Frygten

. Jeg ville vågne efter lidt tid, og spurte hjem ad. Jeg lå og kæmpede, mens jeg ventede. Men det skete bare ikke. Underligt. Det plejede altid at ende sådan. Jeg holdt op med at kæmpe, og så mig forvirret omkring. Og pludselig åbnede et dybt sort hul sig, lige under mig. Jeg faldt. Historien handler om en dreng, der finder en anden verden, og oplever andre sider af sigselv og verden.

0Likes
3Kommentarer
476Visninger
AA

1. Stjernerne

BUMB! Far hamrede hånden ned i bordet med et ordenligt brag. 

"Det er sidste gang jeg ser dig på det her tidspunkt! Er du med!? Det er allersidste gang jeg ser dig på det her tidspunkt!" brølede min far igen, skubbede mig ud af døren, og smækkede døren i lige for næsen af mig.

Jeg var kommet for sent hjem. Igen. Igen. Igen. Min far blev mere gal og mere gal for hver gang. Jeg troede ikke, han kunne blive mere vred efter det her. Jeg listede op på mit værelse, og jeg kunne mærke, hvordan mit ben gjorde ondt, hver gang jeg gik. Min far havde sparket mig over benet, men så havde min mor skreget, at nu var det nok. Men han havde stadig nået at sparke mig, og nu gjorde det så ondt, at det ikke var til at holde ud. Jeg satte mig på sengekanten, og kiggede ud af mit lille runde vindue. Man kunne se stjernerne så tydeligt, at man sikkert kunne tælle dem, hvis man altså gad. Jeg gabte et lille gab, og puttede mig træt ned under dynen.

Jeg skulle forklare, hvorfor jeg var kommet for sent i morgen, når jeg stod op. Det vidste jeg. Men lige nu var jeg ligeglad. Jeg ville bare putte mig under min trygge dyne og tænke på, hvor dejligt det var at sove. Intet andet. Jeg ville ikke tænke på min sure far eller på dagen i skolen i morgen, på Dennis, på vejen hjem eller på, at jeg igen i morgen ville få skæld ud. Jeg ville kun tænke på min trygge, varme dyne.

*

”Pip, Pip” kvidrede fuglene, og vækkede mig. ”Nej, Nej, Nej.” Tænkte jeg. Endnu en dag. Igen. Jeg vendte og drejede mig lidt, men satte mig til sidst op. jeg kastede en T-shirt over hovedet, og gik ned til morgenbordet. ”Godmorgen, min skat! Har du sovet godt?” spurgte min mor smilende, og aede mig på kinden. ”Mmm.” Mumlede jeg og kiggede ned i bordet. ”Hvad skulle jeg dog gøre uden dig?” mumlede mor, og aede mig igen på kinden.

Jeg kunne ikke lade være med at smile til hende, som hun sad der. En lille tot af hendes lyse rødglødende hår, flagrede ned over hendes pande, og alle hendes smilerynker endte ved hendes glødende røde kinder. Tænk at hun skulle spilde sit liv med en mand som min far. Hun fortjente meget mere. Selvfølgelig elskede jeg min far. Jeg var ikke bange for ham. Jeg var vant til at han råbte af mig. Selvom jeg ikke forstod ham, så var det velkendt at han drak og råbte mig ind i ansigtet.

I det samme kom han ind ad døren. Han vrissede et eller andet surt til mig som morgenhilsen, og gik over til køkkenet for at få en morgenøl. Mor fik et stramt udtryk i øjnene, og skulede forsigtigt over til far. Jeg kiggede så dybt ned i min grød, at jeg ikke opdagede, at han var kommet helt hen foran mig, han var kun 10-20 centimeter fra mit hoved. ”Hvorfor kom du så for sent?”halvråbte han med en skinger stemme. Det gav et sæt i mig. ”Jeg har jo sagt, at jeg ikke kan huske det,” mumlede jeg ned i grøden. ”Ja, du kan jo åbenbart aldrig huske, hvad du lige har lavet? Som den eneste tolvårige dreng på jorden, kan du bare ikke huske det. Det tror jeg da selvfølgelig på!” sagde far med en ironisk stemme.

Han hævede sin stemme til sidst i sætningen, og der kom også et lille spjæt fra mor. Jeg mumlede noget i retningen af ”Jeg er da ligeglad.” Men det lød så uforståeligt, at far ikke hørte det. ”Det er slut med dine løgne! Sig sandheden lige nu og her!” råbte han, lige op i mit ansigt. ”Jeg har jo sagt det hele!” mumlede jeg lidt højere.”Jeg skynder mig hjem fra skole, så ser jeg et eller andet i busken. Det er anderledes fra alt hvad jeg kender. Jeg bliver bange. Jeg stirrer på det og kan ikke få øjnene fra det. Så bliver der sort, jeg vågner op, og så spurter jeg hjem. Det er det hele, jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg altid kommer for sent.” Min stemme var blevet hurtig og ophidset, uden at jeg havde lagt mærke til det. Mit brune hår, der gik til lidt ned over ørene, flagrede i vinden fra vinduet. Jeg var sikkert helt rød i hovedet, for mit hoved føltes som en kogt tomat. Jeg sagde virkelig det hele. Undtagen hvad jeg så i busken, for det ville far aldrig tro. Jeg kunne sådan set godt forstå, at far ikke troede på det. Hvorfor blev jeg bange bare fordi jeg så noget der var anderledes. Det var underligt. Især når det velkendte var så utrygt.  Hvorfor var jeg tryg ved en far der råbte mig ind i ansigtet, men bange for noget der var anderledes, som jeg ikke kendte. Det var underligt, men det var sandheden. Det sværger jeg, ved min mors grav – og det er kun, når jeg er helt sikker på noget, at jeg sværger på dén. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...