Krigens liv.

Elise er teenager. Hun lever under 2.-verdenskrig. Man følger hende fra år 1941 til krigens slutning. Jeg ved godt at i måske synes at det er irriterende, at man ikke får starten af krigen med, men så skal jeg til at rykke alle kapitler rundt, og det gider jeg ikke. d:

13Likes
32Kommentarer
3045Visninger
AA

4. En ny i lejren.

Døren blev smækket op med et brag.

"Vågn op!  Der kommer en ny ind i jeres værelse," Sagde soldaten og vendte sig om.

Elise vågnede med et sæt, ved lyden af soldatens stemme.

"Gå nu ind med dig!" Råbte han, og skubbede til en pige.

Elise syntes at hun lignende en jøde. Hendes mørke hår, den lidt mørkere hud.. ja, hun måtte være jøde. Men hvorfor var hun så her? Hun kunne vel ikke komme ind her. I den 'ikke jøde barak'.

Elise prøvede at få øje på hendes jøde stjerne. Den sad der ikke. Havde hun snydt sig ind?

Elise var optaget af den nye pige. Mon hun var på alder med hende? Eller ældre? Eller mäske yngre? Hun vidste det ikke. Der var masser af spørgsmål om pigen, Elise havde brug for at finde svaret på.

 

Pigen kom gående ind i værelset. Hun virkede bange. Hun kiggede efter soldaten. Frygten lyste i hendes øjne.

Da soldaten var gået, stillede hun sine ting midt på det beskidte, halvt ødelagte, og slidte gulv. Der var ikke så meget. En lille rygsæk. Hun kiggede rundt i værelset, og betragtede de andre personer i lokalet.

Elise blev chokeret, da pigens blik mødte hende. Hendes ene øje. det havde.. en stor rød revne. Elise kiggede forskrækket på pigen.

Pigen måtte have fornemmet Elises store forskrækkelse, da hun med det samme fjernede sit syn fra Elise, og kiggede ned i gulvet.

 

"Altså, hvem er du?" Spurgte Margrethe, midt i tavsheden.

"Jeg er Arlette." Svarede hun uden at fjerne sit blik fra gulvet.

"Sikke dog et smukt navn." Svarede Margrethe af ren og skær barmhjertighed.

"Tak." Kom det fra Arlette.

Elise blev lidt provokeret over Arlettes måde at være på. Kunne hun i det mindste ikke kigge på Margrethe, når Margrethe nu havde været så sød, overhovedet at tale til hende. Hun kunne jo have været ligeglad.

"Altså helt ærligt! Kunne du ikke i det mindste kigge på min lillesøster når hun snakkede til dig?" Spurgte Elise irriteret.

Arlette kiggede op fra gulvet. Hendes blik var fjernt.

"Jo. Undskyld." Svarede hun, og kiggede så ned i jorden igen bagefter.

Elise kravlede ned fra hende, og Margrethe køje. Hun stillede sig lige foran Arlette. Hun mærkede et mod. Hun var ikke længere skræmt af Arlettes øje. Hun måtte bare sige noget til hende.

"Kig på mig." Sagde Elise fuld af mod. Arlette kiggede op. De to piger fik øjenkontakt. Elise så igen revnen i Arlettes øje. Den gjorde hende svag. Elise tog atter mod til sig.

"Jeg er Elise." Sagde Elise, og smilede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...