The hall

Skolen, The hall, blev grundlagt af Hanna Hall. Hun bestemte at børn og unge fra hvert et rige der havde gjordt noget ulovligt, skulle gå her. Man var fanget, og havde ingen mulighed for at slippe væk, man skulle gå der, til man blev 21. Vi følger pigerne Alia og Veronica gennem deres liv på The hall. På et tidspunkt blev det afsløret, at der engang har boet mennesker på skolen. Kongelige endda... Veronica er skrevet af OMG! Alia er skrevet af Ayameko

15Likes
27Kommentarer
1928Visninger
AA

1. Prolog

The story of Veronica:

Jeg boede i et smukt land, med glæde, sol, og sjov hele dagen lang. VI var alle taknemmelige og levede i fred og harmoni. Sådan havde det ikke altid været, for engang havde der været mørke tider, hvor ingen fe kunne være sikker. De ældste dengang, fik de største feer, til at lave den største besværgelse i feernes historie. De lagde besværgelsen, om en smuk sten. Den sørgede for, at alle de steder dens lys ramte, ville feer være sikre. Ingen ville dræbe os, eller gøre os fortræd. I lang tid havde dæmoner prøvet at dræbe os, for hvis man dræber en fe, vil man få noget af deres udødelighed. Ikke for evigt, men mange tidsaldre. Den sten sørgede for at ingen fra helvede ville komme ind i feernes rige uden tilladelse. Stenen havde smukke og magiske runer. Det havde kostet feerne, der havde lavet stenen livet, at lave den, men det gjorde det alligevel. Derfor blev magien så lys, og god. En dag da vi alle var samlet for at hylde stenen. Skete der noget. Jeg skulle op og holde en tale, for alle dem jeg kendte. Jeg havde fået den store opgave af vores dronning. Hun havde set mit talent for at formulere ord, så alle ville være ramt af dem. Jeg havde øvet mig meget, og glædede mig utroligt. Jeg havde en ny flot kjole på, og mine vinger strålede af glæde, lykke og magi. Da jeg kom derop, begyndte jeg talen. Da jeg havde sagt de først ord, stod de fleste allerede som forstenede. Undtaget 2 feer. Det var Yrja og Valdpar. De var kærester, og stod og snakkede sammen, og fjollede rundt. Når feer bliver sure bliver de rigtig sure. Fordi at mine vinger sitrede af magi, blev den magi udløst. Man kan ikke holde på noget magi, hvis man ikke har sine følelser under kontrol. Alt glas tæt på revnede, og det gjorde stenen også. Det sekund den revnede, fløj en masse hvid magi ud, der forsvandt til ingen ting. 

 

The story of Alia:

 ”Jeg har det!” jeg rejste mig op fra min Guddommeligt bløde stol, med rødt betræk rundt om. Mine vinger blafrede over befrielsen, af at have lettet mig. ”Jeg tror - rettere - jeg ved, hvordan vi kan slippe af med de forpulede skadedyr til undergrunds folk,” fortalte jeg, mens jeg spankulerede rundt i det runde lokale, af vigtige råds folk - mit folk. Eller. Næsten mit folk. Jeg var Guds højre hånd, og dermed næst kommanderende. Jeg vidste velsagtens, at en Gud aldrig kunne dø, så jeg kunne regere, men magt føltes alligevel godt en gang i mellem. ”Sig frem, sig frem,” nikkede en person, med en vigtig mine i sit stramme ansigt. ”Hvad med et magnetfelt?!” spurgte jeg, åbenbart alt for entusiastisk. De fleste kiggede på mig, som om jeg var en komplet idiot. De måtte nok tænke noget i retning af: ’hvordan kom den hjernedøde tøs til at være højre hånd?’. Egentlig var jeg lidt ligeglad med, hvad de tænkte. Jeg gad ikke interessere mig for det. Det var alt for nedladende. ”Ved du hvad, Alia? Det er ikke nogen dårlig idé!” smilede Gud. Forbavset, tabte jeg kæben, ligeså gjorde alle de andre råds mænd. ”Anymedes! Send bud efter en fe!” brølede han. ”Javel! Men, Herre,” piblede det fra en tynd og ranglet dreng, som var vor budbringer - "feerne er gået til grunde - en fe har smadret Krystallen.” Jeg stirrede på ham. Dermed mumlede jeg en ed, og foreslog at jeg kunne skabe magnetfeltet. Jeg havde jo trods alt gået til undervisning for den slags. Det eneste jeg manglede, det var en formular.

Jeg gider ikke mere! Hvorfor fanden skal det være så skide svært, at lave et enkelt lille magnetfelt? Det er slut. Det her er enden. Ved du hvad? Hvis man ikke kan hjælpe, så må man gå sin egen vej. Jeg er færdig her. Stormene vred hævede jeg hænderne opad, mod et tykt skylag, og lod vreden dræne ud. Forfærdet opdagede hvad jeg havde gang i - jeg havde skabt et uvejr, i Himmelen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...