Min klasse i Arenaen.

Denne historie foregår i universet fra The Hunger Games, dog med de ændringer, at man ikke vælger to sonere fra hvert distrikt, men i stedet en hel skoleklasse fra et enkelt distrikt. Jeg har skrevet denne fanfic, fordi jeg havde en drøm, hvor min klasse blev smidt ind i Arenaen, så personerne vil være inspirerede af personerne fra min klasse.

1Likes
2Kommentarer
1051Visninger
AA

3. Optakt.

 

,,Så er det op!” lød Miriams stemme uden for døren.

  Jeg åbnede sløvt øjnene, væltede ud af sengen og slæbte mig ud på badeværelset for at tage et bad. Da jeg stod under bruseren og sæbede mit hår ind, kom jeg til at tænke på, at dette her meget vel kunne blive det sidste bad, jeg nogensinde kom til at tage. Jeg skruede ekstra op for varmen og forsøgte at ryste de ubehagelige tanker af mig.

  Jeg tog den sorte underkjole på, der var blevet lagt frem til mig på mit natbord og betragtede mig i spejlet.  Det var i aften. Det var i aften, vi alle blev lukket inde. Det var i aften, de ville forvandle os alle til vilde dyr og tvinge os til at fortælle om vores planer om at slå hinanden ihjel bare for deres underholdnings skyld. Jeg hankede op i mit lange, glanssorte hår og redte det skødesløst igennem med fingrene, inden jeg stak i et par slippers og gik ud af værelset.

   De andre piger havde også sorte underkjoler på, mens drengene bare havde sorte boxershorts på. Her i Capitol var man ikke sart, hvad blufærdigheden angik. Vi samlede os alle fem og gik ned ad gangen i hælene på Miriam for at komme til vores respektive stylister.

 

  ,,Er du nervøs for interviewet?” spurgte Ted, mens forberedelsesholdet smurte alt muligt make-up i mit ansigt. Jeg nikkede tavst. ,,Du skal ikke være nervøs. Jeg er sikker på, at du vil klare dig fint,” sagde han opmuntrende. Jeg kiggede bare lige frem for mig – jeg var ikke så sikker.

   Zola blev interviewet lige før mig. Jeg sad og knugede mine egne hænder. Dan sad ved siden af mig og skottede til mig. Jeg kiggede nervøst på ham og han lagde sin hånd over min. ,,Bare rolig,” hviskede han. Jeg nikkede og tog en dyb indånding. Publikum klappede af Zola, da hun rejste sig fra stolen og skred ned af den lille trappe. Hun tog plads ved siden af Dan og sendte mig et beroligende blik.

  Cæsars stemme lød over højttalerne, da han præsenterede mig og jeg rejste mig langsomt op, tog en dyb indånding og gik langsomt op ad trinnene til Cæsars podium. Han smilede og trykkede min hånd. Vi satte os ned i de to orange stole, der var placeret over for hinanden, men samtidig vendt skråt ud mod publikum. Jeg foldede hænderne i skødet og smilede det, jeg håbede, var mit bedste smil.

   ,,Hvordan reagerede du, da du så jeres lod blive trukket på Udtrækningsdagen?” spurgte Cæsar, stadig smilende. Hans blå hår glinsede i det orangerøde lys. Jeg tænkte tilbage på Udtrækningsdagen, hvor både Sofie og jeg var besvimet midt på gulvet i klassen og vi alle til sidst havde siddet i én stor klump og holdt om hinanden.

  ,,Jeg… jeg blev chokeret,” svarede jeg efter en lille pause. Cæsar smilede ud til publikum. ,,Selvfølgelig. Man forventer vel ikke ligefrem at blive udtrukket,” sagde han. ,,Men.. kan du fortælle os lidt mere præcist, hvad der skete i dit hoved, da I blev udtrukket?” ,,Jeg tror.. jeg tror, jeg gik lidt i fornægtelse, måske. Jeg blev jo ret overvældet, for som sagt, ingen forventer at blive udtrukket,” svarede jeg og smilede nervøst. ,,Hvordan i fornægtelse?” spurgte Cæsar med endnu et bredt smil. ,,Jeg kunne bare ikke tro det. Jeg ville ikke tro det.” ,,Tror du så på det nu?” Jeg nikkede og slog blikket ned i gulvet.

  

 

Jeg løber hen over en bred sandstrand. Vandet skvulper op over min fødder. Dets brusen og min egen forpustede vejtrækning er det eneste, jeg hører. Jeg har den hvide silkekjole på igen, men denne gang er den kortere og smyger sig lige over mine knæ. Mine fødder er bare, så det sand, jeg løber i, bliver hurtigt til mudder. Der lyder skud et stykke fra mig og jeg vender mig mod lyden. I det fjerne kan jeg skimte to skikkelser – den ene oprejst, den anden faldet sammen på sandet. Jeg begynder at løbe igen for at komme væk fra hvem, det end er.

  Jeg kigger mig over skulderen og kan ikke længere se personen. Da jeg vender hovedet fremad igen, mærker jeg en afsindig smerte i brystet og mit blik møder Dans kolde øjne, idet han sænker buen.

 

 

,,Op, op, op! Det er i dag, kære venner, det er i dag!” lød Miriams muntre stemme pludselig.

Jeg satte mig op i sengen og rystede drømmen af mig. Det var i dag. I dag skulle vi lukkes ind i Arenaen og tvinges til at slå hinanden ihjel. Jeg sukkede dybt, rejste mig slæbende op og gik ud på badeværelset. Efter at have vasket mig, stirrede jeg håbløst på mit spejlbillede. Jeg tog den sorte underkjole på, der igen var lagt frem og gik ud på gangen, hvor Zola, Dan, Mads og Mia fulgte trop.

  Vi gik i tavshed mod vores forskellige rum, men Zolas hånd viklede sig diskret ind i min. Mia gik med blikket rettet mod gulvet, imens Mads og Dan bare stirrede lige frem for sig. De var vist begge to i chok, men de forsøgte alligevel at udvise maskulinitet.

  Vi skiltes fra Zola og gik videre, til vi nåede Mias rum. Dan og Mads klappede hinanden kammeratligt på skulderen, før de forsvandt og jeg fortsatte til enden af gangen, hvor Ted og forberedelsesholdet sad og ventede på mig.

   ,,Xenia?”

Kvinden med det kæmpestore pink hår så op fra mine hænder. ,,Hvordan er det? At leve i Capitol? Ikke skulle bekymre sig om Udtrækningen og Spillet?” spurgte jeg stille. Xavier trådte et skridt tilbage og betragtede mit ansigt. Han havde sit lilla outfit på igen i dag, men havde suppleret med sølvfarvet eyeliner i øjenkrogene. Xenia vendte igen blikket mod mine hænder og lagde sidste hånd på mine negle. ,,Det er… rart, tror jeg.” Hun sukkede. ,,Jeg kan jo ikke sammenligne, Nina. Jeg har aldrig prøvet andet.” Af en eller anden grund så dette faktum ud til at gøre hende bedrøvet. Jeg forstod det ikke. Hvordan kunne man være bedrøvet over altid at have boet i Capitol? De spraglede farver, den bekymringsfrie hverdag, fester alle vegne og folk, der levede i glad og spændt forventning om Spillet.

  Xavier betragtede mig stadig og nikkede så. Xenia og Xenaua trak sig begge væk fra mig og betragtede mig også. De nikkede begge tilfreds og Ted trådte frem med tøjposen. Jeg fik en lidt tætsiddende, behagelig langærmet bluse på og et par neutrale, grå bukser i blødt cowboystof. Mine fødder blev gemt væk i et par sorte støvler og mit hår var blevet sat op i en høj hestehale.

  Det var praktisk tøj, men ikke det mest varmende, så det udelukkede nok et koldere klima. Hvis det havde været et subtropisk klima, ville de nok heller ikke give os lange bukser og langærmede bluser på, så mit bud var, at klimaet ville være nogenlunde, som vi var vant til. Det var egentlig en bonus. Så skulle vi da ikke bruge tid på at vænne os til et fremmed klima.

   ,,Så er vi klar,” sagde Ted. Jeg vendte hovedet mod ham. Han var gået om bag mig – og der var den så. Kapslen, røret, beholderen, cylinderen, hvad man nu skulle kalde den. Mit hjerte sank i livet på mig. Xavier tog min hånd og jeg gled ned fra bordet. ,,Vi regner med dig,” hviskede mit forberedelseshold.

   Jeg gik hen til Ted, der tog min hånd for at hjælpe mig op på platformen i kapslen. Han kyssede mig flygtigt på kinden og trådte så tilbage. Glasset blev sænket og jeg kunne ikke længere høre holdets stemmer, selvom jeg kunne se deres læber bevæge sig. Mit hjerte hamrede nu, men jeg kæmpede for at bevare roen. Jeg kunne høre en automatisk nedtælling et sted: … 3… 2… 1.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...