Du er min inspiration (Two-shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 mar. 2012
  • Opdateret: 20 mar. 2012
  • Status: Færdig
Jonghyun er faldet for bandmedlemmet Key, og han ved ikke hvad han skal gøre. Key er det eneste der fylder hans tanker og det vises tydeligt i den sang han skriver. Hvad vil der ske når Key finder ud af det?



Min første movella, så vil blive rigtig glad for en kommentar :)

24Likes
24Kommentarer
2432Visninger

1. Kap. 1

Jeg lod mine pegefingre massere mine tindinger, idet jeg så ned på den sang, jeg lige havde skrevet. Det var ikke, fordi den var dårlig, faktisk ville jeg mene at det var en af de bedste sange jeg nogensinde havde skrevet.

Det var en kærlighedssang. Den havde ikke været svær at skrive, da hvert eneste ord var dybtfølt. Problemet var bare, at jeg vidste præcis, hvem jeg havde haft i tankerne, da ordene flød ud på papiret. Selv de små tegninger i kanterne viste det. Det var alle små nøgler.

På det sidste havde Key, også kendt som Kim Kibum, været det eneste i mine tanker. Hvis bare det havde været en pige i stedet for ham, havde det hele været meget nemmere. Men hver eneste gang jeg lod tankerne flyve, var det tanker om ham, der fløj ind i min hjerne. Hans katteagtige øjne, de smalle læber, de ellers feminine træk, hans stemme.. Bare ham!

For at være helt ærlig, så havde det virkelig skræmt mig. Jeg havde til at starte med ikke anet, hvordan jeg skulle forholde mig til de nye følelser. Jeg havde prøvet at gemme dem væk og dreje mine tanker over på piger, men intet havde virket. Nu var jeg begyndt at acceptere mine følelser for ham, men det var stadig svært at overskue. Jeg læste igen teksten igennem. Mine frustrationer var tydelige. Svær og forbudt kærlighed. Nøgler der skulle låse op. Jeg tror ikke det kunne være mere indlysende. Men det var der ikke noget at gøre ved.

Når jeg havde brug for at få styr på mig selv, skrev jeg altid sange. Det hjalp mig med at samle mine tanker, så jeg bedre kunne forstå dem.

I det samme hørte jeg døren åbne og så derhen. Det var Key og Minho.

”Skriver du igen, hyung? Det har du gjort meget på det sidste, har du ikke?” spurgte Key, da døren var lukket efter dem.

”Jo det har jeg vel,” svarede jeg, mens jeg trak på skuldrende og undgik øjenkontakt. Jeg følte, at hvis jeg så ham i øjnene, ville han kunne gennemskue min hemmelighed.

Inden jeg kunne nå at forhindre det, stod Key med notesbogen i hånden og læste det, jeg havde skrevet. Minho læste med over skulderen. Da jeg var klar over, at jeg ikke havde en chance for at få den tilbage, før de var færdige, holdt jeg i stedet nøje øje med deres reaktioner.

”Omo, Jjong, den er virkelig god,” sagde Key, og jeg slap lydløst den vejrtrækning jeg havde haft holdt inde. Det var godt han ikke havde lagt mærke til noget.

Minho var dog en anden sag. Hans tænksomme blik fløj skiftevis mellem Key og jeg, indtil det til sidst stoppede ved mig. Jeg var ret sikker på, at han havde regnet det ud.

”Ja, virkelig dyb og meningsfuld,” sagde han efter et øjebliks stilhed. Jeg rømmede mig nervøst, mens jeg så fra den ene til den anden.

”Tak skal I have.”

Key smilte bare og gik ud af rummet igen, mens Minho bare blev stående for at vente, til vi var alene. Jeg prøvede at forberede mig på, hvad der end måtte komme.

Vi stod igen i stilhed et stykke tid, før der blev talt.

”Du burde fortælle ham det. Det ved du godt, ikke?” Jeg sukkede. Inderst inde, vidste jeg godt at han havde ret.

”Jeg vil bare ikke ødelægge noget. Der er meget lille chance for at han har det på samme måde, og desuden ville det aldrig gå.” Efter det, vendte Minho et mistroisk blik mod mig.

”Nej, det vil ikke gå hvis du har den indstilling. Har du ikke lagt mærke til hvordan han ser på dig?” Med det, forsvandt han også ud af døren.

Jeg overvejede hans ord. Hvad mente han egentlig? Jeg havde da ikke en chance, vel? Key så da ikke på mig på nogen speciel måde, gjorde han? Nej, det kunne ikke være rigtigt. Jeg blev nød til at være realistisk. Lige meget hvor meget jeg ønskede at Minho’s ord var sande, så kunne det nok ikke være virkeligt. Men jeg kunne i det mindste være glad over, at han ikke havde tænkt sig at sige noget til Key.

De næste uger gik ikke meget bedre. De andre havde også læst sangen, efter Key havde rost den over for dem. De havde også kunnet lide den, men det var kun Minho der havde gættet min inspiration.

Key vidste ikke hvad hver eneste lille, uskyldige berøring gjorde ved mig. Han anede ikke at hans blik fik mig til at smelte eller at han var i mine tanker hele tiden.

Minho var kommet med små subtile hentydninger, men han havde ikke nævnt det direkte siden vores første samtale. Ellers gik alt som det plejede. Men var vel ikke lige hvad man ville kalde almindeligt, vel?

Jeg var sur på mig selv over følelserne. ’Det er bare forkert!’ var der en stemme der blev ved med at sige inden i mig. Jeg vidste hvad de fleste folk ville synes om det, og jeg var bange for hvad der ville ske.

Men der havde også været gode stunder i løbet af tiden der var gået. Da vi var til en koncert, havde Key lagt armene om mig bagfra, hvilket havde fået de mange fans til at skrige højt og mig til at juble indvendig.

Desuden havde jeg været på shopping med ham. Jeg hader shopping, men at være alene med ham i flere timer, og samtidig have en god grund til at se på ham når han spurgte mig om min mening om tøjet, havde gjort det dét værd. Det bedste af de hele var, at vi bagefter havde fundet en lille fredelig café. Der havde vi fået noget at drikke, mens vi bare sad og snakkede. ’Næsten som en date’ havde jeg flere gange tænkt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...