It rained that day (afsluttet)

Fan-fic af Dødsspillet -
Shay er en helt almindelig pige, hvis forældre blev myrdet af Præsident Obrien. Hun bor sammen med sine små søskende, tvillingeparret, Braed og April, og sin onkel. Gage er hendes bedste ven, og de tilbringer de fleste dage sammen. Måske føler han endda lidt mere end venskabeligt for hende, og måske ville det have udviklet sig. Det kunne det have gjort. Men nu fik det ingen mulighed.
Shay burde have været i stand til at se sine søskende vokse op, få en kæreste, sit eget liv, men det fik hun ikke lov til. I stedet blev hun udvalgt til det spil, folk fornøjede sig med.
Det spil, hvor der kun var en, der overlevede. Dødsspillet. Og hvad var chancen for, at det blev hende?

9Likes
13Kommentarer
1692Visninger
AA

3. Lucifer Leach

Mennesker er begyndt at ankomme. En stor, tonet bil er kørt op bag den lille træscene, der er sat op til lejligheden. Jeg kniber bittert øjnene sammen, da jeg indser, at de formentlig nyder et glas vin sammen inden de skal ud blandt den lugtende, fattige del af Panems befolkning. Min hånd ryster, da jeg sætter April ned, og hun ser op på mig med store, grønne øjne som om hun fornemmer, at der er noget galt. Blandt menneskemylderet får jeg pludselig øje på Clay, og jeg lader mig glide gennem mængden hen mod ham. Vores blikke mødes, og et smil lyser op på hans ansigt. Jeg gengælder det lettet.

”Jeg har ikke set dig hele dagen,” siger jeg ind mod hans hals, da han trækker mig ind i et kram. Jeg dufter til hans sædvanlige moskusagtige duft, og smiler bredt igen. Han er meget højere end mig, og må bøje sig, da han hvisker i mit øre. Det halvlange, sorte hår falder ned i øjnene på ham, og hans lysende blå øjne spiller muntert.

”Jeg trængte til en lille pause,” hvisker han og dasker blidt til mig, hvorefter han dukker sig med et dovent smil. ”Jeg tror, de leder efter mig.” Smilet stivner på mine læber, og jeg mærker gåsehuden krybe op af mine arme.

”Hvad?” siger jeg nervøst. ”Det gjorde du bare ikke!” Han lægger hovedet på skrå og smiler stadig afslappet til mig.

”Shay, slap nu af. Jeg havde brug for lidt frisk luft. Jeg kan ikke trække vejret ordentligt ude i de støvede marker, og det ved du også godt.” Han griner lavt, men der er et vemodigt glimt i hans øjne.

”Hvad mener du?” hvæser jeg. ”De finder dig, og det ved du godt.” Jeg giver ham et skub i brystkassen, der var ment blidt, men som bliver meget hårdere, fordi jeg er ved at blive vred. ”Du får dig slået ihjel en dag, og jeg har ikke tænkt mig at være vidne til det” snerrer jeg og skal til at vende om, men han griber fat i min hånd og trækker mig ind i hans favn.

”Shay,” siger han lavt. ”Jeg har ikke tænkt mig at blive slået ihjel.” Der ligger noget under de ord, men jeg ved ikke helt hvad, så jeg trækker mig væk og sender ham et farligt blik. Anspændtheden forsvinder fra hans ansigt, og det sædvanlige fjogede grin vender tilbage. En del af mig bliver lettet, for det er sådan jeg kender ham. Jeg smiler til ham og hæver et øjenbryn, da han overgivende løfter sine arme. Vores lille samtale bliver afbrudt, da der lyder en hæs hosten oppe fra scenen. Alle blikke vendes derop og der sænkes en ildevarslende tavshed over pladsen. Jeg giver Clays hånd et klem og baner mig vej mellem folk over til de andre igen. Braeden kigger op på mig med store, bekymrede øjne, og jeg sender ham et beroligende smil og tager hans hånd, hvorefter jeg vender blikket op mod scenen igen. En lille, fedladen mand løfter en hånd for at gøre os tavse, selvom der er fuldstændig stille. Jeg gætter på, at det giver ham en følelse af magt. Han er skaldet, men midt på hans isse er der limet en lille guldfarvet hårtot fast. Hans øjne er blodrøde, og han er malet fuldstændig sort omkring øjnene. Munden er tegnet op med sorte streger, så det ser næsten grotesk ud. Udover det er han klædt i et skrigende blåt jakkesæt med grønne knapper. Hans teint er meget bleg, men han er jo også fra Capitol og kan sidde indenfor hele dagen.

”Godaften Distrikt 9,” siger han højtideligt og nikker til os alle sammen, ”- og velkommen til udtrækningen til det 135’te dødsspil. Mit navn er Lucifer Leach. Jeg er glad for at se jer alle sammen i dag. Hvor må jeg sige, at I ser fabelagtige ud.” Han rækker hænderne ud for at modtage et bifald, men der kommer ikke en lyd fra vores læber i protest mod denne grusomme og meningsløse leg. Hans læber fortrækker sig i en hånlig grimasse, og han nikker eftertænksomt igen.

”Javel, ja. Skal vi komme i gang?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...