Min klasse i Arenaen.

Denne historie foregår i universet fra The Hunger Games, dog med de ændringer, at man ikke vælger to sonere fra hvert distrikt, men i stedet en hel skoleklasse fra et enkelt distrikt. Jeg har skrevet denne fanfic, fordi jeg havde en drøm, hvor min klasse blev smidt ind i Arenaen, så personerne vil være inspirerede af personerne fra min klasse.

1Likes
2Kommentarer
1025Visninger
AA

1. Udtrækningen.

Det var onsdag den 21. marts og det betød, at det var i dag, der skulle udtrækkes en klasse til Dødsspillet. Vi gjorde, som vi plejede i min klasse. Vi havde tradition for, at vi hvert år på denne dato samledes alle 20 med popcorn, slik og sodavand og så sad vi og så Udtrækningen, der blev sendt på direkte tv.

   Vi sad mere eller mindre i en stor klump. Nogle holdt i hånd, nogle sad tæt og nogle proppede sig med slikket på grund af nervøsitet. Især Sofie havde tendens til at være nervøs, så hendes hånd var konstant i skålen med popcorn – og hun var ellers den type, der næsten aldrig spiste usundt. Men lige på denne dag af året var det umuligt at få hende til at lade være med at proppe usunde ting i munden. Zola sad altid ved siden af hende og holdt hende i den anden hånd i et forsøg på at dulme hendes nerver lidt. Og egentlig også for at forhindre hende i at bruge begge hænder til at proppe sig.

   Jeg sad ved siden af Andreas og vi delte vores eget lille bæger popcorn, som vi havde gjort de sidste par år, da vi opdagede, hvor håbløst det var at vriste den store skål fra Sofie.

  ,,Hvilket distrikt gætter vi på i år?” spurgte jeg  ham og puttede en popcorn i munden. ,,Måske 4. De snyder garanteret med sedlerne for at øge deres chancer,” sagde Andreas. Jeg fnes og rykkede lidt tættere på ham. Han smilede til mig og lagde armen om mig og så begyndte nedtællingen på det store lærred. ,,Så er det nu, gutter” lød Dans stemme i halvmørket. Sofie sendte ham et rædselsslagent blik og Zola var nødt til at holde endnu fastere om hendes hånd. ,,Rolig, Sofie. Det bliver ikke os,” sagde hun beroligende og kyssede hende let på kinden. Sofie så rundt på os andre fyldt med rædsel. ,,Rolig, Sofie,” hviskede vi næsten alle sammen.

   ,,Distrikt 1….” lød den velkendte, skingre stemme pludselig fra skærmen. Sofie knugede nu krampagtigt om Zolas hånd og nærmest kastede popcorn ind i munden. Vi var fra Distrikt 9, så der ville gå lidt tid før de kom til os. De første 6 distrikter blev trukket blankt og der blev nu trukket for Distrikt 7. ,,Vi nærmer os,” hviskede Dan. Jacob sendte ham et skulende blik og nikkede sigende over mod Zola, der sad med armene om Sofie i et forsøg på at berolige hende.

 ,,Distrikt 7 fritaget!” bekendtgjorde den skingre stemme på skærmen. Det samme med Distrikt 8. Nu var det vores tur. Skærmen viste nu en hånd nede i krukken med sedler – nogle var blanke og på nogle af dem stod der noget. Ingen vidste, hvad der stod – kun at det betød, at man skulle i Arenaen. En seddel blev fanget og foldet ud. Og lige pludselig blev alt sort.

   ,,Sofie! Sofie!”

   ,,Nina? Nina, vågn op!”

Der blev dasket til min kind og jeg kunne fornemme, at der lå nogen ved siden af mig, der nu blev hevet op. Jeg åbnede øjnene og så lige op i Mias øjne. Hun stod bøjet over mig og ved siden af mig sad Dan. Hans hånd var stadig på min kind. Jeg kiggede fra den ene til den anden, indtil Andreas hev mig op at sidde. Jeg kiggede ud af øjenkrogen. Det var Sofie, der havde ligget ved siden af mig. Zola og Brian havde hevet hende op at sidde og nu sad de begge to med armene om hende og forsøgte at berolige hende. Men hvordan kan man berolige nogen efter sådan en besked? Og så Sofie, der var så nervøs for det i forvejen?

   ,,Nina, er du okay?” spurgte Andreas og kiggede mig i øjnene. Jeg kiggede tilbage i lidt tid, indtil det blev for intenst og jeg måtte se ned. ,,Jeg er ok. Jeg tror, Sofie har det værre,” svarede jeg. Dan nikkede og vi rykkede tættere på Zola, Sofie og Brian. Lidt efter lidt sad alle 20 mennesker i én stor klump med armene om hinanden. Vi havde alle hovederne bøjet og de fleste sad med lukkede øjne. Nogle sad med åbne øjne helt uden at blinke.

  Jeg kunne ikke forstå det. Man havde udtrukket min klasse til at skulle i Arenaen. Min klasse. Vi havde så tit siddet samlet i klassen foran skærmen og fulgt med i Dødsspillet. Vi var tit blevet rørt og chokerede over, hvor koldblodigt gamle kammerater kunne slå hinanden ihjel og vi havde siddet i en lang kæde og holdt hinanden i hånden. Nogle gange var det så skræmmende, at jeg var kravlet hen til Andreas og bare siddet med hovedet på hans skulder, imens han holdt om mig. Åh nej, Andreas. Hvad nu, hvis det kom til, at jeg skulle slå ham ihjel? Det måtte for alt i verden ikke ske. Men lige så snart jeg havde tænkt tanken, rystede jeg det af mig. Jeg havde ikke lyst til at slå nogen ihjel. Jeg fandt vores klassebillede frem og strøg fingrene over det. Dan, Jacob, Mads, Barnie – mine drenge. Dem, jeg altid hang ud med. Hvad skulle der blive af os alle sammen? Jeg havde ikke lyst til at dø. Men jeg var heller ikke sikker på, at jeg havde lyst til at overleve på de præmisser. Jeg sukkede og kyssede klassebilledet. Jeg trak det væk fra mig igen. Jeg registrerede kort, at jeg havde kysset meget centralt omkring Andreas på billedet.

   Jeg lagde billedet væk igen og tog mit tøj af. Jeg besluttede mig for at tage et langt brusebad og spise al den slik, jeg kunne samle sammen i huset – jeg fik måske aldrig mulighed for det igen. Så efter en halv times bad, tre pakker smarties, en pose vingummier og en halv liter is, kravlede jeg i seng. Jeg kunne ikke falde i søvn lige med det samme – jeg lå bare og stirrede op i loftet og tænkte på dagen, der var gået. Hvordan Sofie og jeg havde reageret, da det gik op for os, at det i år var os, der skulle i Arenaen og deltage i Dødsspillet. Hvordan jeg som det første havde tænkt på, at jeg ikke ville slå Andreas ihjel. Hvordan jeg ikke kunne finde ud af, om jeg helst vil dø eller overleve. Men at vælge bare at lade mig dø ville betyde, at nogen fra min klasse skulle leve med at have dræbt mig. Jeg trak dynen helt op over hovedet og lod mørket omslutte mig, inden jeg endelig gled ind i søvnen.

   Jeg løber ud fra røret og direkte hen mod Overflødigshedshornet. Vi er i en ørken. Jeg har sandaler på og en lang, hvid silkekjole, der fejer let hen over mine ankler. Jeg kravler op i Overflødighedshornet og leder desperat efter noget brugbart. Jeg finder en pistol. Der er nogen bag mig. Jeg kan mærke hænder på mine sider. Jeg stivner og pistolen glider tilbage i hornet. Det er Andreas, der har fat om mig. Han får overbalance og vi falder begge to helt ned i hornet. De andre er for længst væk. Vi ligger i hornet tæt omslynget. Jeg vender mig om, vi ligger ansigt til ansigt… Jeg læner mig ind mod ham… Han læner sig mod mig… BANG! Der løber blod ned fra Andreas’ tinding. Jeg skriger og skriger og rusker i ham, men alle spor af liv er væk fra hans øjne. Jeg bliver ved med at ruske, jeg presser mine læber mod hans, jeg græder, jeg græder, jeg hulker.. og så bliver jeg vred. Jeg graver mig frem til pistolen, jeg tabte før og rejser mig op i hornet. Jeg holder pistolen ud fra mig, jeg har hånden på aftrækkeren og jeg drejer rundt. ,,Hvor er du!? Kom frem!” skriger jeg. Jeg er desperat. Tårerne pletter mit udsyn, jeg kan stadig mærke Andreas’ livløse krop med mine fødder. Jeg skyder vildt om mig, indtil det går op for mig, at jeg ikke aner, hvor mange skud, der er i pistolen. ,,Kom så frem, din kujon! Kom frem, hvis du tør!” Og pludselig træder Jeanette frem og det er som om jeg mister forstanden. Der står min bedste veninde, der nu har skudt den dreng, jeg havde så mange forvirrende følelser for. Hun har geværet i hånden og hun stirrer hårdt på mig, imens hun langsomt hæver det, men jeg er hurtig, for jeg står stadig med pistolen. Jeg affyrer pistolen .. og min livløse krop falder sammen over Andreas’.

  Jeg satte mig op i sengen og tog mig til hovedet. Jeg havde lige drømt, at jeg affyrede en pistol mod mig selv i Arenaen. Jeg tørrede hånden over panden og stod op for at gå ud i køkkenet efter noget vand. Jeg drak en ordentlig mundfuld og sprøjtede noget i hovedet. Jeg begyndte at gennemgå drømmen. Øjeblikket, hvor Jeanette var trådt frem fra træerne med geværet under armen og det hårde udtryk i øjnene. Var det sådan, hun ville blive, når vi kom ind i Arenaen? Jeanette var engang blevet tvunget til udstationering i Capitols sikkerhedshær en kort periode, så der var måske en lille garanti for, at hun ville være meget mere koldblodig end nogen af os andre.

   Jeg fandt klassebilledet frem igen og begyndte at tænke over, hvordan vi hver især ville komme til at fremstå i Arenaen. Hvem ville tilskuerne betragte som den svageste? Den stærkeste? Den sødeste? Den hårdeste? Den dummeste? Jeg tog mig til hovedet igen og gned mig mellem øjenbrynene. Til sidst faldt jeg i søvn i min seng med billedet knuget krampagtigt ind til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...