kærlighed er indviklet 2 | one direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 mar. 2012
  • Opdateret: 26 maj 2012
  • Status: Færdig
**Jeg er igang med at rette den første igennem lige nu - og derefter vil jeg begynde at rette denne her igennem. ADVARSEL: Første fan fiction nogensinde.**

Miraklet ramte Maria. Hun lå i koma i 4 måneder. Hun led af en forfærdelig hukommelsestab og kan derfor ikke huske noget som helst. Drengene troede, at hun var død. Hun ville begynde et nyt liv, men hvad skete der, da Louis så hende? Eller hvad skete der, da resten af drengene møder hende? Læs videre fra Kærlighed Er Indviklet her.

647Likes
1461Kommentarer
96319Visninger
AA

16. Marias synsvinkel.

*Yellow diamonds in the light, now we're standing side by side, as your shadow crosses mine, what it takes to come alive*

Min telefon klingede irriterende i mine ører, Rihannas stemme fyldte mit hoved. Jeg stak min arm under min pude, og ledte desperat efter min telefon. Jeg mærkede den kolde telefon i min hånd, og trykkede på knappen, som jeg gættede var den rigtige. "Det' Maria." mumlede jeg med lukkede og søvnige øjne. "Hej Maria, sover du endnu?" spurgte Niall, han lød virkelig glad. Jeg åbnede mine øjne på klem, og kiggede lidt rundt i mit værelse. Der var bælgmørkt, gardinerne var trukket for, og døren var lukket. "Nej, ikke længere Niall. Hvad er klokken?" spurgte jeg lidt friskere. Jeg satte mig op på min seng, og tog en dyb indånding. "Den er 08.00!" svarede han endnu friskere. Jeg tog telefonen op foran mit ansigt, og tjekke klokken. Han talte sandt! "Hvad fuck i helvede ringer du for, på dette tidspunkt, din dør?!" råbte jeg i min telefon, drengen kunne ikke tillade sig, at ringe så tidligt. Jeg skulle stadig have min søvn, og jeg skulle stadig diskutere med min mor, om jeg skal op eller ej. "Undskyld Maria.. Jeg ville bare spørge om du ville med mig ud og spise morgenmad? Jeg havde bare savnet, at snakke med dig lidt. Men det er i orden, hvis du ikke gider." sagde han i en lang køre. Jeg fortrød straks, at jeg havde råbt af ham. Drengen ville jo bare spise sammen med mig, det var da sødt! "Ej, du sød nu. Du er tilgivet, kom og hent mig klokken 10." også lagde jeg på, uden at vente på hans svar. 

Jeg smuttede i et hurtigt brusebad, ikke længere end 5 minutter. Jeg hoppede hurtigt i noget undertøj, en flot tunika i koralblå og et par tynde og sorte strømpebukser. Jeg lod mine naturlige krøller hænge, og lagde et par lag mascara. Jeg tjekkede hurtigt klokken; 09.32. Jeg trak på skuldrene, og gik ned i stuen. "Godmorgen!" sagde jeg, da jeg gik forbi stuen, hvor min mor sad. Hun mumlede et eller andet med et smil, mens hun zappede rundt i tv'et. Jeg gik direkte ind i køkkenet, og tog et glas vand, nu skulle jeg jo ikke spise noget, jeg skulle jo ligesom ud og spise morgenmad. Et par hænder lagde sig om mine øjne, og alt blev mørkt om mig. "Årh, hvem er du? Du kan ikke være andre end mor! Men mor har ikke så store og grove hænder, haha!" sagde jeg, mens jeg grinede af min lille bonusinfo. Hænderne fjernede sig fra mit ansigt, og blev lagt på mine skuldre. Jeg blev vendt om, og bag mig stod; min far! "Far!!" skreg jeg, og krammede ham hårdt. "Årh skat." Han begyndte, at græde helt vildt. "Undskyld fordi jeg ikke har været her efter ulykken. Jeg rejste, mens du lå i koma. Da din mor ringede til mig, den dag du vågnede, græd jeg af lykke!" sagde han mod min skulder, min skulder blev stille våd. "Ej, ikke græd far. Jeg er lige her." sagde jeg med en lille uskyldig stemme. Han nikkede, og gav mig et kys på kinden. "Men jeg er her ikke særlig længe, jeg kommer først fast hjem igen om 10 måneder. Jeg er lige på besøg i et par dage mus." sagde han, og trak mig med ind i stuen.

Det var vidst meningen, at min far skulle overraske mig. Men det blev jeg også. Jeg faldt i en dyb snak med min far, og glemte helt tiden. Den ringende dørklokke stoppede vores samtale. "Det er nok Niall." mumlede jeg, mens jeg rejste mig op. "Jeg skal nok åbne, snak du bare med din far." sagde min mor, og skubbede mig ned på sofaen igen. Jeg kunne høre min mor åbne døren, og snakke med Niall. "Hvor meget kan du huske skat?" spurgte min far, han havde faktisk slet ikke snakket om mit hukommelsestab, som ikke længere var et hukommelsestab. "Det er først om 10 måneder du kommer tilbage, ikk?" spurgte jeg, for hvis det var, at han kom hjem så sent, så kunne jeg godt fortælle ham sandheden. "Jo, men du har stadig ikke svaret på mit spørgsmål." svarede han, og lagde blidt hans hånd på min. Han nussede min den med sin tommelfinger. "Så kan jeg godt fortælle dig sandheden.." startede jeg ud med, og tog en dyb indånding. "Hvad for en sandhed?" spurgte han, og rykkede lidt tættere på mig. Hans grå øjne lyste af nysgerrighed, jeg sendte ham et skævt smil. "Nu hvor du først kommer hjem om 10 måneder, så kan jeg fortælle dig sandheden. Sandheden, som jeg ikke tør, at fortælle de andre. Sandheden om, at jeg rent faktisk godt kan huske. Og det er et par dage siden nu." sagde jeg i en lang køre, jeg lukkede øjnene blidt i 2 sekunder, og åbnede dem igen. Min far kiggede på mig med et stort smil, og trak mig ind i et langt kram. "Det gør mig kun glad skat." sagde han, og trak sig væk fra krammet. "Men din mor skal altså vide det, og det samme med dine venner." sagde han, og lagde armen om mine skuldre. Jeg nikkede hurtigt, og rejste mig op. "Niall venter, vi ses når jeg kommer hjem. Du har sikkert meget, at fortælle om Grækenland!" sagde jeg, og gav ham et hurtigt kys på kinden.

 

 "Niall, hvor skal vi hen og spise?" spurgte jeg, da vi kom udenfor huset. "Der er en lille fin café rundt om hjørnet, vi kan bare gå derhen. De har mega lækre morgenboller derovre! Også kan vi gå en tur i byen, eller sådan noget." mumlede han, og trak med mig med gennem den tomme gade. Jeg nikkede, selvom han ikke kunne se det, han havde for travlt med, at tænke på maden, der ventede på os i caféen. Vejret var dejligt, og jeg følte mig fri, som en ørn. Jeg kunne huske det hele. Folk vidste, at jeg levede, og jeg glædede mig til, at genopbygge mit forhold med Zayn igen! 

"Så er vi her!" sagde Niall, og trak mig med hen imod indgangen. Mærkeligt, at jeg aldrig havde set caféen før, men den så hyggelig ud. På vej ind, stødte jeg ind på en dreng. Jeg kiggede op, og mødte nogle blå øjne.. Hvor havde jeg set ham henne før?

_______________________________________________

OVER 300 LIKES? WUHUW, KOM VI SKAL FESTE. lol

-Bieber1DLove

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...