Den uhyggelige kugle

Emma er en ensom pige på 13 år. Hun skulle besøge det nye museum. Men så sker der noget.... Der er fulgt en meget gammel ting med museet. Og den ting kan vise sig at være farlig...

0Likes
0Kommentarer
942Visninger
AA

3. Kuglens hemmelighed

Emma så sig forvirret omkring. Hun var svimmel og havde svært ved at trække vejret. Verden så anderledes ud. Hun kom til sin fulde bevisthed og fandt ud af at det var virkelighed. "Åh...my...god." Emma var meget chokeret. "Hvad er det her for et sted?" "Det er underverdenen." sagde en hæs stemme et sted fra. "Hvem er du?" Emma talte nu med en frygtet stemme. "Jeg hedder Elizabeth." Den hæse stemme kom frem i lyset. Emma skreg. Lige foran hende stod der en zombie. "Ok..ay...ta...tak...for oplysningen." "Så lidt, min ven. Du er alt for tynd. Kom med mig og få noget ordenligt at spise." "Nej tak, jeg skal videre." Emma sank en klump. "Men jeg er sød ved dig." "Nej tak." Elizabeth-zombien så skuffet ud. "Men det er for sent, lille ven. Du er middagen." Så lige pludselig kom flere zombien frem i lyset, fra alle sider. Elizabeths hæse stemme lød: "Så er der serveret." Så begyndte de andre zombier at snakke i munden på hinanden. "Uhh Elizabeth, nu har du gjort dig umage. Hun ser saftig ud." Emma var meget bange. Zombierne ville spise hende. Det var ude med hende. "Farvel du søde verden." hviskede hun og troede at det var det sidste hun sagde. Men så kom der en eller anden løbende med et sværd i hånden. "Forsvind!!!" råbte hun. Alle zombierne virkede bange for hende. Men hun ramte et par stykker, så der flød blod ud over det hele. Da alle zombierne var væk, gik hende den fremmede hen for at hjælpe Emma op. "Er du okay? Jeg hedder Nicole." "Jeg hedder Emma og... ja, jeg er okay. Men hvad laver du her?" "Jeg bor her. Jeg besøgte et museum, og så snakkede den der kugle til mig, jeg rørte den og puf, så var jeg væk." "Samme her." Emma var lettet. Der var andre end hende der har prøvet det. "Men hvorfor tog du ikke tilbage?" "Jeg kan ikke tage tilbage. Når først man er havnet her, er der ingen vej tilbage til verdenen der oppe." Emma gispede. Hun kunne ikke lide tanken om at hun skulle leve der for evigt. "Men... hvornår kom du herned?" Emma hviskede af skræk. "Jeg kom herned for 10 år siden. Jeg var 3 år da det skete." Nicole lod afslappet. "Men der var museet da ikke her i Solstrup." Emma hviskede ikke mere. Hun var forvirret. "Nej, jeg taler ikke om din by. Jeg taler om min egen. Petroby." "Petroby? Flytter museet tit?" "Ja, åbenbart." Nu var Nicole også forvirret. "Hvor bor du?" Emma spurte af ren nysgerrighed. "Knoglegade 36. Det er et hyggeligt sted. Du skal glæde dig til at møde min plejemor." Emma tænkte på om Nicole boede hos en heks eller en vampyr, men uanset hvad det var, glædede hun sig ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...