Min klasse i Arenaen.

Denne historie foregår i universet fra The Hunger Games, dog med de ændringer, at man ikke vælger to sonere fra hvert distrikt, men i stedet en hel skoleklasse fra et enkelt distrikt. Jeg har skrevet denne fanfic, fordi jeg havde en drøm, hvor min klasse blev smidt ind i Arenaen, så personerne vil være inspirerede af personerne fra min klasse.

1Likes
2Kommentarer
1052Visninger
AA

2. Forberedelse.

Jeg stirrede på gorgonzolaen på bordet. Hvorfor skulle der stå gorgonzola på vores bord? Zola havde også selv bemærket, men hun var ikke lige så intens omkring som jeg var. Eller, det troede jeg i hvert fald ikke. Men så opdagede jeg, at hun rystede – ganske svagt, men hun rystede.

  Vi sad i toget på vej til Capitol, hvor vi skulle styles og undervejs fik vi tildelt vores mentor. Vi var blevet inddelt i kupéerne til måltider eller eventuelle møder, men ellers måtte vi godt bevæge os rundt i hele toget. Jeg sad ved vores bord sammen med Zola, Dan, Mads og Mia. Vi var inddelt sådan, at vi var 5 i hver kupé. Jeg var på en måde lettet over, at jeg ikke var i samme kupé som Andreas, men på en måde ville jeg godt ha’ haft ham i nærheden. Men jeg havde Dan og Mia, som også var to af mine bedste venner. Og Mads og Zola havde jeg også altid kunnet godt med.

   Hver kupé havde fået tildelt en observatør. En, der skulle holde øje med os, sørge for os og præsentere os for vores mentor. Vores observatør hed Miriam. Hun gik i sorte, enkle kjoler med firkantede udskæringer og så havde hun mat orange hår. Hun havde store loop øreringe i rød og hun havde altid et stort sølvarmbånd på.

   ,,Noget gorgonzola?” spurgte hun nu venligt, imens hun begyndte at skære. Både Zola og jeg sad og stirrede. Jeg fik kvalme og lagde mit afpillede brød på min tallerken. Miriam så rundt på os. ,,Er I nervøse?” spurgte hun.

   Hvad var det for et spørgsmål? Hvordan kunne man ikke være nervøs for sådan noget? At skulle ind i en ukendt arena og kæmpe for overlevelse ved at slå 19 mennesker, man delte sin hverdag med, ihjel?

   Hendes sølvarmbånd rykkede sig en smule og jeg kunne skimte noget på huden under det. Det var en lille, diskret tatovering, hvor der bare stod D2. Så hun var altså fra Distrikt 2. Det forklarede vel lidt, hvordan hun kunne tage det hele så roligt og hvorfor hun stillede sådan et tåbeligt spørgsmål.

   Der var ingen af os, der svarede, så Miriam begyndte at ævle løs om hvor dygtige stylister, vi ville få tildelt. Vi sad alle fem bare og nippede til vores mad og drak vores te, mens vi udvekslede diskrete blikke. Endelig besluttede Miriam sig for at blive færdig med at spise og vi blev sluppet løs i lige knap en time, før der var skemalagt sengetid.

   Jeg bevægede mig ned til kupé nr. 2 – vi var kupé 1 – og fandt døren med A’et. Jeg stod der lidt og kiggede ind gennem det lillebitte, firkantede vindue. Andreas sad på kanten af sengen med hovedet hvilende i hænderne. Jeg rystede på hovedet og gik videre for at finde Majas dør.

  ,,Klarer du den?” spurgte jeg hende, da jeg sad på kanten af sengen sammen med hende. Hun kiggede på mig med et halvtomt udtryk i øjnene. ,,Jeg tror, vi skal bekymre os mest for Sofie,” svarede hun. Jeg nikkede. Hvad skulle der ikke blive af Sofie, når vi først kom ind i Arenaen? Ville hun overhovedet være i stand til at kæmpe? Ville hun overhovedet træde ned fra trinbrættet og løbe væk fra cylinderen, vi kom til at stå indkapslet i? Eller ville hun sætte sig ned og bryde sammen? Der var så mange spørgsmål, der lurede i mit sind og så mange tanker, der skulle sorteres i.

   ,,Vi skal møde vores mentorer i morgen,” sagde Maja. Jeg nikkede og rakte uvilkårligt ud efter hendes hånd. Hun klemte min hånd og så på mig. ,,Gad vide, hvad de stylister vil stille op med mig,” sagde hun, halvt håbløst, halvt i sjov. Jeg smilede skævt. ,,De vil gøre det samme som med os andre. Forsøge at få os til at se godt nok ud til at tiltrække sponsorer,” sagde jeg lidt efter lidt. Maja nikkede. Vi sad lidt tid i tavshed, før vi sagde godnat og jeg forlod hende alene med sine tanker.

   ,,Nina!”

Jeg snurrede rundt og fik øje på Martins hoved, der stak ud længere nede ad gangen. Han begyndte at synge en eller anden åndssvag sang, der overhovedet ikke gav mening, imens han dansede rundt på den mest akavede måde. Han havde stadig ikke forstået alvoren af alt det her – og jeg gjorde en mental note om, at jeg skulle holde øje med, hvor lang tid han kom til at holde i Arenaen.

 

   ,,Godmorgen! Så skal vi op!”

Jeg slæbte mig op at sidde i sengen og åbnede øjnene. Alting var sort, indtil jeg orkede at løfte hånden og fjerne håret fra mit ansigt. Miriams energiske stemme vidnede om, at hun allerede havde dækket sit afsindigt store kaffe behov for morgenen.

  Jeg væltede ud af sengen, tog et hurtigt brusebad og fandt noget tøj frem. Jeg trak bare i et par jeans og en t-shirt og gik så ud i kupéen for at spise morgenmad sammen med de andre.

   Zola sad og pillede i en bolle, Mads hældte appelsinjuice, Mia var ikke dukket op endnu. Dan vendte sig mod mig og klappede på bænken ved siden af sig, så jeg gik hen og satte mig ved siden af ham. ,,Miriam og vores mentor kommer lige om lidt. Det er en mand,” fortalte han og rakte mig juicen. Jeg hældte op og kiggede på de to andre. ,,Har vi et navn på denne mystiske herre?” spurgte jeg. ,,Tim,” svarede Dan. ,,Tim?” gentog jeg. Dan nikkede.

   Mia dukkede op og i hælene på hende kom Miriam gående med en høj, flot mand i jakkesæt ved siden af sig. Mia satte sig ved bordet hos os andre, så Miriam kunne præsentere os for Tim.

 

,,Så er vi her!” Vi stod alle fem med næserne presset op mod ruderne for at få et glimt af Capitol, der nu strøg hurtigt forbi de sidste par minutter, før toget standsede på perronen. Da vi kom ud, stod der et lille hold på fem personer, der skulle eskortere os til vores opholdssted.  

  Da vi var blevet indlogeret på vores respektive etager, forlod holdet os og det samme gjorde vores observatører. Vi var nu ladt alene tilbage med vores mentorer.

   ,,Vil I trænes sammen eller individuelt?” var Tims første spørgsmål. Vi kiggede alle fem rundt på hinanden. Mads trak på skuldrene, Mia kiggede ned i jorden og Dan så bare rådvild ud. ,,Individuelt,” svarede Zola og jeg i munden på hinanden. Tim gjorde et notat på sit clipboard.

   Efter samtalen med Tim skulle vi præsenteres for vores stylist og forberedelseshold, der skulle gøre os klar til den store opvisning senere på dagen. Eftersom vi var hold 1, ville vi være dem, der skulle køre i den forreste vogn.   

   Min stylist var en middelhøj, slank, blond mand på omkring 25 år med klare, blå øjne. Han havde et nuttet smil, en charmerende stemme og et drenge-agtigt grin, der bare gjorde ham endnu mere charmerende. Hans navn var Ted og han sprudlede nærmest af kreativitet og iveren efter at komme igen.

   ,,Nina, var det?” smilede han. Jeg nikkede. Jeg sad på en briks kun iført en hvid silkekjole, der nåede ned om mine knæ. Jeg kiggede ned ad mig selv og studerede kjolen. Det var en enkel, råhvid kjole. … Jeg har en hvid silkekjole på, der fejer om mine ankler… Jeg blinkede flere gange for at få mindet om drømmen til at forsvinde. ,,Hvad har du så tænkt dig?” spurgte jeg Ted. Han smilede et lumsk smil. ,,Det får du at se. Nu skal holdet lige tage sig af dig først,” sagde han og forlod lokalet. Cirka 30 sekunder senere, væltede tre personer ind. En mand, to kvinder. Den ene kvinde havde stort, lilla hår og den anden pink. De havde begge to ekstrem make-up, der matchede deres hårfarver og kjoler, der sprudlede og glitrede i alle regnbuens farver. Manden havde et lilla jakkesæt på og falske, lilla fjeragtige øjenvipper. Jeg kiggede nærmere og fik bekræftet min mistanke i, at han også havde en smule lilla læbestift på.

   De gik straks i gang med deres arbejde. Fjernede alt hår, der måtte være på min krop, voksede og plukkede mine øjenbryn, fangede vildfarne øjenvipper og plejede mine negle. Da de var færdige, sad jeg med de flotteste negle, jeg nogensinde havde haft, mere make-up, end én person burde være i stand til at have på, næsten lyserød hud og hår, der var sat op i en frisure så indviklet, at jeg var bange for, at jeg ikke ville kunne finde ud af at tage det ned igen. Jeg takkede holdet og de trak sig tilbage, inden Ted kom til syne i døren bærende på en tøjpose.   

   Zolas kjole var smuk – den var enkel, men den var utrolig. Zola var ikke særlig høj og det havde man valgt at udnytte. Så hun var blevet sat i et par sorte, åbne, høje plateausko med rem om anklen, så hun næsten kom op på højde med os andre. Hendes kjole gik hende til lige over anklerne og var en dyb lilla, der skinnede og bølgede.

   Min egen kjole sad stramt over mine bryster, hvor den havde læderlook ligesom stropperne, mens resten af den var af behageligt, blødt stof. Den sad tæt om livet og så gik den en smule ud over hofterne og endte lige under mine knæ. Der var et meget diskret lag tyl ud over skørtet for at tilføre den lidt ekstra. Mia havde fået en kjole på, der fremhævede hendes bryster på en stilfuld måde og endte i et langt skørt, der nåede til hendes ankler, hvor man lige kunne skimte et par sorte stiletter. Vi havde altså alle tre fået sorte stiletter på. Drengene havde begge to sorte laksko på og sorte, stramme bukser. Dan havde en sort jakke på, lilla skjorte og et sort slips hængende løst om halen. Hans hår var sat, så det sad halvt lagt tilbage og halvt pjusket. Mads’ jakke var også sort, men hans skjorte var en limegrøn, der matchede Mias kjole og han havde en løst bundet butterfly i stedet for et slips. Vi stillede os på række i vognen og kiggede rundt på hinanden.

   ,,Mine damer og herrer! Her kommer de så! Dette års sonere fra Distrikt 9!”

  På Cæsars stikord begyndte de to sorte hingste at trave af sted med vognen. Jeg smilede krampagtigt og vinkede til folk. Jeg håbede virkelig, at jeg kunne vinde mig nogle sponsorer, hvis jeg virkede glad og imødekommende.

 

 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...