Doubles alla Fashionable

På en kostskole i England finder man den kommende nye Coco Chanel, eller det gør man ikke længere, men det er her hendes historie starter. Hvordan kommer hun videre fra kostskolen? Og hvad sker der, da hendes onde mor dukker op, med en totalt lækker fyr, ved sin side?

13Likes
20Kommentarer
2784Visninger
AA

1. Cheltenham

Cheltenham Jeg lod blyanten løbe over papiret. Modellens ansigt var sløret og kun konturerne af det slanke ben der tog et skridt var tydeligt. Hvad der blændede det hele op var hendes kjole. Jeg rettede hurtigt på den og kunne i gennem det øre der ikke havde musik kørende i høre min klasse terpe ”salmevers”= bøjning af udsagnsord og andet tysk. Efter noget tid vendte jeg siden. Jeg kiggede hurtigt op og ud af vinduet. Udover det frodige grønne græs og på den blå himmel. Mit spejlbillede afspejlede sig, hvilket passede godt da jeg hørte Mirror med Lil Wayne. Havde min lære vidst det, ville min iPod blive konfiskeret.

Jeg begyndte at tegne hvad jeg så.  Jeg nærstuderede pigen i vinduet. Folk kalder mig et dukkebarn, men skyder stadig på at jeg 17 og ikke 15. Jeg har blågrønne, mest grønne øjne, der altid er fyldt med nysgerrighed, ro og smerte. Smerten skyldes nok min sygdom. Jeg var konsekvent meget bleg, på en elegant måde. Der er altid farve i kinderne og munden er blodrød. Mit hår går mig til lidt over skuldrene, men hvis jeg glatter det, går det til skulderbladene, fordi det falder i store naturlige krøller. Jeg tegnede det hurtigt og øvet.

”Miss Messerschmidt!” kom det oppefra. ”Ja,” svarede jeg og kiggede direkte op i min gamle tysklæres øjne. ”Was machst du da?” spurgte han hårdt. ”Langweile mi,” svarede jeg ærligt. ”Erreichen Sie?” sagde han med et snu smil om munden. ”Ja,” svarede jeg ærligt. ”Dann ist es gut, wir müssen ein Text beginnen,” sagde han. ”Du liest!” Jeg trak kompendiet med tekst til mig og begyndte at læse flydende. ”Sie sprechen zumindest die Sprache,” sagde min lære ondt og kigger på Tilly og Francesca oppe forrest. Tilly er malplaceret her på Cheltenham, ligesom mig. Forskellen er bare, at jeg kan følge med, det kan hun ikke.

Jep! Når jeg siger Cheltenham taler vi en kostskole i England. Jeg kommer egentligt fra München, men min far er Bayerns rigeste mand, så selvfølgelig skal jeg på kostskole i England. Det er en rendyrket pigeskole, hvilket faktisk passer mig ok, problemet er bare det gør alt det andet ikke. Uniformerne er grønne og grimme, selvom jeg virkelig har prøvet at pifte dem op, jeg kan ikke lide at bo sammen med andre, udover måske lige Call, som jeg har boet med siden vi startede og hun får nogle gange spat af mig og sidste men ikke mindst… skolen lægger vægt på faglige fag og udover det er det meget drama og musik, hvilket jeg ikke er specielt egnet til. Jeg er faktisk direkte uegnet. Jeg er elendig til at lade som om jeg er noget jeg ikke er, hvis det ikke gælder noget. Jeg er til gengæld god til at lyve, men det har noget at gøre med at jeg er vokset op med løgn efter løgn og på den måde har lært det, men det er vidst også det tætteste jeg kommer på at være en god skuespiller, for så snart der ikke står noget på spil går det ikke. Jeg kunne være kommet på en skole hvor de lagde mere vægt på tegning og så videre, men den var ikke lige så prestige, hvilket var hvad mine forældre gik efter. Alle her på skolen vil enten være skuespiller, musiker, ingeniør eller professor. Altså enten nørd eller scenetosse, så sidder jeg her og tegner tøj.

Jeg vil være designer, af hele mit hjerte. Jeg er pjattet med tøj, stil og tegning. Men altså sagens kerne er… jeg vil ikke være her. Stod det til mig havde min far bestukket Instituto Marangonis så jeg kunne starte på en design udannelse inden jeg var færdig med skolen. Nå men min tysklære blev ved med at køre på mig, men måtte give op. Hallo? Han er ikke skolens eneste tysker. Endeligt fik de 16 elever vi var lov til at rejse os.

Jeg svang min taske over ryggen og gik over i hallen, til det obligatoriske PE. Call, min bedste og eneste veninde kom gående. Hun er en god skuespiller, men jeg syntes hun burde blive model. Hun er høj, slank og lys. ”Klar til PE?” spurgte hun. Jeg sendte hende et dræberblik. Efter 3 år glemte hun det stadigt. Jeg gik med hende ind i omklædningen og sad og snakkede LIDT med i deres snak. Vi gik ud i igen da alle var omklædt. De skulle spille hockey i dag. ”Det bliver blod, det bliver sved og det bliver hårdt arbejde, men vi klør på,” sagde gymnastiklæren. Det var kun ham der kunne finde på at sige sådan noget i alvor, han er altid meget dramatisk, da han også er dramalære. ”Gør vi?” sagde en oprigtigt overrasket. Han sendte hende et blik, men ignorerede hende ellers. ”Gabrielle! Du tager tid!” kommanderede gymnastiklæren. Jeg sukkede og de gik i krig med stavene. Jeg har aldrig været med i PE eller noget sport, da jeg lider af en sjælden ledsygdom, kaldet Multicentrisk osteolysis. Det er en sygdom hvor ens knogler smuldre og man tit har smerter i ledende. Det gør mine så ikke mere, da jeg får medicin, men jeg må stadig ikke lave noget sport. Det har været grund til mange løgne og at min barndom er blevet brugt på hospitalet. Jeg kiggede lidt rundt. Åh gud! Tænkte jeg, da jeg så Catherines outfit. Nedringet tank top og så korte shorts at man kunne se hende røv. Pigen får sig selv til at ligne en luder. Når hun ligger sin facade er hun totalt uskyldig, men normalt er hun noget af en dullet mundfuld. De andre griner af hende bag hendes ryg, hvilket er synd for hende.

Efter noget tid blev jeg træt af at kigge og valgte at gå hjem. Call og jeg bor på det kollegium der ligger længst væk, ved navn Glenlee, og deler værelse. Det er en stor smuk engelsk landejendom. Udover os bor der 16 andre i alderen 11 til 16. Hvis man ser bort fra staben, var jeg den eneste der var hjemme. Mrs. Cole var også hjemme.  Hun er vores kollegieoverhoved og mere mor for mig end min egen mor NOGENSINDE bliver. Jeg har ikke et særligt godt forhold til mine forældre… Igen løgn på løgn på løgn på løgn. Går det hele ikke som det skal, så har man altid en løgn at fortælle.

”Mor? Er jeg virkeligt syg?” spurgte jeg hende. Hun kom hen til mig, men rynkede på næsen som om jeg var noget ulækkert. ”Nej, skat. Lægerne vil bare være sikre på der ikke er noget galt,” svarede hun og lod en kold finger løbe over min pande, som var jeg af skrøbeligt glas. ”Hvorfor skal jeg så tage piller?” spurgte jeg. ”Det skal du jo heller ikke. Og lad være med at spørge så meget,” sagde hun koldt. Hun vendte sig om og gik uden endnu et ord, mens hun rettede på sine Chanel handsker.

Næste gang jeg så hende var 1½ måned efter, hvor hun undskyldte sig med at hun havde været travlt optaget af velgørenhedsarbejde, hvilket var endnu en løgn. Hun havde ikke gidet, at komme og var taget til Malta, med sin elsker… Mor har altid været far utro. Det beskriver sådan cirka min barndom meget præcist. Jeg brugte måneder på hospitalet, hvor jeg bare lå alene. Min gamle far arbejdede eller var sammen med sine venner og min mor tågede rundt i overklassemiljøet og brugte penge, med sine forskellige elskere. Mine forældre er modsætninger, men enige om meget. Min far er godt 60, arbejder, medmindre han er på jagt, spiller polo eller whatever Münchens rigeste man kan finde på at gøre med sine venner. Min mor er omkring 45, men ser meget yngre ud på grund af sine evindelige skønhedsprodukter og så tåger hun enten rundt som enhver anden overklasse dame, bruger en masse penge eller tager på luksus ferie med sine elskere, fyrre min storesøster kunne date. Min mor tog faktisk engang min søsters kæreste. Hvor kold kan hun være? Jeg har en halvsøster der er 15 år ældre end mig. Hun stak af før jeg var født og mine forældre snakker aldrig om hende. Jeg fandt faktisk først ud af at hun fandtes da hun kom og besøgte mig på hospitalet, da jeg var 7. Hun prøvede om hun kunne få mig med sig, så jeg kunne bo hos hende. Det gik ikke, min mor gik i skyttegravene. Men whatever? Min søster er kunstner og bor med sin mand i Amsterdam. Hendes mand er dommer og vældig flink. De skal snart have en lille pige. Men altså, da jeg blev 11 blev jeg så sendt til England for at gå på kostskole, på den måde endte jeg på Cheltenham ladies college. Jeg hadede det, selvom det langt fra var det værste.

Og nu tænker du: Hvordan kan hun være så irriteret over at hun er kommet væk fra sine dumme forældre? Jeg kan svare dig nemt. Alternativet var privatlære, hvilket kun ville betyde 2-3 skoletimer om dagen. Resten af dagen ville jeg så kunne bruge på at lave det jeg vil. Mine forældre ville jeg alligevel ikke se. Jeg ville kunne designe og gå rundt i München. Jeg ville kunne bruge tid med de tøser jeg havde mødt sidste gang jeg var der. Adi, Uta og Sabine er efter Call mine bedste veninder og eneste rigtige veninder… Jeg kender dem ikke ret godt. Vi mødtes i Max&Co. En tøjbutik, altså, hvor vi diskuterede over en bluse. De er nok Münchens mest modebevidste teenagere, hvilket vel siger noget. Utas største drøm er at skrive for Vogue eller Runway, Sabine vil være indkøber og Adi model. Vi har ikke ret meget til fælles, udover glæden over tøj, men det gør ikke meget. Vi har det SÅ sjovt sammen.

Men altså jeg kom hjem til Glenlee. ”Gabi, det er dårlig stil,” irettesatte mrs. Cole, selvom hun godt vidste at de med at irettesætte mig er som at prøve at få Beth, en lille 11årig, til at holde op med at have hjemve eller få Meg, en 16årig drengesyg, til at lade være med at snakke om drenge hele tiden. Ser du, når en 11årig ankommer til skolen, har de alle et problem. De flestes hedder hjemve, men mit hed manglende tillid og respekt til voksne. Jeg var en 11årig tillidssvækket, forkælet møgunge, uden fællesskabsfølelse. Det har taget de her 3 år at forbedre de ting og nu er det lidt for sent og nok den eneste grund til at jeg ikke har flere veninder, udover Call og så vores kollegiesøstre, som efterhånden har fattet at jeg ikke er den lille bitch jeg var mere. At jeg ikke er det mere kan mrs. Cole tage æren for. Jeg satte mig ned i lænestolen, ved siden af hende og trak min tegneblog op. ”Jeg ved det,” sagde jeg bare. ”Spiser du her?” spurgte hun. Jeg trak på skuldrene. ”Jeg orker ikke at gå tilbage, mit knæ har låst sig,” sagde jeg og lavede en grimasse. Det var hverdag, så det betød intet at jeg havde ondt. Jeg havde efterhånden vendt mig til smerten. ”Addi! Gab spiser med!” råbte mrs. Cole så. Addi, hende der står for madlavning kom ind. ”Den dag du ikke er hjemme til frokost, vil jeg blive bekymret,” sagde hun. ”Hallo? Jeg har ikke været hjemme til frokost siden sidste torsdag,” påpegede jeg. ”Tirsdag…” sagde Addi. ”Sad jeg i denne stol hele dagen fordi min ankel og mit knæ havde låst sig,” påpegede jeg surt og begyndte at tegne en grundmodel. Addi og mrs. Cole kiggede opgivende på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...