Sensommer Kærlighed

Når ens bedste veninde lige pludselig ikke vil være sammen med en mere, og det hele bare virker så forvirrende, hvad gør man så?

3Likes
0Kommentarer
1033Visninger
AA

1. Sensommer Kærlighed

Et inferno af larm fyldte den lille togstation, da 31 spændte unge strømmede ud på perronen, alle slæbene med kufferter og tasker i stimevis. De mange stemmer, der spændt snakkede om den kommende lejertur, klassen skulle på, og sensommer vindens hvinen smeltede sammen og blev til en intens summen.    En pige, men langt blond hår og alt for blå øjne, ved navn Stina, kom klodset ud af toget skydedøre, imens hun ihærdigt forsøgte af få sin store kuffert med, inden skydedøren lukkede i, hvilket så ud til at være en mindre krig der skulle udkæmpes imod skydedøren. Endelig lykkedes det hende, at komme sikkert ud på perron til de andre. Med en hurtigt bevægelse, fjernede hun sit blonde panden hår, og satte hænderne i siden. ”Det var jo let nok,” kom det muntret fra hende. Hendes alt for blå øjne søgte hen over den store menneskemængde. Et smil sneg sig over hendes læber, da hun fik øje på det velkendte stort strittende hår. Ikke så langt fra hvor Stina stod, stod en usikker ung pige briller og strittende sort hår, der var sat op i en hestehale. Stina kunne ikke lade være med at fnise lavmælt, da hun så hvordan pige, nærvest hev ned i sin nederdel og forsøgte at manøvrere sig igennem de mange personer.  ”Mira! Her over!” råbte Stina og viftede febrilsk med armene, så hun var sikker på, at Mira fik øje på hende. Hvilket hun også gjorde. Plus resten af folkene på perronen. Men det skulle nu ikke stoppe Stina. Endnu engang hankede hun op i sin kuffert og banede sig vej igennem de mange mennesker, som valgte at springe til siden for at sikre deres eget liv. Det kendte godt Stinas noget tvivlsomme bevægelser, når hun blev ivrig. Ved lyden af Stinas stemme vendte Mira sig om og smilede venligt. ”Hej Stina, så nåede du altså af toget,” sagde hun, med en stemme, der stadig bar præg af nervøsitet på grund af de mange mennesker. ”Jeps, og jeg formåede endda at få min kuffert med ” kom det munter fra den blondhårede, der svingede en arm om Miras nakke. Straks kunne Stina mærke, hvordan den lavere pige, begyndte at spænde i hele kroppen. Forbavset og undrende gav Stina slip igen, og så spørgende på sin veninde. Men for hun kunne nå at formulere ord til sætninger i sit hoved, kom Mira hende i forkøbet. ”J-j-jeg skal lige snakke med læreren om noget” og med de ord, var hun forsvundet i menneskemængden, imens Stina stod undrende tilbage. ”Hold da op. Hun havde travlt,”  lød en ny stemme. Uden at vende sig, kunne Stina allerede gætte, hvem det var. Den tunge engelske accent, var ikke til at tage fejl af. ”Ja Evangeline, det studsede jeg også lidt over,” svarede Stina afslappet og vendte sig mod pigen der havde talt. Det var en engelsk udvekslingsstudent, som var begyndt i klassen i starten af deres andet gymnasium år. Hendes hår var langt og sort, og hun havde en forkærlighed for lange lillae kjoler. Som hun havde mange af. Rigtig mange. Evangeline rynkede kort på brynene og gav Stina et drilskt skub. ”Lad nu vær med at kalde mig det. Har jeg ikke sagt, at du skal kalde mig Envy?,” spurgte hun den unge dansker om, ” det andet lyder så formelt.” ”For ikke at sige monotont, ” tilføjede Stina med en varm latter i stemmen. Men latteren nåede kun lige at dø hen, forend den blonde igen lod seriøs, ”Men jeg gad godt vide, hvad der var med Mira?” mumlede hun og så hen mod den menneskemængde, som Mira var forsvundet igennem. ”Hvem ved?” kom det var den sorthårede Englænder, ”måske var det hendes klaustrofobi?” foreslog Evangeline og fyldte Stinas blik, ”jeg mener, hun har det ikke så godt blandt mange mennesker.” ”Måske,” mumlede Stina og lod en hånd glide igennem sit hår, ”jeg tænker nok bare for meget over det.” ”Nemlig, og kom nu, vi er ikke så langt fra hytterne,” kom det fra Evnageline, der hev Stina med sig og med strømmen af forventningsfulde unge.    Indkvarteringen af de unge i de mange hytter, gik relativt smertefrit, bort set fra at Stina kom til at kører over et par folks fødder, med sin kæmpe kuffert. Den unge pige havde sine tanker et helt andet sted, og hun havde ikke tid til at lægge mærke til, hvor folks tær var. Gennem den sidste del af rejsen, var Mira ikke kommet tilbage igen, og det sidste Stina havde set til den sorthårede, var at hun var på vej ind i en anden hytte. Hvilket undrede Stina, da de to altid plejede at dele værelse sammen. ”Jeg håber virkelig ikke, at jeg har sagt noget forkert til hende,” mumlede Stina for sig selv, da hun var kommet ind i den hytte, som hun skulle tilbringe turen i. ”Hmm, det er et stensikker tegn på vanvid, når man begynder at tale med sig selv, min kære viking,” lød en slesk stemme fra døråbningen, men til trods for det, kunne Stina ikke lade vær med at smile. Hun mente også selv, at hendes lange kornblonde hår og dybhavs blå øjne, gjorde hende til en viking… hvilket hun var stolt af. ”Det er også et tegn på vanvid at forfølge folk Envy?” gav Stina igen, og begyndte at pakke sin kuffert ud. ”Nu sårer du mig, Stina,” kom det fra Envy, der forsøgte at lyde bedrøvet, ”Men faktisk, er jeg blevet forflyttet til denne hytte.” ”Hu?” Stina rejste sig brat op, og så undrende på Evangeline, ”forflyttet? Men Mira skulle sover her?” Evangeline nikkede og trippede hen til sengene, hvor hun sat sig på den ene. ”Det ved jeg. Hun spurgte Marian, om hun kunne bytte plads med mig,” fortalte hun, og strøg en vildfaren tot bag sit øre, ”har du gjort noget, der kunne gøre hende ked af det?” Stina lagde hovedet på skrå, som hun altid gjorde, når hun skulle tænke som om. Hun havde da ikke gjort noget ved Mira. De havde været venner lige siden, de var helt små, og havde været igennem meget sammen, så Stina kunne virkelig ikke se, hvor det skulle have gået galt.     Den unge vikings tankestrøm, blev afbrudt da en ny person, nærmest væltede ind i hyttet overlæsset med kufferter. ”Her… Her er din bagage Envy,” lød en prustende stemme, og kufferterne blev sat ned på gulvet. ”Tak skat,”  kom det venligt fra Evangeline, der vinkede sin kæreste Simon hen til sig. Han satte sig på sengen sammen med hende, og så på Stina. ”Er der noget i vejen Stina, du virker ikke som dig selv?” spurgte han med en lige så stærk engelsk accent som Evangeline. ”Pige problemer,” svarede Evangeline kort, ”der er noget galt med Mira.” ”Virkelig, ” kom det fra Simon, der så spørgende på Stina, ”men du er jo så gode venner med hende, hvorfor spørg du ikke bare, hvad der er galt?” ”Det kan man da ikke, det er….” protesterede Evangeline ”Jo, det er det, jeg gør” afbrød Stina og marcherede ud af døren, og efterlod de to andre på sengen. ”Jeg er så klog,” kom det smørret fra Simon. Envangeline rystede blot på hovedet og gav ham et hurtig kys inden hun rejste sig. ”Så siger vi det skat”

Stina stampede med faste skridt op imod den hytte, som hun havde set Mira forsvinde ind i. uden at banke på, åbnede hun døren og marcherede ind. ”Mira?” Den omtalte pige, sad i den ene seng med en bog i sit skød. Hun kiggede overrasket fra sin bog og så hen på sin veninde. ”S-Stina? Hvad laver du her?” spurgte hun forbavset og lukkede bogen. ”jeg kommer for at høre, hvad der foregår,” svarede Stina og kig hen imod den sorthårede pige, der så nervøst op på hende. ”Foregår? Jeg ved ikke, hvad du snakker om?” fremstemmen pigen forlegent og så ned i sit skød. En rød farve sneg sig over pigens kinder, da Stina satte sig ned på sengen ved siden af hende. ”Hvad er der med dig Mira? I to plejer altid at kunne snakke sammen om alt, ” begyndte Stina og forsøgte at fange Miras blik. ”Der er ikke noget Stina,” mumlede den sorthårede utydeligt og undgik stadig den andens blik. ”Det kan jeg se, der er Mira,” svarede Stina stille, og tog den andens hånd, ”du er min bedste veninde, jeg kan fornemme, når der er noget galt.” I det Stina tog den anden piges hånd, kyssede en rød farve Miras kinder, og hun rev hurtigt hånden til sig, og pludselig gav Miras underlige opførsels mening. ”Nu for står jeg,” sagde hun roligt og et smil spredte sig på hendes læber ”Stina nej” ”Rolig Mira” ”Stina” ”Rolig Mira, det er okay” ”Stina jeg ber dig. Kan vi ikke bare glemme det her. Det er sikkert bare en fa….” Mere nåede hun ikke at sige, får end Stinas læber rørte hendes egne. Al luften forlod hendes lunger og hun stirrede bare forskrækket ud i luften. Først da Stina igen trækkende sig væk, begyndte hun at blinke. ”Du er min bedste veninde, at tage det et skidt videre, vil bare være endnu mere fantastisk”     I hyttens vindue kunne man ane to nysgerrige ansigter titte ind. ”Hmm sensommer kærlighed når det er bedst,” mumlede Evangeline og  rejste sig op, hvorefter hun så på Simon, der også havde rejst sig. De tog hinandens hænder , og gik ned af stien. ”Hvis vi er heldige, kan vi få byttet rundt sådan at du kan få Stinas plads i min hytte”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...