Blod på gravstenen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2012
  • Opdateret: 21 mar. 2012
  • Status: Færdig
Pigen Anna har en drøm. En meget virkelig drøm, som faktisk i sidste ende, også viser sig at være sand! - Skrev den da jeg var 11 o_o'

0Likes
0Kommentarer
813Visninger
AA

1. Blod på Gravstenen

Jeg var på vej hjem fra skole da jeg så en bil køre i den forkerte side på den frie vej. Men jeg så den for sent! Bilen ramlede ind i min blå cykel og jeg skred hen af vejen og ned af skrænten. Jeg prøvede at åbne øjnene men kunne ikke. Jeg vidste jeg var død med det samme. Men kunne stadig føle alt blodet ved mig krop.

 ”Anna!? Er du vågen søde?” råbte mor. Jeg gabte og satte mig op i sengen med mareridtet bag mig. Jeg var stadig skræmt fra vid og sans men vidste det bare var én drøm ind til jeg rejste mig op og så blodet rende ned af min arm. Jeg skreg. Mor skyndte sig op og så blodet. Jeg fortalte hende min drøm. Hun skyndte sig at ringe til ambulancen. Jeg kom til bevidstheden igen på hospitalet. Jeg forstod intet mere. Jeg var vågen men mor var ked af det. Jeg satte mig op. ”mor?” Men mor reagerede ikke. Jeg var helt forvirret. Jeg så rundt og så generatoren hvor alle linjer var helt flatte og ingen takker. Jeg vidste godt hvad det betød. Jeg var død. Men jeg forstod bare ikke hvordan jeg så.. Kunne være levende. Eller ja. Levende. Jeg rejste mig. Jeg var levende! Eller var det bare en drøm? Jeg nev mig selv i armen men vidste allerede godt resultatet: jeg sov ikke!  Men. Hvordan kunne jeg være levende død?  Jeg gik ud af rummet. Jeg så alle mennesker gå. I det jeg gik ud af rummet gik min bedste veninde ind af døren. Man kunne se på hende hun havde hørt den dårlige nyhed. Jeg gik mod hende men hun gik igennem mig. Først nu gik det helt op for mig. Jeg var død. Og ville aldrig nogensinde vende tilbage.  Viva gik ind i rummet til en tom seng. Jeg gik mod de hjerne dødes rum og så mit lig være i gang. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre nu! Jeg følte en virkelig trang til blod lige nu. Og jeg kunne lugte det i rummet ved siden af. Jeg gik der ind og så køleskabe med blod poser i. Jeg kunne ikke lade være så jeg nappede en. Og en mere til gemme. Jeg drak blodet og ja.. Var nærmest mæt! Jeg tøffede lidt rundt på hospitalet men ingen kunne se mig. Jeg gik tilbage til venteværelset. Jeg så Viva sidde og græde på en stol og en sygeplejerske trøstede hende. Jeg satte mig på en fri stol ved siden af hende og krammede hende og hviskede ind i øre: ”slap af. Jeg er her stadig!”. Viva så forskrækket op og kunne føle mig. Hun så på lægen og sagde at det bare var noget hun bildte sig ind. Jeg sukkede og gik hjem. Jeg kunne jo stadig leve som normalt. Ikke? Jeg tjekkede kaldeneren og så min begravelses dato. Om to uger. Jeg ville med til min egen begravelse! Det er jeg sikkert den eneste der vil komme til. Men jeg kunne jo heller ikke til at fortælle det til nogen.  

Jeg tog et sort sæt tøj på og gik ned mod kirken sammen med min familie. Jeg tog min mor og far i hånden. Man kunne se de blev meget forskrækket men de overbeviste sig selv om det var indbildning. Ligesom med Viva. Da jeg blev begravet ned i jorden græd hele forsamlingen. Da jorden var blevet over mit lig gik jeg op på der. ”Jeg er her stadig! Men I kan ikke se mig!” råbte jeg op og denne gang kunne ingen sige det var indbildning. Der bredte sig en lav mumlen fra menneske til menneske. Endelig trådte der en frem. Jeg tror det var præsten. Han satte sig ned på knæ og foldede hænderne. Jeg tror han bad. Bad til at djævlen måtte blive væk. Jeg begyndte at græde. Ingen troede det var mig men de troede det var djævlen der havde taget min sjæl og sendt den tilbage på jorden for at gå igen og skræmme. Jeg forlod kirkegården og gik ned på gaden. Tårnene trillede ned af kinderne på mig. Uafbrudt. Jeg så Viva forlade kirkegården lige efter mig. Jeg tror hun kunne fornemme mig fordi hun begyndte i hvert fald at tale. Men der var ikke et øje ellers end hende og så mig. ”Anna!?” sagde hun svagt. Jeg trådte hen foran hende. ”Ja?” Spurgte jeg. ”jeg.. Jeg er bange!” jeg lagde armene om Viva og trøstede hende. ”Det skal du ikke være!” svarede jeg hende. ”jeg er her som helt normal. Du kan bare ikke se mig.” sukkede jeg. Viva nikkede svagt og gik tilbage til de andre. Jeg gik efter. Dagene gik og gravstenen kom på. Mine forældre og Viva gik ned og så gravstenen. Det gav en blomst og så på gravstenen hvorpå der stod: ’Anna Klange. 29. oktober 1995 – 12. januar 2010. Hvil i fred’. De lagde som sagt blomsterne. En rød buket roser og en gul lilje i midten. Så gik de igen. Jeg rakte en hånd frem efter dem men stødte bare igennem. En tåre trillede ned af min kind. Jeg gik videre igennem gravstenen. Hvad jeg ikke vidste var at jeg havde tabt min blod pose fra hospitalet idet jeg gik igennem. Præsten gik ud af kirken idet posen gik i stykker og blodet raslede ud over gravstenen. Og selvfølig så hun det. Hun skreg op og jeg blev forskrækket. Jeg vendte mig om og så blodet. Jeg lignede et stort spørgsmålstegn. Selvom ingen kunne se det. Jeg så ned af mig. Nej det var ikke mig der blødte. Jeg kom i tanke om blod posen fra hospitalet. Jeg sukkede og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. ”Hvad sker der for denne her verden! Hvorfor er jeg et genfærd? Hvorfor er jeg død over en drøm!?” Tænkte jeg så højt så jeg tror det var lige før præsten hørte det. Jeg ville bare væk herfra! Jeg var død og kunne ikke komme tilbage. Hvorfor kunne jeg så ikke bare være død!? Helt væk.  Aldrig se, aldrig høre og aldrig føle igen! Helt død. Væk. Borte! Jeg kom i tanke om noget da jeg så på blodet på gravstenen. Jeg styrtede mod hospitalet op hentede en pakke piller. Løb tilbage på kirkegården og hen til min egen grav. Jeg fandt en lille sedl og en kuglepind. Jeg begyndte at skrive. ’Hej beboere der kigger til mig. Når du har fundet denne besked kontakt venligst mine nære. Viva Hansen eller mine forældre. Jeg er træt af at gå som genfærd så jeg dræber mit genfærd. Hils. Vi ses hos gud. Anna’. Jeg lagde sedlen på jorden ved graven og lagde nogle sten over så den ikke fløj væk. Jeg spiste pillerne. Lidt efter lidt kunne jeg mærke jeg sivede ned i jorden. Og der efter blive skudt op i himlen. Nu vidste jeg det. Nu var jeg død. Lykkelig død.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...