Doubles alla Fashionable

På en kostskole i England finder man den kommende nye Coco Chanel, eller det gør man ikke længere, men det er her hendes historie starter. Hvordan kommer hun videre fra kostskolen? Og hvad sker der, da hendes onde mor dukker op, med en totalt lækker fyr, ved sin side?

13Likes
20Kommentarer
2894Visninger
AA

9. Sandhed

Jeg tegnede videre på kjolen. #Du lovede mig at forklare inden i aften.# bippede der ind. Jeg smilte for mig selv. #Har jeg sagt andet? Jeg skal nok komme direkte efter skole. Jeg håber ikke din mor har inviteret for mange mennesker.# svarede jeg. Jeg skrev med Paris.

Jeg havde efterhånden lært hende godt at kende og syntes hun fortjente sandheden om mit liv. Hun er på mange måder min modsætning, men ikke lige så meget som Call. Hun kan ikke finde ud af at lyve, dog godt holde på hemmeligheder, men hun har et guds benådet skuespiltalent. Hvad har jeg med skuespillere? Altså ja, jeg har jo Adi, Uta og Sabine som gerne vil ind i modebranchen, men mine to bedste veninder… de er sgu begge skuespillere. Det minder mig om at jeg skal have fat i Adi, så hun kan gå model for mig til foråret.

Men altså nu havde jeg lovet Paris sandheden og hun havde tvunget mig med til et cocktailparty. #Det er jeg bange for hun har  Hvad tager du på?# #Det får du se :p# svarede jeg.

Jeg kiggede på klokken. Den var 3, men jeg havde til klokken 6 i dag. Jeg lod pennen køre over paden. På skolen bruger vi computer når vi designer. Det var lidt mærkeligt i starten, men nu er det helt normalt, da det praktisk talt er det samme som med papir.

Jeg gik direkte ind. ”Cher!” udbrød Paris begejstret. ”Paris!” gengav jeg hende og lagde mit tøj på hendes seng. Det virkede tit realistisk at jeg var 17 og hun 14, snart 15… hvilket jo også var meningen. ”Jeg skal oplære dig i hvordan man opfører sig til sådanne ting, som vi skal til i aften,” sagde hun alvorligt, men flækkede derefter af grin, da hun så mit ansigt. ”Tak, men jeg er nu meget vant i disse kredse… men vil du ikke have din forklaring?” spurgte jeg med et forvrænget udtryk. ”Jo! Kom med den min mystiske Cher!” næsten råbte hun entusiastisk. Hun satte sig ned på en chaiselong og klappede foran hende. ”Hm… Hvor skal jeg starte… Jo jeg kunne starte, ved det der,” sagde jeg og pegede ud på gangen hvor der hang et billede min søster havde lavet. Hun kiggede uforstående på mig. ”Victoria Moscowitz, født 1978 i Frankfurt Oders polske del… eller det vil hun have en til at tro,” smilte jeg. ”Hvad har det med dig at gøre?” undrede Paris sig. ”Meget,” sagde jeg og lukkede døren. ”Det er tophemmeligt, det her,” sagde jeg og fandt min tegneblog frem fra tasken og bladrede tilbage. ”Kan du kende det her?” spurgte jeg. ”Mors nyeste billede,” gispede hun. ”Jep, bare med nogle kraftigere og fiktive farver… Det må man da give Cassie, hun forstår og skabe ting,” sagde jeg stolt. ”Jeg er så forvirret lige nu,” sagde hun. ”Ja, men det er fordi vi starter udefra, snart vil du forstå,” sagde jeg. ”Men altså… Sagen er den at Victoria Moscowitz ikke er født Victoria Moscowitz, men derimod Cassandra Messerschmidt, født 1980 i München, den ældste af Messerscmidts forsvundne døtre,” sagde jeg. ”Så det er hvad der skete med hende? Blev hun bortført eller noget? Ved du det?” boblede Paris som et vandfald. ”Hun stak frivilligt af, da Luke Messerschmidt fik sin nye kone, eller rettere Lucifers danserinde… endnu en ting du skal lade blive mellem os,” grinte jeg. ”Tro mig hun er hæslig. En gang da Cassandra var hjemme, for en gangs skyld, med sin kæreste, stjal danserinden ham. Hun ødsler penge væk, på ferier med hende unge elskere. Jeg fatter ikke hvordan hun kan holde facaden i jet set samfundet,” sagde jeg. ”Men hvordan hænger det sammen med dig? Og hvor ved du det her fra?” spurgte Paris, stadig forvirret. ”Cherryl Avanti Jordan, født 1993 i Oxford. Dukkede for første gang op da Gabrielle Messerschmidt, født 1995 i München, forsvandt. Undskyld hvis du drejer det som jeg har løjet, men det har jeg ikke for jeg er Cher, men min fortid er Gabi og når du efter ferien dukker op på Glenlee, så sig at du har snakket med Gabi, Camille Bristol vil også være dig en god veninde, hun er min bedste og ved godt jeg er her,” smilte jeg undskyldende. ”Du skal ikke sige undskyld, for det der er for cool!” nærmest jublede Paris. Jeg slog armene om hende. Hun var bare for sød.

”Skal vi gøre os klar?” spurgte hun. ”Du mener: Skal vi gøre Paris klar? For jeg ordner hurtigt mig selv bagefter,” rettede jeg grinene og gik ind i hendes walk-in. ”Må jeg vælge?” spurgte jeg. ”Du har jo styr på det så hvorfor ikke,” nikkede hun. Jeg rodede lidt rundt og fandt så en enkel turkis Giambista Vally kjole og gik så videre til sko. ”Din mor dræber mig nok hvis jeg går ind og låner et par af hendes Louboutin, til dig,” mumlede jeg til hende. ”Helt sikkert!” erklærede Paris. Jeg smilte hurtigt skævt til hende. ”Så nøjes vi bare med de her,” sagde jeg og greb et par Miu Miu. ”Går du i bad? Så forbereder jeg makeup,” kommanderede jeg. Hun nikkede og gik ind på sit badeværelse. Jeg fandt hendes makeup, satte krøllejernet til og brugte derefter evigheder på at få Paris ud af badet. Paris er en af de piger der bare elsker at bade. Da hun endelig kom ud med kjolen på. Jeg krøllede først hendes hår og satte det op i en høj hestehale og lagde så makeuppen. Jeg lagde det så naturligt som muligt. En tydelig rouge på kinderne, lidt mere lyse læber en normalt, og den svage turkise øjenskygge, var det eneste der afslørede at der var lagt noget og at hun ikke bare så naturligt sådan ud.  Derefter kiggede jeg i hendes smykkeskrin og fandt nogle enkle smykker.

”Hvorfor har jeg ikke brugt dine evner endnu?” spurgte hun forbavset. ”Ud fra dit ansigt, gætter jeg på du ikke helt har haft tillid til mine evner,” smilte jeg tilfreds. ”Sikkert… Hvad så med dig selv?” mumlede hun fortryllet. ”Det får du se,” grinte jeg hemmelighedsfuldt og tog min pose med ud på badeværelset, hvor jeg selv gik i bad. Jeg tørrede hurtigt mit hår og sukkede. Det krøllede lige så kraftigt som altid og jeg orkede ikke at glatte det, så jeg fandt en guldhårnål med en lille diamant og trak det forreste på den ene side tilbage med den. Så trak jeg min gyldne satinkjole op. Jeg havde selv lavet den. Den var helt enkel i to lag, nederste lag var ikke tydeligt guld satin men øverste var blondestof i skinnende guld. Den gik til knæene, havde ¾ ærmer og en smule strut. Jeg havde designet den efter de sko jeg skulle have på, som var ballerinaer. Dr. Riens, min franske læge, er ved at få et flip over at jeg går så meget i høje hæle, også selvom jeg holder mig inden for højdegrænsen, da det ikke er godt for mine led, at han har forbudt mig det i en måned. Men så var det godt jeg havde fundet det her par virkeligt søde guld ballerinaer, fra Marc Jacobs. Jeg lagde næsten ingen makeup og fandt så nogle runde guldørering, med en diamant der hvor man sætter ind, en guldhalskæde med en elefant og nogle billige guldarmbånd og en guld ring, med diamanter hele vejen rundt. Lige da jeg gik ud til Paris, kom Jo ind. ”Miss Mackenzie, deres mor venter,” sagde han formelt.

Vi gik ned og hilste på fransk maner på dem Paris kendte. Det tog godt med tid. ”Champagne?” spurgte en tjener. Jeg rystede på hovedet, men Paris tog imod. I disse kredse er det egentligt uhøfligt at takke nej, så snart man er over fjorten, men jeg havde skole i morgen. ”Nej tak. Jeg har skole i morgen,” svarede jeg. Paris forsvandt snart, så jeg gik lidt rundt og ledte efter hende.

Men i det sekund jeg så hende blev jeg vinket hen af hendes mor, som stod med en mindre gruppe mennesker. En mand havde også kigget på Paris. ”Hvem har stået for Paris’ ekvipage? Den er yderst smuk?” sagde han på overklasse engelsk, men med svag fransk accent. ”Det har hendes veninde og apropos veninden. Her er hun,” sagde Gina. ”Det her er altså Cherryl. Tja Paris joker med at hun næsten er min veninde også.” Hun præsenterede mig for alle undtagen den ældre herre der havde kommenteret mit værk i form af Paris. Han kiggede på mig fra top til tå og der vidste jeg hvem han var. Christian Lacroix, en af verdens mest kendte designere, personligt var jeg lidt ligeglad med ham. ”Den kjole der er manifique? Men jeg kan ikke placere en designer,” sagde han så. ”Jeg har selv lavet den,” svarede jeg ligeglad. ”Og du er ikke kendt i modebranchen?” spurgte han. ”Jeg er ved at tage sandwichlinjen på Instituto Marangoni her i Paris,” svarede jeg.

”Hvorfor ikke Milano?” spurgte en glat silkestemme bag mig. Jeg vendte mig rundt og kiggede ind i et par isblåøjne. Hendes platinblonde hår krøllede på samme måde som mit og hun lignede Marylin Monroe, som altid. Jeg må lyve, tænkte jeg. ”Jeg forelskede mig i Paris, mrs.?” svarede jeg i et roligt tonefald. ”Messerschmidt,” sagde hun koldt. ”Frau Messerschmidt,” nikkede jeg ufortrødent på tysk. ”Og du er?” spurgte hun koldt. ”Cherryl Jordan, ingen speciel.” Gruppen bag mig grinte. ”Du minder faktisk om en,” sagde hun. Hun vidste udmærket godt hvem jeg var. Vi vendte os begge mod gruppen. ”Hvis du er i modebranchen, hvordan kan det så være du ikke har høje hæle?” spurgte en smuk yngre dame. ”Jeg lider af multicentrisk osteolyse, en sjælden ledsygdom, så min læge har forbudt mig det,” svarede jeg smilende. ”Er det ikke den sygdom din mor led af Clarissa?” spurgte en herre. ”Jo, min kære mor OG min datter,” svarede hun. ”Nå ja, hvordan går det for resten med efterforskningen?” spurgte endnu en mand. ”Ak, hun er ikke til at finde,” sukkede min mor falsk. ”Men måske er det også bedst sådan.” ”Erstmal stimme ich,” erklærede jeg stille. Alle undtagen min mor kiggede underligt på mig. ”Pardon?” kom det fra en, de forstod ikke tysk og dem der gjorde, havde ikke hørt det, udover mor. ”Ikke noget,” sagde jeg hurtigt. ”Undskyld mig men hvem er den pæne unge mand du har der?” spurgte en kvinde. Først da opdagede jeg den unge mand der stod ved hendes side.

Han så ud til at være godt 21, han havde mørkebrunt krøllet hår og nutella farvede øjne og så var han tydeligvis trænet uden at være pumpet. Han havde et helt almindeligt jakkesæt på, som jeg gætter på var Ralph Lauren, og så var han seriøst lækker. Han tog fuldkommen luften ud af mig, som ingen andre nogensinde havde gjort. ”Ein zweitess Modell?” udbrød jeg på samme tid som LaCroix kommenterede med: ”Er han model?” hvilket gjorde at mit udbrød ikke fik opmærksomhed. Min mor sendte mig dog et dræberblik og hev ham frem. ”Nej, han er Lukes aftager,” sagde hun. Jeg kunne se det på den måde hun rørte ham på, det var simpelthen for klamt. Hallo? Hun er 47. ”Nå, men det er da godt at høre han endelig har fundet en. Jeg må hellere ud og finde Paris. Det var hyggeligt at snakke med jer,” sagde jeg efter at have trukket vejret meget dybt.

Jeg skulle ikke være i nærheden af den pulverheks meget længere. Jeg gik ud og fandt Paris, trak hende med ud på balkonen og ringede Call op. ”Det er Call, kan det vente?” lød det fra den anden ende. ”Nej Call! Hvor tit skal jeg sige det! Jeg ringer kun når jeg har brug for at snakke, hvilket du jo klare pænt godt selv,” sukkede jeg frustreret. ”Rolig stranger… Vi spiser altså og Addie flipper snart, fordi jeg snakker,” lød det ubekymret. ”Call, du og jeg ved lige godt at du er ligeglad med om Addie flipper, sig dog til mrs. Cole at det er mig,” kunne jeg ikke lade være med at grine. ”Ok, hvad laver du?” spurgte Paris. ”Prøver at få fat på min bedste veninde… på Glenlee,” tilføjede jeg. Jeg kunne høre snakken og stemning fra Glenlee. Jeg savnede det.

”Hvad er der så Gab?” lød det endelig. ”Ok, lad mig lige starte med at introducere jer. Paris, det her er Call. Call det her er Paris,” sagde jeg hurtigt. De sagde hej, men jeg tror de syntes det var mærkeligt. ”Jeg har lige mødt min mor,” sagde jeg. Det var som at kaste en bombe. Der var helt stille. ”Din mor?” lød det forsigtigt fra telefonen. ”Ja og hun havde min fars aftager med, og jeg er sikker på hun har… ja du ved hvad hun gør. Der er bare det at han er omkring de 21 og helt vild lækker,” sagde jeg. Paris kiggede straks ind ad vinduet. ”Hvem af dem er det?” spurgte hun nysgerrigt. Paris elsker drenge og er nogen lækker, så puf! ”Kan du finde en kvinde der ligner en 10 år ældre Marilyn Monroe? Og ved siden af hende er en super lækker fyr i tox,” sagde jeg. ”Oh my godess!” udbrød hun. ”Du har så meget ret!” ”Hvor er i tarvelige! Jeg vil og savle over den fyr. Kan i ikke sende mig et billede?” kom det surt fra Call. ”Jeg tager sgu da ikke billeder af en uskyldig eller måske knap så uskyldig fyr!” protesterede jeg. ”Jeg gør det! Hvad er dit nummer?” fastslog Paris. Jeg tog mig til hovedet. De to var vidst allerede gode venner, hvilket jo var godt, men jeg kunne bare godt bruge noget støtte her. ”Fokus!” sukkede jeg. ”Nå undskyld,” sagde de i munden på hinanden. ”Gør ikke noget… Det hele er også lidt lige meget der er ikke noget at gøre,” mumlede jeg. ”Må jeg gerne gå ind igen? Jeg fryser,” kom det pludseligt fra Paris.

Jeg nikkede og snakkede videre med Call. Lidt tid efter blev vi enige om at slutte. Jeg kiggede mig ud til siden og fik næsten et chok. Min fars lækre aftager stod og kiggede på mig, støttende mod gelænderet. ”Undskyld, hvis jeg forskrækkede dig,” sagde han oprigtigt. ”Er du tysk?” spurgte jeg. Han rystede på hovedet. ”Jeg er amerikaner, men flyttede til Tyskland, da min far fik job der, da jeg var 11. Hvorfor?” sagde han roligt. ”Danserinden er tysk og det er din chef jo også,” smilte jeg for mig selv. ”Hvornår blev du aftager?” ”Sidste uge,” svarede han. ”Tillykke. Jeg håber ikke du bliver alt for rodet ind i privaten,” sukkede jeg. Han kiggede skræmt på mig. ”Ja, jeg ved altså alt om privaten. Du behøver ikke at være bange. Men pas nu på med Danserinden, om en uge er du ingenting,” mumlede jeg. ”Det er jeg da ligeglad med,” sagde han fornærmet. ”Som om!” fnyste jeg. ”Men som sagt, pas på. Det er en meget rodet familie,” sagde jeg og gik ind igen. Jeg sværger han kiggede meget nøje efter mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...