snit til at løbe hen til våbnene. Der var en overflod af dem i selve åbningen af hornet. Udover sværdet i min ene hånd kunne jeg godt bruge et par knive og især den rygsæk, der lå og fristede. En bue kunne også være nyttig, selvom jeg ikke var særlig god med bue og pil. Den mudderfarvede rygsæk var tung, og det var et godt tegn. Jeg åbnede den, mens jeg hele tiden holdt øje med min ryg, drengen fra mit distrikt og dem fra 2, der stod et par meter fra mig og tog for sig af sagerne. Knivene blev hurtigt lagt ned i rygsækken, og buen og pilene blev smidt over ryggen. Sværdet beholdt jeg i min hånd. "Alliere?" lød en ru stemme bagfra. Det var drengen fra 4. Hans "makker" var blevet slået ihjel med en mursten. Forfærdelig død. Jeg kunne ikke lide smerte, men hvem kunne det? Jeg kunne sagtens tage mere end normale mennesker, men lide den, nej, det kunne jeg ikke. "Vi allierer os med jer." sagde drengen fra 2 og drengen fra mit distrikt i kor. "Tag alt, hvad I overhovedet kan finde. Jeg så dem fra 12 styrte ind i skoven. Jeg gætter på, de løber helt sindssygt lige nu." lød den ru stemme igen. Jeg smed rygsækken over den anden skulder og fik øje på en lille rygsæk et par meter derfra. Jeg pegede på den og fnyste, som om jeg forventede, at de skulle tage den for mig - hvilket jeg egentlig også gjorde. "Hvem skal vi gå efter først? Ham drengen fra elleve løber pænt hurtigt. Jeg foreslår, at vi tager ham som en af de sidste." spurgte jeg med min sødeste stemme. Lad dem bare tro, jeg var svag og blødsøden. Det ville gøre det lettere, tænkte jeg og kiggede lidt åndsfraværende rundt. Omtrent tretten-fjorten døde kroppe lå rundt omkring. Min øjenkrog opfattede en minimal bevægelse til siden, og jeg stak mit sværd ud i en så perfekt timing, at lige i det øjeblik drengen fra 8 kastede sig over mig, fik han sværdet i maven. Jeg kastede hans slappe krop langt væk i væmmelse. I netop det øjeblik fik jeg øje på kameraet - jeg vinkede begejstret og smilede stort. "Flot timet. Skal vi komme videre?" spurgte drengen fra mit distrikt en anelse irriteret. Vi begyndte at løbe hen imod skoven, hver bærende på en masse forsyninger. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...