Jar of hearts

April er lige fyldt 18 år og er kærester med Harry Styles som er medlem af gruppen One Direction. Udover det er hun også bedste venner med Louis Tomlinson, et andet medlem af One Direction. Louis og April kender hinanden hjemme fra Doncaster.

-Kærlighed er indviklet, benhård, hjerteknusende og nogle gange forfærdelig, kan April klare det og hvad vil der ske?

Læs og find ud af det!

15Likes
24Kommentarer
2602Visninger
AA

3. Kap. 2

Jeg åbner langsomt mine øjne og ser op, Harry sidder i sengen og ser på mig. Han har en rød rose i hånden og hans ansigt ser helt knust ud, der gør ondt at se på. Da han ser jeg er vågen smiler han forsigtigt og nusser mig på kinden. ”Godmorgen” siger jeg og sætter mig op. ”Jeg er så forfærdelig ked af det April, jeg ved ikke hvorfor jeg opfører mig sådan her. Jeg er en stor idiot” siger han og rækker mig rosen. Jeg tager imod den og snuser til den, den dufter friskt. Jeg siger ikke noget, men ser ham bare i øjnene, hans fantastiske grønne øjne. ”Jeg vil så gerne gøre det hele godt igen, men jeg ved også godt at ingen undskyld nogensinde vil være god nok.” siger han. ”Jeg kan kun sige at jeg er ked af det og jeg elsker dig så højt” Han var tilgivet, og det irriterer mig grænseløst at jeg tilgiver ham så hurtigt, men jeg kan ikke andet. Jeg elsker ham, og sådan er det. Jeg var lige ved at kysse ham, men Louis stopper mig ved at stille sig i dørkarmen og rømme sig. Jeg ser på ham med et smil, men han ser stadig bekymret ud, ligesom i går. Jeg skal lige til at sige noget til Louis, men Harry kommer mig i forkøbet. ”Tak for hjælpen Louis, jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dig.” Louis ser overasket på Harry, men sender ham et lille smil, kun jeg kan se at det ikke er helt oprigtigt. Louis lader ikke Harry slippe hel igennem, det er han alt for beskyttende til. ”Det var så lidt, men lad det ikke ske igen.” siger Louis, han ser kun på Harry. Harry nikker og ser ned, han ligner en der skammer sig. ”Nårh, jeg må til at komme hjem nu. Eleanor er hjemme om en time og jeg har rodet” jeg rejser mig op og går hen til ham, han trækker mig ind i et stort kram og hvisker meget lavt i mit øre: ”Tænk dig om” jeg kysser ham på kinden og følger ham ud af lejligheden. Jeg gik tilbage til soveværelset, Harry sidder stadig i sengen og den rose han havde givet mig ligger på gulvet, lidt skubbet ind under sengen. Jeg samler den hurtigt op og ligger den på et bord. ”Hvad skal vi lave?” spørger Harry, jeg vender mig om og ser på ham. Det er rigtig rart at han faktisk vil lave noget med mig, at han faktisk gider mig. ”Det ved jeg ikke” svarer jeg og sætter mig ved siden af ham. Han tager min hånd og fletter vores finger. Jeg ser op i hans dejlige grønne øjne og smelter helt væk i dem. Jeg elsker, men samtidig hader jeg også den effekt han har på mig. Med et fingerstrøg, med et blik, med tre små ord, med et kys kan han gøre mig helt og afdeles væk, væk i ham. ”Vi har stadig en uge tilbage” siger Harry. Jeg ser afventende på ham. ”Hytten?” minder vælter ind over mig, minder af Harry og jeg.

 

”Du gør det ikke Harry!” truer jeg og peger på ham, han er på vej hen til mig med et lusket smil. Vinden tager en smule til og river mit hår frem og tilbage i vinden. Han sætter i løb hen til mig og løfter mig op i sin favn. Et lille skrig undslipper fra mig. Vi griner begge to, vores latter lyder nærmest som en melodi, to ting der smelter sammen, to ting der hører sammen for evigt og altid. Der er musik i baggrunden og der gør det hele mere perfekt, det får det hele til at virke som en scene fra en film, en rigtig kærlighedsfilm. Harry løber ud i vandet med mig i sine arme og bølgerne slår op mod os. Han sætter mig ned og vi ser i hinandens øjne, det er som at se ind i min fremtid, det lyder skørt, men jeg kan se det hele. Børnelatter, et hus i forstaden med en kæmpe baghave og alt det der hører til et familieliv. ”Harry” han nikker og flere bølger slår imod os. ”Lov mig at du aldrig glemmer mig” jeg ved ikke hvorfor jeg siger det, jeg har bare behov for det. ”Det ville aldrig kunne lade sig gøre at glemme dig” svare han, dybt alvorligt. ”Du skal også love mig en ting” mit hår blæser vildt igen og gør jeg næsten ikke kan se noget. ”Lov mig at du altid vil elske mig” han er næsten nød til at råbe for at overdøve blæsten og de store bølger som bruser. Selvom det er et uselvisk krav for os begge to, har jeg ingen problemer i at overholde hans krav. Jeg vil altid elske ham, lige meget hvad og hvor meget vi skal gå igennem, ild og vand. ”Altid” er det eneste jeg siger, han har ikke brug for at høre mere for han kysser mig intenst på munden.

Harry drejer nøglen om og åbner døren og vi går indenfor. Hytten ligner sig selv på en prik, det er dejligt at være tilbage igen. Jeg går ind i soveværelset og sætter mine tasker ned på gulvet og går ud til Harry igen. Han er ved at tænde for strømmen. ”Skal vi gå en tur ned til vandet?” spørger Harry og trækker forhænget for elmåleren og vender sig mod mig. Jeg nikker og går hen til ham, tager ham i hånden og trækker ham med udenfor. Vi går ned til stranden og stopper foran vandkanten og ser ud. Harry stiller sig bag mig, holder om mig og hviler forsigtigt sit hoved på min skulder. Det er rart at have ham for mig selv, det er rart at komme tilbage til lige præcis det her sted, med alle de minder. Jeg kan stadig se os for mig, ude i vandet, tæt sammen og helt uvidne om hvor hårdt det vil blive. ”Hvad tænker du på?” spørger han og afbryder mit lille billedshow jeg har gang i. ”Dengang” svarer jeg og ser drømmende ud på havet. ”Savner du det?” spørger han og kysser mig på halsen. Vi har flettede finger som hviler op ad min mave. ”Ja” svarer jeg og vender mig mod ham og ser ham i øjnene. ”Det gør jeg også, alting var så….” jeg kan tydeligvis se han leder efter ord. ”Ukompliceret” Han har ret, alting var så ukompliceret, vores fremtid så, så lys ud dengang, ikke fordi at den ikke gør det nu, men den ser bare mindre perfekt ud. ”Du fortjener ikke at blive slæbt igennem alt det jeg har slæbt dig igennem” siger han stille. Jeg ved ikke hvad jeg skal svarer, jeg er nærmest målløs. ”Og det er så selvisk af mig det her, men jeg kan ikke klare mig uden dig April. Du må ikke forlade mig” han ser trist ud, igen. ”Harry jeg” han afbryder før jeg kan gøre min sætning færdig. Han træder et skridt tilbage og hæver sine arme over hovedet. ”Århh hvorfor er jeg også sådan en stor idiot, jeg vil ikke tvinge dig til noget, det er jo dit valg hvis du ikke gider mig mere, og det forstår jeg ærlig talt godt.” jeg tager et skridt mod ham og tager igen hans hænder i mine. ”Harry jeg forlader dig ikke nu, jeg forlader dig aldrig” forsikre jeg ham om og kysser ham før han kan sige noget igen. Der står vi igen, på samme strand og kysser, stadigvæk forelsket.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...