Numb - One Direction (+14)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 mar. 2012
  • Opdateret: 25 jan. 2013
  • Status: Færdig
Kelly Sawyer kan intet føle - det er i hvert fald, hvad hun prøver at overbevise sig selv om. Hun føler ingen glæde, kun tomheden. Det fylder hende og æder hende op indefra. Da hun møder NIall Horan, som tydeligvis er en glad og udgående person, vælger hun at skubbe ham væk. Men må erfare, at Niall ikke giver op let. Lykkes det? Samtidig er hun ikke bange for at bruge ham til sine egne formål.

36Likes
84Kommentarer
5942Visninger
AA

9. Kapitel 6

 

Der gik en hel uge, hvor jeg bare arbejde, inden jeg hørte fra Niall igen. Han kom ind af døren og så bedre ud, end jeg huskede han gjorde. Jeg gik over til Laura - en ny pige - og spurgte hende: "Kan du ikke tage hans bord, jeg er lidt fyldt?" Hun nikkede og smilede stort til mig. "Jeg er kæmpe fan, tusind tak." Hun lavede et lille hop, inden hun gik over til ham. Hans øjne fulgte mine bevægelser, mens jeg tog de tomme tallerkener på et af mine borde. Laura kom over mod mig med en skuffet mine. "Jeg skulle give dig det her," sagde hun og rakte mig en serviet. Jeg sukkede kort, inden jeg læste det. Den lille... Jeg gik hurtigt over til ham og smækkede min hånd ned i bordet. "Hvad fanden har du gang i?!" hvæsede jeg og smed servietten på bordet. "Wow, ikke den reaktion, jeg havde regnet med." Niall virkede overrasket. "Havde du forventet, at jeg ville falde om halsen på dig?" Min stemme steg til et råb. Han kiggede forvirret på mig. "Du kontakter mig ikke i en uge, og så tror du, at du bare kan skrive sådan noget!" Jeg smed mit forklæde og løb ud af restauranten. "Kelly, jeg..." Jeg vendte mig brat om. "Du hvad, Niall? Jeg troede, at jeg gjorde det klart. Jeg vil ikke have dig i mit liv, okay?! Jeg er bedre uden dig." Det sidste mumlede jeg og kiggede ned i jorden. Han løftede langsomt mit hoved med to af hans fingre. "Kelly, jeg mente det. Jeg har kendt dig i en måned snart, men du har været alt andet end let. I hvert fald på visse områder. Jeg el..." Jeg kyssede ham. Ikke fordi, at jeg ville havde lyst lige nu, men fordi jeg ikke ville høre det. At sige det højt, ville gøre det endegyldigt, og Niall fortjente meget bedre. Jeg trak mig væk og bed mig i læben. "Du skal ikke kontakte mig igen, okay? Jeg har allerede ødelagt alt for meget for dig, Niall." Og med de ord, gik jeg. Han løb ikke efter mig, han råbte ikke, han stirrede bare efter mig. 

 

Mine hænder rystede, da jeg kom hjem. Jeg løb op på mit værelse og tog den hvide pose frem. Jeg rev en side ud af en bog og rullede den sammen til en lille rør. Pillerne blev knust og lagt i en lang bane. Jeg satte røret ned mod bordet og sniffede. En beroligende følelse spredte sig i hele min krop og problemerne med Niall var langt væk. Katie var ikke hjemme, så jeg kunne gøre, hvad jeg ville. Jeg smilede, slev da jeg mærkede blodet løbe ned fra min næse. Jeg rejste mig og vaklede ud på badeværelset. Jeg kiggede mig i spejlet og smilede. Blodet løb ned på mine tænder. Sådan fandt Niall mig. Jeg kiggede over på ham med et svømmende blik. "Hvad har du taget?!" Niall tog fat i min arm og rystede mig. Jeg grinede bare. "For helvede, Kelly. Hvad har du taget?!" Hans øjne blev fyldt med tårer. Min latter svandt langsomt ind, og jeg måtte synke en gang, før jeg kunne svare. "Jeg ved det ikke." Det var det eneste jeg kunne sige lige nu. Han tog noget papir og tørrede blodet væk. Han vendte ryggen til. "Niall? " spurgte jeg svagt. Det var ikke sjovt at være høj mere. Ens følelser blev forstørret. "Gør du tit det her?" Hans stemme var rolig, hvilket skræmte mig. Han vendte sig om og løftede spørgende sit ene øjenbryn. "Jeg - jeg..." Jeg lod sætningen dø og kiggede ned i gulvet. "Er du afhængig?" Jeg blev sur. Hvad ragede det ham?! "Nej!" sagde jeg irriteret og skubbede mig forbi ham. "Fint, så kan du jo holde op?" Hans stemme var blød. Jeg vendte mig om og så ham med et smil. Et lille smil, men det var der. Jeg trak på skuldrene. "Det kan jeg vel." Han nikkede og tænkte lidt. "Fint, jeg lader dig være, hvis du kan holde dig ædru i en uge." Jeg sukkede. "Hvordan vil du holde øje med mig hele tiden?"

"Du bor hos mig i en uge."

"Absolut ikke!"

"Så kan du ikke klare det."

"Jo, jeg kan!"

"Bevis det."

 

Jeg sad og pakkede mine ting, da Katie bankede på. "Hvor skal du hen?" Hendes stemme lød svag. "Over til en ven, jeg kommer snart hjem igen." Jeg kiggede kort på hende, inden jeg fortsatte med at pakke. "Jeg vil gerne have, at du bliver hjemme." Katie plejede ikke at sige mig i mod. "Ja? Og jeg ville gerne have, at jeg kunne leve mit liv uden alle giver deres mening, men vi får ikke alt, hvad vi beder om." Jeg smed irriteret en trøje ned i tasken. "Går du ud af den dør, behøver du ikke at komme igen. Jeg er træt at det her, Kelly. Du er nødt til at tage ansvar for dine handlinger nu." Hun lukkede døren langsomt. Min ene sko blev kastet mod den, inden jeg frustreret satte mig ned. "Jeg hader dig!" råbte jeg gennem den lukkede dør, men fik kun stilhed som respons. Jeg pakkede det sidste. Et kort øjeblik tøvede, før jeg gik over og tog mine sidste stoffer og proppede dem ned i en sok. Så gik jeg uden at se mig tilbage. Hvorfor skulle jeg? Katie ville alligevel ikke have mig.

 

Da jeg stod foran Niall's lejlighed, kunne jeg ikke gå ind. Jeg stirrede bare op på den store bygning, som så ud som om, at den aldrig ville slutte. "Kelly!" En blond fyr kom over og hev mig med. Niall smilede glad til mig, mens vi gik hen mod elevatoren. "Jeg bor på femte etage, den har en fantastisk udsigt. Drengene har lejlighed ved siden af. Louis og Harry bor i samme, mens de andre har hver sin lige som mig." Niall plaprede derud af, mens jeg lod mine tanker vandre. Hvordan det mon ville være at bo hos en kendt superstjerne. Min mobil ringede pludseligt. På displayet stod der 'Danieeeel' (Jeg havde været høj, da jeg skrev hans navn). Jeg tog den og sagde afslappet: "Hej." Jeg kunne høre basen fra musikken pumpe, da Daniel sagde: "Hej skatter! Kommer du ikke over? Der er fest." Hans stemme lød så lokkende, så velkendt, men jeg knyttede mine hænder. "Nej, jeg kan ikke i aften." Så lagde jeg på og lukkede mine øjne. Niall talte ikke længere, hvilket jeg var glad for lige nu, da hovedpinen meldte sig. "Jeg er træt," konstaterede jeg og gik ud af elevatoren, da den sagde Bing. Niall åbnede døren til sin lejlighed og viste mig vej til et værelse. Det lignede meget en teenagers værelse, men jeg var ligeglad. Så snart mit hoved ramte den pude, faldt jeg i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...