Numb - One Direction (+14)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 mar. 2012
  • Opdateret: 25 jan. 2013
  • Status: Færdig
Kelly Sawyer kan intet føle - det er i hvert fald, hvad hun prøver at overbevise sig selv om. Hun føler ingen glæde, kun tomheden. Det fylder hende og æder hende op indefra. Da hun møder NIall Horan, som tydeligvis er en glad og udgående person, vælger hun at skubbe ham væk. Men må erfare, at Niall ikke giver op let. Lykkes det? Samtidig er hun ikke bange for at bruge ham til sine egne formål.

36Likes
84Kommentarer
5920Visninger
AA

11. Kapitel 8

 

Hele min krop rystede, da jeg vågnede. Det var med nød og næppe, at jeg vaklede ud på toilettet uden at vække Niall. Da jeg kom derud, faldt jeg sammen på gulvet. Jeg kunne ikke styre min krop mere, så jeg rystede uhæmmet på gulvet. Nogle flasker blev væltet ned og lavede et stort brag. "Hvad sker der?" kom det søvndrukkent fra Niall. "Kelly, er du derude?" Døren var ikke låst, men lige nu havde jeg ingen chance for at låse den. "Niall... du må ikke komme ind!" Min stemme lød svag og rystende. Jeg kravlede hen til bruseren og tændte for vandet. Det lød som om, at Niall gik væk fra døren. Jeg kravlede derind og lod vandet gennembløde mig. Hvad skete der med mig?

 

Efter omkring en time derinde, var jeg endelig kølet nok ned til, at jeg kunne holde min krop stille. Langsomt rejste jeg mig op og kiggede mig selv i spejlet. Efter lidt vand i mit ansigt, så jeg ikke så slem ud. Døren knirkede, da jeg åbnede den, selvom jeg prøvede at gøre det stille. "Hey, er du okay?" Niall kom over og krammede mig. Jeg ville gerne have skubbet ham væk, men jeg havde ikke kræfterne, i stedet lagde jeg armene om ham og for første gang i mange år, lod jeg mig selv føle noget. Et lille håb om, at Niall virkelig ville blive hos mig. Han virkede overrasket, men krammede mig så bare endnu hårdere. "Lad os få noget mad!" sagde han. På kommando knurrede hans mave. Jeg blev trukket ud i køkkenet, hvor han lavede to skåle med cornflakes. Jeg spiste langsomt, mens jeg betragtede Niall. Jeg havde før beskrevet ham som lækker, men når jeg tænkte over det, var han ikke lækker - han var smuk. Hans lyse hår stod godt til hans blå øjne. Hans mund var dog det bedste. De var rosarøde og bløde som silke. "Yay," råbte Niall pludselig, "du spiser." Han smilede stort til mig. Jeg trak på skuldrene og sagde: "Jeg lider jo ikke ligefrem af en spise forstyrrelse." Niall hældte endnu en portion op til sig selv og spiste. "Bliver du aldrig træt af at spise?" Han rystede på hovedet og smilede med cornflakes i hele ansigtet. Jeg rejste mig op og gik langsomt over til ham. "Du har noget lige her," mumlede jeg og slikkede hans kind. Han vendte sig mod mig og kyssede mig. "Det bedste ved morgenen, " sagde han og stillede skålene i opvasken. "Hvad skal vi lave nu?" spurgte Niall og lagde armene om mit liv. Jeg trak mig forsigtigt ud af det og gik ind i stuen. "Vi kan ringe til drengene?" Jeg trak på skuldrene og satte mig i sofaen. Niall kastede sig ned på mig, så jeg blev rigtig mast. "Og du kunne ikke have sat dig på en af de mange andre pladser?" Han rystede på hovedet og grinede. Jeg pustede irriteret ud og væltede ham væk. Min hånd begyndte langsomt at ryste igen, så for at skjule det, kyssede jeg Niall. Han grinede og trak sig væk. "Skulle vi ringe til dem?" 

 

"Vi burde så meget se en film!" Harry klappede stolt i hænderne, da han kom med forslaget. Jeg lænede mig tilbage og prøvede at ignorere min hovedpine, som blev værre og værre. "Kan vi ikke se 'Hunger Games'? Jeg elsker bare mad programmer." Zayn's tone var ironisk, da han kiggede over mod Harry. Alle drengene grinte, mens jeg masserede mine tindinger. "Er du okay?" spurgte Niall. Jeg kiggede kort over mod Louis, inden jeg svagt nikkede. Louis smilede skævt til mig og gik så ind i diskussionen om Dvd'en igen. "Hvornår kommer Liam?" spurgte Zayn og kiggede rundt. "Om fem minutter, han tog altså Danielle med." Niall nikkede og satte sig ved mig. "Vil du i seng?" Hans varme ånde ramte mit hoved og beroligede mig en smule. Måske var Niall ikke så slem. "Jeg orker ikke at rejse mig," mumlede jeg svagt og lukkede øjnene. Straks mærkede jeg nogle arme lukke sig om mig, som bar mig ind i sengen. Niall lagde mig forsigtigt ned og kyssede min pande. "Vil du ikke blive lidt?" Han nikkede og lagde sig ned ved siden af mig. "Kelly, nogle gange er det okay at ville have hjælp. Det er ikke en svaghed." Jeg himlede med øjnene. "Yeah right, Niall. I mit hus har der aldrig været plads til svaghed. Man talte bare ikke om det, så eksisterede det heller ikke. Da min far forlod os for en affære han havde haft, talte vi ikke om det. Vi holdt vores følelser for os selv." Niall lagde armene om mig og kyssede min pande igen. "Jeg vidste ikke, at det var derfor din far ikke var her." Jeg trak på skuldrene og sagde: "Jeg har aldrig sagt det." Vi døsede vist begge lidt hen, for ingen af os hørte døren gå op. Vi blev dog hurtigt vækket, da Louis sprang på os og råbte: "Sandwich!" 

 

"Hey Liam!" Niall stemme kom igennem den lukkede dør. Kæft, et møgfald jeg havde fået på Louis, da han var kommet ind. Han skammede sig ikke engang, han syntes bare, at det var sjovt. Jeg kæmpede mig op af sengen og gik ud i gangen. Jeg missede med øjnene mod det skarpe lys, men fortsatte ned af den. "Niall," mumlede jeg svagt. Han vendte sig grinende om mod mig og hævede et øjenbryn. Så gik mit blik over på pigen ved siden af Liam. "Hej, jeg er Danielle, men du kan bare kalde mig Danni." Hun smilede venligt til mig, så gik det op for mig, hvor jeg havde set hende før. Jeg vinkede halvt, inden jeg besvimede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...