Dæmonjæger

Verdenen som vi lever i er måske ikke så tryg, som vi alle går og tror. Lucifer har igennem flere år samlet sig en hær af dæmoner, der besætter, dræber og forvandler mennersker til dæmoner. Evelyn, en pige på kun 17 år, har igennem hele sit liv forhindret Lucifer i at overtage jorden, men hvad gør hun, når hendes partner er død og hun bliver sat på en mission, som er umulig at klare alene?

7Likes
2Kommentarer
1180Visninger
AA

4. Kapitel 3

”Jeg tager de første to, da jeg er trænet i at bruge en pistol. Vi har ca. 10 sekunder, før de andre dæmoner kommer, så vi skal løbe hurtigt.” Darius, min nye makker, kiggede på mig og tvivlede åbenlyst på om jeg kunne nå, at komme ind i bygningen på den korte tid.

”Når vi er kommet ind i bygningen, vil dæmonerne være lige foran os, så vi skal handle hurtigt.” sagde jeg og pillede ved et blad.

”Ja.” Han kiggede hen imod bygningen og fortsatte: ”Har du virkelig ikke andre våben end din kniv og pistolen der?” Darius kiggede ned på pistolen, som var det en tynd slatten spaghetti stang. Han var tydeligvis ikke imponeret over mig. Nej, jeg havde ikke andre våben, jeg brugte altid min kniv, den var ligesom en del af mig, og hvis jeg selv skulle sige det, så var jeg også vildt god til at bruge den.

”Nej, min kniv er mit våben, og pistolen er kun til situationer som denne.” sagde jeg og rev irriteret bladet midt over og smed det ind i busken igen. Darius klemte sine øjne hårdt i og kørte sin højre hånd igennem sit brune hår. Det var noget, han havde gjort rimelig tit, siden han var ankommet og jeg fornemmede at det var på grund af mig og min åbenbart manglende ekspertise i at være jæger.

”Okay” Darius rejste sig op, og jeg puttede min pistol ned i mit bælte. Vi listede os nærmere bygningen.

Jeg pressede min ryg imod træets hårde bark, og hele min krop sitrede af spænding. Jeg hørte det første skud, og jeg strammede mine muskler, klar til kamp. Jeg havde næsten ikke hørt det andet skud, for dæmonen skreg højt og overdøvede alting. Jeg hvirvlede rundt om træet og spurtede hen til indgangen. Dæmonerne lå som sort tryllestøv, over de to menneskekroppe de havde besat. Darius var lige foran mig, han hev døren op og vi dukkede os begge, da noget der lignede en stor sten fløj igennem luften over os fra den åbne dør. Darius løb ind i fabriksbygningen med pistolen i den ene hånd og et langt sværd i den anden. Jeg trak min kniv op af mit bælte og løb til venstre for Darius ind i bygningen. Jeg slog ud med min kniv mod en blond dæmon med en lårkort kjole på, med gyldne mønstre, jeg snittede hendes arm og sparkede hende i maven. Dæmonen gav et hyl fra sig, og hun krympede sig en smule. Jeg sparkede hende igen i maven og huggede min kniv i hendes venstre skulder. Blodet flød fra hendes skulder, og en skarp lugt af forrådnelse fyldte mine næsebor, og jeg kunne mærke kvalmen stige. Jeg hev kniven ud af hendes skulder og jog den igennem hendes bryst. Kvinden faldt til jorden og den tykke røg, som var dæmonen, svævede over mig, hvorefter den eksploderede, og jeg blev dækket af sort aske.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...