Krigens liv.

Elise er teenager. Hun lever under 2.-verdenskrig. Man følger hende fra år 1941 til krigens slutning. Jeg ved godt at i måske synes at det er irriterende, at man ikke får starten af krigen med, men så skal jeg til at rykke alle kapitler rundt, og det gider jeg ikke. d:

13Likes
32Kommentarer
3045Visninger
AA

5. To ting på en gang.

Elise holdte brevet, der lige var kommet fra en soldat, i hånden. Hun kiggede intenst på navnet. Det var fra Erik. Skulle hun åbne eller lade være? Hvad hvis det ikke var Erik der havde skrevet det? Hvad hvis det var hans far, eller mor der havde skrevet og fortalt at han var død? Spørgsmålene blev flere og flere, og til sidst åbnede hun brevet. Hun tog sin lillefinger ind i den lille sprække der var, og kørte den hele vejen hen ad brevet, indtil det var åbent. Hun tog brevet længere og længere op fra kuverten. Elise tvang sig selv til at læse det. Hun foldede det lille stykke papir ud, og læste.

 

 >> Kære Elise. 

Jeg savner dig helt forfærdeligt. Jeg er i en lejr, i Nordjylland, og du er i København.

Jeg har tænkt og tænkt og tænkt, og kommet frem til at jeg bare bliver nødt til at se dig!

Du er mit livs kærlighed, og det må du aldrig glemme.

Jeg har fået en kammerat her i lejren, som hedder Kristian.

Vi har besluttet os for at liste os væk fra denne lejr.

Jeg ved at vi skal skal se hinanden igen, om ikke så længe når vi er nået frem til København.

Du må stole på at vi kan gøre det. Jeg elsker dig over hele jorden! Hils lige Margrethe.

Kys Erik.<< 

Erik..." Hviskede Elise til sig selv. Hun foldede brevet sammen, og kiggede ud i luften. I samme øjeblik kom Margrethe løbende ind af døren. 

"Elise! Du må skynde dig! Kom!" Kom det forpustet fra Margrethe.

"Jamen, hvad skal vi? Hvad sker der Margrethe?" Spurgte Elise forskrækket.

"Arlette har noget at fortælle os! Kom nu!" Margrethe løb hen, og tog fat i Elises arm.

"Vi må skynde os!" og så løb de afsted.

 

 

Elises blev mere og mere forpustet. Hvor befandt Arlette sig henne? Hun synes nu at kunne se en pige. Ja, det var Arlette. Margrethe og Elise løb hen bag et træ, hvor Arlette sad. 

"Hvad sker der Arlette?" Spurgte Elise bange.

"Hvis du siger det her til nogen.. så er jeg ikke her mere." Forklarede Arlette.

"Jeg skal nok holde mund." Svor Elise.

"Jeg.. er jøde." Fortalte Arlette.

"Det.. men.. hvordan?" Spurgte Elise forvirret, selvom hun havde haft en fornemmelse i forvejen, havde hun lagt tanken bag sig. Det ville jo ikke kunne lade sig gøre for en jøde at komme herind.

"Shh!. Ikke så højt!," Tyssede Arlette.

"Jeg sneg mig herind, og min mor fik en af soldaternes venner til at få den til at tro på at jeg ikke var jøde."

"Hvordan kan det lade sig gøre?" Spurgte Margrethe midt i det hele.

"Min mor har kontakter." Svarede Arlette og blinkede.

"Men.. hvor er din mor så?" Spurgte Elise.

"Hun.. hun er i en jødelejr." Sagde Arlette og kiggede hen på Elise. En tåre faldt fra hendes øje. 

"Kom her." Sagde Elise og ville give Arlette et kram. Arlette satte sig hen til Elise, og gav hende et knus. Imens de krammede fandt de ud af at de nok skulle blive rigtigt gode veninder..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...